En 16-årig gymnasieelev spiller onlinespil som World of Warcraft i sin fritid.
Han kommunikerer med andre spillere fra 16 forskellige nationer, er leder af en stor gruppe på 25-30 personer, som han organiserer i spillets virtuelle verden, og på et tidspunkt er han med til at skrive en grundlov for spillets aktører.
Alt foregår på engelsk, og den 16-årige har et sprogligt fællesskab med jævnaldrende, der siger spar to til det, han har i fremmedsprogstimerne på gymnasiet, konstaterer forskeren Carsten Jessen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole DPU, da han støder på drengen i sine studier af onlinemedier og læring.
»Men hvad siger lærerne? Kender de noget til det, du laver i din fritid,« vil forskeren vide.
Og drengen svarer benægtende. »De har ikke spurgt.«
Andre forskere får samme svar. Professor Birgitte Holm Sørensen fortæller om en gruppe drenge, der i forbindelse med onlinespil skriver en masse på engelsk, men ikke har opfattelsen af, at det de laver, har noget at gøre med at lære sproget.
Foranlediget af forskerens spørgsmål funderer drengene, der ikke er vandt til at få gode karakterer, men faktisk er topengagerede og dygtige, når de er på nettet: »Tænk, hvis vores lærer vidste, hvor meget engelsk, vi egentlig skriver,« siger de.
Ifølge Carsten Jessen giver den teknologiske revolution mulighed for et paradigmeskift i hele måden at tænke læring og undervisning på i skolerne.
Den største barriere
Men den traditionelle forståelse, man hidtil har haft af, hvad læring går ud på, står i vejen for at udnytte potentialet i de nye teknologier.
Det, eleverne lærer i deres fritid via sociale medier, opfattes stadig af lærerne, som noget der står i modsætning til det, de skal lære i skolen.
»Når nu teknologien påvirker os så meget med facebook, weblogs, chat, skype, virtuelle fællesskaber og onlineverdener, skulle det så ikke smitte af på skolen? Der er ikke mange virksomheder, der kunne klare sig ved at værge sig sådan over for udviklingen, som folkeskolen gør. Men den forståelse ligger ikke lige for,« siger Carsten Jessen, da han en mandag eftermiddag holder oplæg på DPU for et - skal vi sige begrænset - publikum. Nogle lærere og muligvis nogle studerende - 10 styks tilhørere plus en journalist.
Man er nået til den største barriere i skolernes it-udvikling, og den ligger i høj grad som en mental forhindring hos lærerne, der nu skal til at finde ud af, at de digitale medier kan forbedre og udvikle det faglige indhold i undervisningen.
Udbredelsen af de sociale medier blandt den unge generation i de senere år sætter det på spidsen. I en undersøgelse af børn og unges brug af digitale medier, Medierådet har offentliggjort i år, fremgår det, at 80 procent af de unge mellem 14 og 16 år benytter internettet hver dag, og 78 procent er såkaldt 'heavy users', der bruger alt mellem en halv time og over to timer på nettet. 19 procent af de 9-10-årige bruger nettet hver dag. Samlet set har 94 procent af gruppen på ni 9-16-årige mobiltelefoner, det gælder for 99 procent af de 14-16-årige, der for 86 procents vedkommende også har en profil på nettet.
Imens alt dette sker i fritiden, keder eleverne sig så det brager i skolen.
Det kunne man konstatere i den hidtil mest omfattende undersøgelse af elevernes syn på deres skole og undervisningen foretaget af Universe Research Lab og Vejle Kommune blandt 12.000 elever, der blev omtalt i Kristeligt Dagblad i denne uge. Ifølge undersøgelsen sidder to tredjedele af eleverne og keder sig i timerne. Og de fleste anser deres egne mål for vigtigere end lærernes.
Helt modsat til, hvad der optager børn og unge, står skolernes evne til at udnytte deres brug af medier i fritiden. DREAM (Danish Research Centre on Education and Advanced Media Materials) offentliggjorde i januar en rapport, der viste, at skolerne var lige så ringe til at udnytte it som i den foregående undersøgelse fra 1995.
»Det er stadig tavlen og papiret, der er i højsædet, og it anvendes meget lidt til at udvikle undervisningen. Det er skidt, for der ligger et stort uudnyttet læringspotentiale her,« siger professor Kirsten Drotner, Syddansk Universitet, der er en af forskerne bag rapporten og henviser til lande som Norge og Canada, der er længere fremme på det felt end Danmark.
»I starten troede man, det handlede om at få computere ud på skolen, og så satte man ind med efteruddannelse af lærerne. Men nu har man fundet ud af, at det heller ikke er nok. Den fase, vi står over for nu, er hvordan teknologien kan være med til at udvikle den faglige læring og undervisningen,« forklarer Birgitte Holm Sørensen, der er formand for Medierådet for børn og unge og har siddet i et eksternt ekspertpanel under Danmarks Evalueringsinstitut, der har undersøgt brugen af it i folkeskolen.
Carsten Jessen er også leder af Center for Playware, hvor forskere udvikler interaktive produkter med fokus på teknologisk læringspotentiale.
Durch, für, gegen
Og han ved godt, at hans budskab er provokerende. For det, han mener, der skal til, er et opgør med forestillingen om, at al læring som udgangspunkt bygger på en række basale færdigheder: Hvis man skal lære at spille musik, skal man lære noder. Tysk kræver indsigt i akkusativ, og skal man lære at skrive, skal man gradbøje.
»Men vi lærer bedst ved at erfare og prøve os frem. Hvordan har tyskerne lært at tale tysk? Jo ikke ved at sidde og repetere akkusativ,« siger Carsten Jessen, der mener, at den måde, vi hidtil har lært på i skolen, er kunstig. Men det var den eneste mulighed. Nu giver teknologien os andre muligheder. For eksempel i fremmedsprogsundervisningen, hvor eleverne via sociale medier pludselig har fået mulighed for at deltage i et levende, sprogligt fællesskab på nettet. Eleverne kan lære sprog via samme erfaringsbaserede metode, som de lærer deres modersmål - uden at have fokus rettet mod grammatikken.
»Jo mindre, vi kan undervise, jo bedre. Eleverne skal erfare i stedet for, at en lærer står og fortæller dem det hele. Og lærernes barriere over for at bruge it ligger formentlig netop i, at det nye læringsrationale bryder med forestillingen om læreren i centrum. De sociale medier lægger i høj grad op til, at den, der skal lære, indgår i andre sociale sammenhænge, som ofte vil overskride skolens mure.«
De er først lige begyndt på Center for Playware. Men tankegangen er, at for eksempel robotteknologi kan gøre det abstrakte konkret for eleverne. Første skud er intelligente musikklodser, som forskerne har kaldt BeatBlocks. Hver klods spiller forskellige instrumenter og rytmer, som kan kombineres på nye måder. Og meningen er at skabe en intuitiv forståelse for musikken hos brugerne, der bliver i stand til at komponere musik uden at have de grundlæggende, musikalske færdigheder.
»Mange vil sige, at eleven slipper gratis om ved det på den måde, men hvis eleven mærker lysten og vil mere, så er hun nødt til at bruge et instrument eller en computer,« siger Carsten Jessen.
Lærernes angst
Så omkalfatrende er skiftet, vi står over for, at Carsten Jessen ikke mener, at man om 10 år bruger skrift. Kigger man ind i en gymnasieklasse eller hos de studerende på universitetet, tager alle stort set noter på bærbare computere, som de i øvrigt har med sig overalt. Eksamen foregår på computere. Før skrev man kladder, nu sampler, kopierer og klipper man. Man går mere op i at udtrykke sig end at skrive korrekt. Det skal vi se mulighederne i, mener Jessen, i stedet for at se det som et problem.
»Jeg vil altid skulle bruge papir og pen til at tage noter. Og man kan indvende, at skriften har betydning for den måde, hjernen udvikler sig på, men måske kan den udvikling skabes ad andre veje. Teknologien kan aflaste os, så vi får plads til at lære noget andet. Men det er provokerende, at ens viden og kunnen bliver overflødig. Tag GPS'en, den kan huske veje. Det er jo også en enorm befrielse at slippe for at huske dagligdagsting, så man i stedet kan bruge tiden på noget andet,« siger Carsten Jessen.
Nikolaj Elf, adjunkt ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet, har med udgangspunkt i H. C. Andersens eventyr undersøgt de nye mediers betydning for læring i sin ph.d.-afhandling. Og han kunne konstatere, at selv om de lærere, han samarbejdede med, i udgangspunktet var velvilligt indstillede over for at integrere digitale medier, kunne de i konkrete undervisningseksperimenter blive nærmest angste for at tillade det. Blandt andet var de nervøse for, om det var uden for fagets genstandsområde, mens det at trække på uautoriserede videnskilder og fremme kreative processer var grænseoverskridende.
»Brugen af it anfægter selve lærernes grundlæggende syn på, hvad viden er, og hvordan den skabes: Er viden en socialt konstrueret kommunikation, som skal understøttes af it i bred forstand, eller er det en lærer, der står ved tavlen og sender en afgrænset information ud til enkeltindivider? Det er to dybt forskellige forståelser af vidensproduktion, og det smitter af på lærerens opfattelse af didaktik. Der er en frygt for at vende tilbage til en erfaringsbaseret projektundervisningsform, som har domineret reformpædagogikken fra 70'erne, og som huskes som noget, der gik op i hat og briller. Man er simpelthen bange for miste 'fagligheden',« siger Nikolaj Elf. >
Det skal være hårdt
Claus Holm, prodekan for formidling på DPU, kalder ligefrem tanken om et nyt paradigmeskift inden for læring for »reformpædagoernes våde drøm«.
»Man kan se det som reformpædagogikkens største sejr hidtil. Eleverne skal bare boltre sig i et it-univers, så lærer de af sig selv. Det er reformpædagogernes våde drøm, der opfyldes. Den er grundet i et meget positivt menneskesyn, og fair nok, men jeg er uenig. Man kan ikke lære det hele af sig selv. Du skal have en, der giver dig modstand i en asymmetrisk relation, for vi kan ikke alle sammen hæve vores eget niveau,« siger Claus Holm og henviser til undersøgelser, der viser, at der er den samme sociale lagdeling blandt elever i forhold til de nye teknologier, som der er i forhold til traditionelle læringsformer.
»Min nevø er virkelig adræt i det virtuelle rum, lige som jeg var god til at spille foldbold, da jeg var barn. Jeg ville gerne spille fodbold hele tiden, men det var bare ikke det, jeg skulle. Det er fint, at børn har lyst til at lege, men de skal udvikle andre kompetencer, end de selv har set, de har talent for,« siger Claus Holm.
Argumentationen om, at man bliver dummere af, at ting bliver nemmere at have med at gøre, tror Carsten Jessen imidlertid ikke på:
»Vi er jo ikke dårligere til at tale dansk, fordi vi har lært at tale det i et sprogligt kulturelt fællesskab. Men vi er opdraget med en puritansk etik om, at det skal være hårdt at blive god til noget. Man skal også arbejde for at blive god til noget, men hvis man kan hoppe over et sted, bliver man så doven? Jeg tror, det er meget vigtigere, at et barn oplever, 'jeg kan også være skabende'. De unge, der har brugt år på at bruge computeren til at udtrykke sig musikalsk, er ikke nødvendigvis dårligere end dem, der har lært at spille klaver,« siger Carsten Jessen.
100% enig med forskerne. Hvis IT blev anvendt hensigtsmæssigt, til at fremme tilegnelse af færdigheder, er der et enormt potentiale.
Læreres rolle bør heller ikke nødvendigvis være, at de skal fungere som undervisere. Deres rolle kunne jo være, at hjælpe eleverne til at benytte hensigtsmæssige hjælpemidler, så eleverne kan komme videre med at lære nyt.
Bare lige hurtigt:
Min observation af danske lærere er at ca. 90% af deres lærings-stile (for nu at kalde det for det) er hvad Dunn&Dunn betegner som analytisk, dvs. del forud helhelden. Derfor laver danske lærere analyser, hvor man går fra det enkelte element til helheden, ikke omvendt; så ville man nemlig gå fra helheden til det enkelte element. Holistisk lærings-stil kalder Dunn & Dunn dette.
Og ja, det er en form for leg, men hvar sagt at leg&læring ikke kan kobles sammen til en ny måde at lære på - hvor eleverne lærer noget betydeligt hurtigere og med kroppen også, de husker det bedre i stedet for at at sidde og bøje tyske verber, eller gradbøje tillægsord, eller lære noder for at kunne spille. Mange musikere, f.eks. Sebastian, kan ingengang noderne...
Og jeg har gang på gang skrevet i adskillige kommentarer på forskellige sider, at det slet slet ikke er nok bare at udstyre alle elever med en bærbar computer; lærerne skal efteruddannes i at bruge IT i undervisningen, så eleverne ved, hvad de har med at gøre. IT kan bruges til at motivere eleverne med, så de kan se en sammenhæng mellem livet i skolen og udenfor skolen. Eller det kan bruges til netop 'hat og briller'.
For at undgå det sidste må lærerne altså uddannes ordentlig, så de evner at omsætte deres faglige viden på en positiv og god måde ifht. eleverne, så lærerne sætter de korrekte rammer for elevernes læring ifht. at lære med computeren. Faktisk kræver det mere stram styring fra lærernes side, da han (eller hun) hele tiden skal være opmærksom på, hvor eleverne er - lige nu. Og være i stand til at udfordre dem...hele tiden.
Så nej, bare fordi eleverne boltrer sig i et IT-univers, så lærer de jo netop ikke noget (af sig) selv; der skal være en lærer til at turde stille de relevante spørgsmål, skubbe en smule til dem, få dem til at stile højere end blot at kunne skrive på en amerikansk hjemmeside om World of Warcraft f.eks.
Lærerens job bliver her da ikke at være formidler af information, men snarere at betragte som en sparrings-partner, som sørger for at eleven også får lært af teori-danne, at danne abstrakte begreber ud fra sine erfaringer. Og det var nemlig det reform-pædagogikken i 1970erne glemte, præcist som den glemte at opstille egentlige mål for elevernes læring.
Mennesket lærer gennem at gøre, gennem erfaring, hele tiden og så igen. Vi lærer at læse ved at gøre det, skrive ved at gøre det, regne ved at gøre det, danse ved at gøre det, tegne ved at gøre det.
Sagt på en anden måde; mennesket lærer situationelt og problembaseret. Og det betyder at vi kun lærer lige præcist det, vi har brug for til at lave den opgave, vi står overfor lige nu f.eks. at skifte dæk på en vil eller skrive et digt eller danse.
Og ja, de drenge, som skriver enormt meget på nettet, når de spiller World of Warcraft er netop et symbol på det situationelle i læring; de skriver engelsk fordi situationen indbyder til det. Og jeg er sikker på, at de gerne vil have ordene stavet ordentligt også, så de ikke fremstår som totalt hjernedøde idioter overfor deres (engelske) online-kammerater. Problembaseret er det jo også, da skriveriet sikkert ofte indebærer, at de forholder sig til en række konkrete problemer, der kræver mundtlig og skriftlig kommunikation for at blive løst.
Og den måde og den viden at lære på, må den danske folkeskole altså snart vågne op til - og inddrage som en didaktisk metode, ved siden af de allerede eksisterende didaktiske metoder. Blot fordi man bruger denne metoder til at lære eleverne f.eks. engelsk, gør det jo ikke alle andre metoder totalt ugyldige; det er blot en anden måde at anskue tilrettelæggelsen af engelsk-under-visningen på.
Mht. Claus Holms nevø, er jeg sikker på, at en dygtig fysiklærer også ville kunne lære ham et og andet omkring fysik og objekters bevægelse mv. - hvis han (eller hun) tog udgangspunkt i nevøens interesse for fodbold. For hvad er fodbold andet end ren fysik, f.eks. hvor meget kraft skal der til for at få en masse (bolden?) til at gå i mål, hvis objektet (bolden) sparkes fra 14 meters afstand til mål. Se, det skulle nok få knægten til at interessere sig bare en smule for fysik....
Og var der ikke en, der engang udtalte noget om, 'work smarter, not harder'; måske man også kunne siger 'learn smarterr, not harder.'
Jeg er helt enig i betragtningerne om de pædagogiske potentialer i de digitale medier. Computerspil er et helt oplagt medie at inddrage i undervisningen, og mange gode kræfter bør gå sammen om at fremme skolens forståelse af nødvendigheden af at interessere sig for elevernes fritidsbeskæftigelse. Derfor holder Spilskole.dk en stjernebesat konference "Computerspil på skemaet?" 2. december i Odense. Målgrupper er pædagogiske/faglige konsulenter, skoleledere, beslutningstagere m.fl. Se mere på http://www.emu.dk/gsk/skolebib/kalender/konferencer/comp_spil.html
1)Hvor er det dog uendeligt trættende at lærere altid skal skæres over en kam og karrikeres når talen falder på pædagogik.
Alle mine kolleger i gymnasiet er fulde af beundring og yderst taknemmelige for de sprogkompetencer som brug af IT giver vores elever. Det er berigende at arbejde med at gøre en god elev endnu bedre, og det er en fornøjelse at se hvordan de net-kompetente sætter pris på at blive endnu bedre og på også at kunne skrive om andet end Fjæsbog og World of Warcraft.
På den anden side svigter vi eleverne hvis vi ikke holder fast i at noget engelsk er mere korrekt, varieret og ekspressivt end andet
2) Der er enorm forskel på elevernes It-kompetencer, og bare fordi man kan skrive og uploade på Fjæsbog, er det altså ikke sikkert man umiddelbart magter Excel eller MathCad. IT i undervisningen kan ikke basere sig på elevernes evner. Nogle 16-19-årige er de rene IT-analfabeter. Trust me!
3) "How weary, stale, flat and unprofitable" ville ikke verden blive om vi kun tog udgangspunkt i elevernes eget univers i undervisningen. Skolens og gymnasiets opgave er også at gøre elevernes verden større!
4) Gør du noget til "skole", er risikoen at du ødelægger elevernes motivation. Lad dem dog have et rum i fred.
Jeg er ikke ganske sikker på at eleverne vil opleve det givende og konstruktivt at lærerne også blander sig i deres fritids-interesser som f.eks. World of Warcraft; eleverne behøver et frirum for dem selv.
Det handler måske også om, at flere af lærerne er bange for, at eleverne skal være bedre til noget, som lærerne ikke. Men hvad er der at være bange for? Lærerne skal jo bare stå med åbne arme og takke for den gave, det er at eleverne/de unge har den her IT-kompetence. Kort sagt: de fleste lærere er bange for at give noget af magten fra sig; man kan sagtens sætte rammerne og give noget af magten fra sig...
Når det kommer til IT, så er vores lærerstand sat helt af.
De ville blive sat så alvorligt til vægs af mindreårige, at de nok ville søge nyt job.
PS
Har selv bygget Computere siden 1987.
Programmeret
Kommunikation mellem høj og lav niveau, på privat plan.
Gert Frisch skriver, at lærerstanden er sat af når det gælder IT, og at de ville blive sat til vægs af mindre-årige - men mon de egentlig ville det?
Jeg har elever, som til hver en tid kan sættes til vægs hvad kompetencer indenfor fx Word, Excel og Windows' generelle funktioner angår! De er helt givet eksperter i IT, MEN KUN PÅ GANSKE SPECIFIKKE FELTER (fx også jf. Carsten Jessens udsagn om, at de bruger meget tid på WoW og netværksfora på nettet).
Som jeg ser det er debatten spændende og nødvendig, for vi skal som lærere blive bedre til at bruge IT som en naturlig del af skolens undervisning. Jeg tror bare, at lærernes "modstand" (hvis man vælger at tolke det som en sådan) kommer sig af, at de sætter spørgsmålstegn ved, hvad/hvorfor/hvordan IT skal indgå, sådan at de bedste læringspotentialer udnyttes - på dansk handler det om, at man ikke bare skal integrere IT for at gøre det!
Jeg tror i virkeligheden, at vi skal gå middelvejen mellem Holm og Jessens synspunkter i artiklen: Nej, børn kan IKKE bare lære noget af sig selv ved at blive sluppet fri med en computer og et netværks-site, men på den anden side skal vi som lærere heller ikke fastholde dem med aldeles rigide læringsformer, bare fordi vi ikke selv magter noget nyt. Den kloge tysker Thomas Ziehe (pædagogikprofessor) siger, at skolens opgave bl.a. er at repræsentere "god anderledeshed", forstået sådan, at skolen skal bibringe eleverne det, de ikke selv ville komme i kontakt med. Her kan vi selvfølgelig bruge IT, men slippes helt løs på egen hånd (og dermed ALENE blive overdraget ansvaret for egen læring!), det skal eleverne aldrig; vores fornemste læreropgave må være at vejlede dem i, hvordan de mest hensigtsmæssigt bruger IT som en måde at kommunikere (i ordets bredeste forstand) med verden omkring dem.
@Lasse Rohde
Her skal kommunikationen lige rettes ind.
Min grove udmelding, er en mangeårig erfaring, som baserer sig på hardware forståelse, og ikke software.
Skal lige tilføje et meget vigtig element :
Denne debat er i høj grad også kønsbestemt.
Generelt :
Drenge elsker hardware
Piger er til software.
Drenge piller ved maskinen.
Piger bruger den.
Carsten Jensens observationer kan jeg nikke genkendede til. Da min ældste gik i 3. klasse havde han utroligt meget morskab ud af, at få to passagertog til at støde sammen midt på en bro - i et togsimulatorspil.
Samtidig fik vi at vide, at han ikke var for skrap til matematik. Jeg forsøgte at forklare lærerinden, hvor meget matematik han skulle bruge, for at få dén øvelse til at gå op.
Afgangstidspunkter, gennemsnitshastigheder, maksimalhastigheder på bestemte baneafsnit - det var væsentligt sværere end det lyder. Jeg forsøgte mig; men klarede det aldrig.
Hun fattede det ganske enkelt ikke. (Nå. I mellemtiden har de fået en ung, mandlig lærer, som selv er lidt nørdet. Nu er der skiseme ikke nogen problemer med matematikken).
Logistik
Abstraktion
Kommunikation
Teori
Praksis
Billed
Sprog
Markedsmekanismer
Projektformulering
Opgavestyring
Fantasi
Leg
Kombinatorik
Man kunne blive ved......
De fleste kommentarer herinde bærer præg af at debattørerne ikke ved hvad der foregår i undervisningsverdenen.
Det er rigtigt at det er meget svært som lærer, at give slip på kontrollen over eleverne. Altså at gå fra den forelæsende rolle og gå over til den mere vejledende rolle. Lærernes frygt for dette bunder bare ikke i en personlig forfængelighed over at eleven ved mere end læreren, men i højere grad en oprigtig frygt for at eleven ikke magter opgaven, selv at skulle være sin egen didaktiker.
Facebook, youtube, WoW, og mange andre nye medier hvorigennem eleverne kommunikerer, er noget som i høj grad bliver refereret til i undervisningen, men der er stadig lang vej før det er endeligt integreret i undervisningen.
Engang jeg var vikar i en folkeskole hang der en seddel (stor og gul tror jeg den var) med følgende besked til eleverne:
1) Ved du det ikke, så prøv selv...
2) Ved du det stadig ikke, så spørg en af dine kammerater
3) Ved du det stadig ikke, så spørg 1-2 mere (af dine kammerater)
4)
Spørg læreren hvis du stadig er i tvivl.
Og eleven skal jo netop ikke være sin egen didaktiker; læreren skal stå og sætte rammerne for elevernes læring. Og de rammer kan altså godt indeholde computerspil som indhold, f.eks. et tog-simulations-spil, hvor man netop her kan gå ind i dialog med eleven om de matematiske ligninger. Det kræver en høj grad af faglighed fra matematik-lærerens side, en evne til at involvere sig i elevernes verden samt en distance til eleverne, så overblikket stadig er hos læreren.
5)
De fleste læreres modstand kommer sikkert af en usikkerhed overfor hvordan man gør det; måske også en bekymring for, hvad forældrene vil sige.
6)
Og gør det noget at eleven ikke magter opgaven, hvis bare målet er klart. Eleven oplever så, at der er noget han ikke kan; læreren må så stå klar med forskellige bud på, hvorfor han ikke kan det. Og så diske op med forskellige måde at løse problemet på, så eleven rent faktisk magter opgaven. På den måde lærer eleven også at der skal hårdt arbejde til for at lykkes med noget...
Det er utroligt, så mange meninger der fremsættes af folk der ikke har sat deres ben i et klasselokale i årevis. Det er ikke så mærkeligt, at det er svært at rekruttere nye studerende til seminarierne. Man kan heller ikke påstå, at rammerne, fysisk som politiske, er optimale.. (Så vidt jeg da ved, jeg har heller ikke selv sat mine ben i et klassekokale, og har heller ikke nogen børn!)
De drenge der nævnes i artiklen, som skriver en bunke på engelsk på nettet men alligevel får dårlige karakterer i engelsk i skolen - mon ikke deres anvendte engelsk er ganske kaudervælsk?
Hvor mange fejl bliver der gjort opmærksom på at de andre deltagere, fra andre lande? Og hvor gode er disse elever selv, især hvis heller ikke de har engelsk som modersmål?
Eleverne skal i grund- og gymnasieskolen lærer at udtrykker sig nogenlunde idiomatisk og grammatisk korrekt, mundtligt som skriftligt, og mundtligt skal de også helst have en fornuftig RP-udtale. Som i det sydlige England med Oxford og Cambridge.
Det er muligt at der, ud fra en pædagogisk synsvinkel, ikke skal være fokus på at lære grammatikken, hverken på dansk eller på engelsk.
Men før eller senere skal grammatikken jo læres, både på dansk og på engelsk. Alt andet er jo at fratage eleverne udtryksmuligheder, at fratage dem det vigtigste værktøj i en demokratisk dialog, og at forringe deres muligheder på arbejdsmarkedet.
Det fremgår heller ikke helt hvordan overskriften 'Dur, für, gegen ... spiller sammen med resten af artiklen. Det er muligt at tyskerne lærer tysk ved at høre det, men det er jo en del af problemet at danske elever, netop bl.a. ved mediernes kraft, kun lærer engelsk og ingen andre fremmedsprog, heller ikke tysk.
Jørgen Christian Wind Nielsen
Formand for Modersmål-Selskabet
@ Jørgen CWN
Det er en interessant påstand: At grammatik (og her går jeg ud fra at du mener at man kender det abstrakte system til beskrivelse af systemet bag vores sprog - for noget nær alle danskere kender jo den danske grammatik i praksis), at grammatik er en forudsætning for udtryksmuligheder - "det vigtigste værktøj i en demokratisk dialog" - det er en påstand jeg tit hører... Men det er ikke lykkedes at få nogen til at svare mig på hvor de ved det fra.
Til gengæld har jeg kendskab til flere undersøgelser (fx af Frøydis Hertzberg i Norge) der viser at der ikke er noget positivt udbytte af grammatikundervisning. Et engelsk metastudie formulerede det således:
[…] der er intet højkvalitetsbelæg for at undervisning i grammatik, uanset om det er traditionel eller generativ/transformations-grammatik, er tiden værd, hvis målet er at forbedre kvaliteten og/eller præcisionen af skrevne tekster (Andrews m.fl. 2004: Summary, min oversættelse).
http://eppi.ioe.ac.uk/cms/Default.aspx?tabid=230.