En farvelhilsen fra ORBIT og besætning

En sidste hilsen fra det gode skib ORBIT og tak til alle der har fulgt os på bloggen. Og husk at en hver fugl synger med sit næb. Nummeret er oprindeligt fra en CD med ¨Seaman Dan¨ en gammel perlefisker fra Torres strædet.

Billeder fra den sidste del af turen til Darwin og turen til Kakadu Nationalpark.

The Final Leg

THE FINAL LEG                                                                                                    November 2011.

Siden vi forlod Gove har vi ikke set en eneste westbound Ship og kigger man på himlen bygges der op til Hurricane og wet season…. Den ene Thunderstorm efter den anden passerer henover natte himlen – fascinerende men også lidt uhyggeligt idet vi jo er langt væk fra alting. Alene ligger ORBIT i en bugt for anker på vej mod endemålet Darwin.

Det er varmt og luftfugtigheden er høj og de fleste af besætningen sover på dækket… Erik, Poul og Hans Ebler sveder bravt , men er efterhånden ved at vende sig til omgivelserne og livet om bord. Vi har sejlet en enkelt natsejlads , ellers har det været dagsejladser fra ø til ø og bugt til bugt… Arnhem land strækker sig vildt og stort til bagbord og der er masser af navigations udfordringer i et farvand hvor tidevandet ændre sig op til 8 meter – Det er ikke ligegyldigt hvor man kaster anker og hvordan man besejler et stræde medhensyn til dybder og strøm.

Det er en fantastisk smuk sejlads – vi er selvfølgelig hold op med at svømme pga. krokodillerne som trives og ikke er bange for mennesker i disse farvande – det bliver allerhøjst til et hurtig dyk fra badestigen   i agter enden  - og folk er meget hurtige til at komme op  …ofte synes de knap nok at være blevet våde.

Selv da gummibåden rev sig løs – eller en ( ingen navne nævnes , men det var en af de nye ) ikke havde fastgjort linen, og Hans Ebler i et flyvespring sprang i vandet for at redde den inden den forsvandt med strømmen – ja så blev han knap nok våd. Aldrig har jeg set en svømme så hurtigt og komme så hurtig ombord i en gummibåd… Havde der været en krokodille havde den ikke en chance… men godt gået Hans 

Vinden er stadig med os – vi er heldige… der er ingen tvivl om, at der bygges op og vinden snart går i nord og at dømme efter de isolerede Thunderstorms som ser vældig kraftige ud, så er det nok et spørgsmål om tid inden vi rammes af en sådan. Men Orbit er stærk, velsejlende og har en god besætning – så pyt, det klare vi nok….

Vi sejler ind til Port Essington som er et inlet eller en kæmpe fjord lige inden Van Diemens Gulf som bliver den sidste udfordring – I pilot bøgerne står der, at når Cape Don rundes kan vi på grund af det stærke tidevand og det smalle stræde som Det Indiske Ocean skal presse igennem, forvente " very rough waters"…. Så det gælder om at beregne tidevandet korrekt og komme afsted ved neap time – der hvor månen trækker mindst i havet og tidevandet derfor er mindst…. I tabellen kan jeg se at det er omkring den 4 – 5. november, så vi har et par dage.

Vi sejler ned igennem Port Essington der er meget beskyttet farvand og oplagt som en havn og ned til en nedlagt Settlements – vi kaster anker og tager gummibåden ind til ruinerne der engang rummede en lille udpost som briterne kaldte Victoria og som skulle være havnen og stedet hvor det britiske imperium kunne handle fra…. Et varmt og øde sted, men alt sammen har jo sin start… 11 år efter blev Victoria opgivet og man grundlagde i stedet Darwin 150 sømil sydvest fra Port Essington.

Ved udsejlingen ved Black Point ligger også en Ranger Station – her er udstationeret fem Ranger, der holder øje med området . Vi tog båden ind og fik en god snak med en af Rangerne i det lille samfund – Det var som taget ud af en western film eller en Crocodile Dundee film…. Her fik jeg en vejr kort for de næste dage … det så godt ud ..isobarerne i højtrykkene som lå over området så ud til at være langt fra hinanden selvom et lavtryk pressede sig på … Det betød godt nok lidt vind til at starte med, men fra nord og med den i ryggen og samtid med neap ( mindste tidevands periode), var vi klar . Den 3. november kastede vi anker bag Cape Don og kunne se fyret blinke tæt på os… den 4. november rundede vi Cape Don gik ind i Van Diemens Gulf og strøg afsted med alle sejl, motor og tidevandet med os – fuld fart på og vi skulle helst nå 65 sømil inden strømmen vente – en tordenbyge begyndte at puste sig op med cumulus skyer med armboldt … Den så ud til at drive forbi og vi fik kun halen af den, så igen var vi heldige.

Kl.17.00 ankrede vi udfor Escape Cliff  - det blæste op og vi lå lidt urolig, men ankeret holdt og kl. 06.00 med solopgangen i ryggen gik vi igennem Clarence Strait og Beagle Gulf ( opkaldt efter Charles Darwins båd Beagle) og snart kunne vi i se Darwin tårne sig op i det fjerne.

Det er aftalt at Orbit skal ligge i Tipperary Water Marina i Frances Bay indtil Hurricane sæsonen er ovre, så jeg tager kontakt til slusemesteren i havnen for at meddele at Orbit er på vej. Pga de store tidevands forskelle i Darwin skal vi igennem et slusesystem  og da Tipperary Marina ligger lidt oppe i floden skal vi guides ind. Men først skal vi igennem en inspektion af skibets bund hvilket foregår ved at dykkere går ned og laver en kontrol og der sprøjtes nogle kemikalier i vore toilet, håndvaske og kølvandssystem der har udgang til havet… Herefter skal vi i karantæne og ligge 14 timer for anker udenfor Darwin havn inden vi kan komme til kaj.

Kl. 15.30 kaster vi anker udenfor Darwin havn og straks kommer dykkerne ombord og inspektionen er i gang – papirerne udfyldes og vi må vente til næste dag før ORBIT kan gå til kaj.

Aftalen med slusemesteren er, at vi skal lette anker den efterfølgende dag kl 15.00 og bevæge os op mod Tipperary Marina – Højvandet er på sit højeste imellem  kl 15.30 og 15.45 og vi har så vand nok under kølen til at komme ind.

En storm begynder at trække op og torden og lyn og masser af vind bevæger sig ind mod havnen – selvom solen bager ubarmhjertigt og vi sveder tran, er der uvejr på vej med masser af vand og vind – En Thunderstorm er voldsom når den rammer, men som regel går den hurtigt over og det klare op igen. Kl er kun 14.00 – og jeg begynder at blive lidt urolig, for kommer stormen indover os er det tvivlsomt om vi kan nå at komme ind inden tidevandet vender. Vi har kun lige akkurat vand nok under kølen det sidste stykke ind til slusen og det vil være noget rigtigt møg at gå på grund i en upcomming storm…. Jeg er åbenbart ikke alene om den bekymring, for snar lyder det over kanal 16… Orbit, Orbit Orbit ,,, Det var Keith Lockmasteren der kalder og siger at en storm er på vej . Han er  nervøs og foreslår at vi enten prøver til nu inden stormen rammer – hvis ikke nu må I vente til i morgen.

Vi var selvfølgelig med på at prøve – Alle mand på dæk- Hans Refsgaard, Ebler, Uffe , Erik , Poul og Tine – vi var alle klar -  ankeret op i en fart, og mens vi spejdede bagud efter tordenvejret der kom nærmere skød vi med 6 knob afsted de sidste 2 sømil op i flodmundingen efter en papir tegning og med Keith på radioens kanal 8 der guidede os igennem  mudderbankerne og ind mod havnen – hårdt bagbord og nu kan i styre lige på slusen… pludselig var den der , vi sejlede ind i den smalle sluse med 2 cm under kølen og snart var vi sluset op i den sikre havn – rejsen var til ende og ORBIT gik til kaj i Tipperary Marina … og 10 minutter efter var stormen over os…. " Its along way to Tipparary … 2835 sømil er det blevet til … og det er immervæk et stykke svarende til  5284 km … Fra Brisbane i Captain Cooks kølvand, op langs The Great Barrier Reef – igennem Torres Straiet over The Gulf Of Carpentaria og ud i det indiske ocean … Orbit har været mit hjem de sidste 5 måneder sammen med de mange gode besætningsmedlemmer der har været med på togtet og gjort det muligt.

Kiplings ord om at " When Captain and crew stay together there shall more than a gale to get the ship ashore " …. Holder til fulde !!

Tak for indsatsen og oplevelserne til dem alle – tak til alle de gode mennesker vi har mødt på vores vej… Jan & Norma på Fearless, Theis og Lisa i Gove og ikke mindst Kerrie og Rod med hvem vi sejlede den lange distance fra Lizard Island og til Weipa…. Samt til alle de mange andre langturssejlere – gid de må få god vind og masser af den !

Orbit er sikker i havn  - lige nu gøres den klar til Hurricane sæsonen og til at den igen skal stævne ud  mod fremmede kyster .

Besætningen har lejet en bil og vi køre et par dage ud til Kakadue og ud i The Outback  inden vi tager flyet hjem den 18. november …. Vi glæder os alle til igen at se familie og venner.

Tak til Ken og Monica for lån af det gode skib – Orbit er en fantastisk sejler ….

Beretningen om Captain Cook togtet slutter her – endnu engang tak til alle der har været med ombord og til dem der har været i kulisserne –  hvad er mere nærliggende end at slutte af med digtet som jeg fik af en langturssejler i Gove :

OLD MAN

A small boy heard the ocean roar, "There are secrets on my distant shores. But beware my child the ships bell's wail, wait not too long to start the sail ". So quickly come and go the years, and a young man and a young adult stands a beach – with fears.

"come on, come on", the ocean cussed, "time passes on, oh sail you must". Now it's business in middle aged prime and maybe tomorrow there'll be the time, now is too soon – it's raining today. Gone all gone – the years are eaten away. An old man looks out, still feeling the lure. Yet he'll suffer the pain than go for the cure. The hair is white, the step is with care. Yet longingly the desire is still there.

So all too soon the secrets are buried along with him and regrets he carried, and it's not for loss of secrets he cried, but rather because he never tried.  

Charlie

Skipper

Øjeblikke

ØJEBLIKKE

Af Charlie…..

Jeg ligger i hængekøjen på fordækket i tropenatten og kigger på sydhavets utrolige stjernehimmel. Jeg kan ikke sove – Tankerne kredser om alle oplevelserne på den nu snart 5. måneders sejltur som jeg har været på op langs den australske kyst igennem Torres Strædet og ud i det indiske ocean hvor jeg nu befinder mig inden kursen sættes mod den sidste destination Darwin.

Natten er mild og en brise gør at varmen er til at holde ud, men sove kan jeg ikke. Tankerne kredser om alle øjeblikkene, og alle de mennesker og oplevelser vi har haft på turen.

Der har været masser af øjeblikke – og øjeblikke er måske det mest dyrebare vi mennesker har, så jeg føler mig rig.

Øjeblikke er  noget vi mennesker har svært ved at få hold på. Ikke at de ikke er der, men vi glemmer bare at gribe dem i vores fortravlede hverdag.

Men her på ORBIT hvor min hverdag de sidste 5. mdr har været en helt anden, har jeg og besætningen knebet os i armen dag efter dag og konstateret at verden og tilværelsen er fyldt med øjeblikke.  Det er måske nok lettere at finde dem her ude hvor hverdag er en ”antidagligdag”.  Men de er der !

Sejladsen og togtet har til fulde indfriet alle mine forventninger og mere til og der har været uendelige mange øjeblikke som jeg nu ligger her i hængekøjen under stjernehimlen og prøver at få hold på,

Naturen, sejladsen ,udfordringerne, troperne og ikke mindst mødet med så mange forskellige mennesker der har været på vej over havet og dem vi har mødt fyldt med historier og skæbne historie bag sig….

Vi er blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed og vi har fået mange venner på vores sejlads  - der har været mange sundowner og afskedsfester når vi eller andre er stævnet ud fra en sikker ankerplads i en paradisbugt.

Den sidste vi havde af den slags var i Gove – eller byen som de indfødte kalder Nhulunbuy og som nok er den fjerneste liggende by i det nordlige Australien. Det er en mineby og mange søger lykken her.  Det er en by mange lanturssejlere der runder Torres Strædet frekventerer pga den sikre ankerplads inden sejladsen videre vest eller øst over alt efter hvordan tradewinden blæser. …. Det var også vores sidste civilisation inden det sidste ben ( kurs) til Darwin…

De var der alle – der blev sunget og fortalt historie, og en dansk kaptajn der af uransagelige årsåger var endt som lods for mineselskabet hold en tale , den udstationerede sygeplejeske og den hollandske læge, den gamle tysker der huskede ildstormen i Hamborg og som havde sejlet rundt de sidste 50 år og som nu var endt her i bugten – kastet anker og kom nok aldrig herfra…. Det belgiske par der var på vej jorden rundt og som ville sejle igennem Aden bugten skønt vores advarsler og formaninger … og alle de andre gode mennesker der ønskede os god vind …. Og som sang med på vores favorit sang skrevet af Seaman Dan fra Torsdags øen ” …

” We will sail the Torres Strait and the eastcoast waters ….. we are sailing, we are sailing, sailing home”…

Der var Peter og Rosemary der lige var ankommet fra Indonesien og var på vej østover –  og så var der os på ORBIT der som den eneste og lidt sent skulle vestover mod Darwin inden Hurricane sæsonen for alvor satte ind . Den nye besætning var ankommet – den sidste udskiftning på togtet, vi var på vej….

Og nu – ja så ligger jeg i en bugt 150 sømil fra Darwin og formulere denne klumme og når dette læses er togtet ved at være slut. Men sammen med besætningen og alle de gode mennesker vi er stødt ind i, så er øjeblikkene mange og der er tanket op til mødet med hverdagen …. Hvor jeg ved der ligger mange flere øjeblikke og venter – det er bare at gribe dem.

Inden vi sejlede fra Gove sejlede Peter og Rosemary forbi Orbit og kastede et digt og en stak sømandssange over til os i en pose…. Digtet lyder i fri dansk oversættelse som flg….

En lille dreng hørte havet kalde …. ”kom der er hemmeligheder eventyr og oplevelser på mine fjerne kyster – Men pas på min dreng ,skibsklokkerne ringer, så vent ej forlænge med at starte sejladsen”

Tiden går så hurtigt, dage bliver til år og drengen er blevet til en ung voksen mand i sin bedste alder – på stranden høre han igen havet kalde… ” Kom nu , kom nu kalder havet, tiden går og du må sejle nu før det er for sent ! ”

Men drengen der var blevet til en voksen mand slog det hen – en anden gang, senere- der er så meget at se til med forretning, karrierer og det regner i dag undskylder han – Men senere så tager jeg af sted…. Måske i morgen og i hvert fald snart  .

Tiden går og går –årene er pludselig borte – Hvor blev de af ? … Drengen der nu er blevet en ældre mand står ved stranden og føler stadig at de fjerne horisonter trækker i ham  og han høre havet kalde igen …”Hvor bliver du af , kom nu – du kan nå det endnu ”…Nej, jeg er blevet for gammel og sat siger han og går.

En gammel mand står ved havet og bider smerten i sig – Hans hår er hvidt og hans gang er usikker. Rejselysten og længselen efter fjerne kyster er der stadig . Havet kalder…. Men han har ventet alt for længe ” 

Charlie

Kort nyt fra Skipper

Orbits position 31. oktober :   11.11.735 S   13203275 E

 

Alt vel ombord – vi er pludselig løbet ind i et sted hvor der er netværk efter en lang sejlads uden forbindelse, derfor lige en lille melding inden vi tager afsted herfra om en times tid.. Vi er ca.200 sømil fra Darwin og alt går godt. The Hole In The Wall blev passeret for en uge siden – passagen imellem 2 øer med en bredde på kun 50 meter og en strøm der løber op til 12 knob var lidt af en navigations prøvelse. I anvisningerne for passagen står der flg. : ”The passage can be made at any stage of the ebb but if you choose to pass through at full ebbon a spring tide you certainly not have time to relax and enjoy the scenery and you would proabaly reqire a change of underpants when you were spat out of the western exit ”…Heldigvis havde vi beregnet tiden for passagen fornuftigt og kom igennem lige da strømmen vente … Men selv der var det en skræmmende men også fantastisk oplevelse. Der blev revet lidt i roret, men Orbit klarede sig fint igennem og efter de ca. 2 mil kunne vi ånde lettet op og finde en ankerplads i en fredfyldt og helt stille bugt. Herefter er det gået derud af – en lang natsejlads til North Goulbourn Island, videre igennem Bowen Strait som også var lidt af en udfordring med folk på dækket og i masten for at spotte rev og andet vi helst ikke skulle løbe ind i. Men også her kom vi godt igennem og nu er vi så her ved Port Essington hvor vi tager den lidt med ro et par dage og sejler rundt og kigger på tidligere settlement som englænderne anlagde for at stadfæste at Australien var britisk… Vi har fået en tilladelse af de indfødte og kan nu frit bevæge os i Arnhem Land. Udover det lille ressort her i bugten er der en Ranger station med 3 ranger 7 sømil længere inde i bugten, som jeg håber at kunne få en god vejerudsigt og nogle gode råd fra inden vi runder Cape Don og forhåbentlig med den rigtige tidvand går ind i Van Diems Gulf og sætter kursen mod Darwin.

 

Charlie

 

Seven Spirit Resort

Hej alle sammen

Lige en lille hilsen fra de tre nye Erik, Hans og Poul også kaldet bamserne ombord.

I dette øjeblik sidder vi det nærmeste vi kan komme paradis. Vi er kommet til et feriested som ligger 400 kilometer fra nærmeste almindelig beboelse. Normal transport hertil er privatfly eller som os med sejlbåd. Et ugeophold her koster i nærheden  af kr 25000. plus det løse til safarier og fisketure, men måske p.g.a.  lavsæson kan vi bruge alle faciliteter for et meget beskedent beløb.

Forud for dette har vi hat 2 fantastiske uger. Vi startede fredag fra vejle Banegård til Kastrup lufthavn og allerede efter togturen var kemien hos os tre helt i top. Efter en laaang flyvetur landede vi i Sydney søndag morgen uden begreb om hvor vi skulle bo de næste 2 dage. Hans’s bagage var for øvrigt også blevet væk, men det kunne ikke spolerer vores  humør. Vi fandt hurtigt et ældre, men hyggeligt hotel, helt nede ved havnen  med udsigt til operaen. Vi oplevede og så mange ting i den tid vi var i Sydney, det er en fantastisk flot by. Aftenen inden vi skulle til Cairns dukkede den manglende bagage heldigvis op, så tirsdag morgen var alt ok da vi fløj til Cairns.

Vi landede i en gigantisk regnbyge, men med god hjælp fra lokale fandt vi hurtigt en god indkvartering på havnefronten, lige der hvor det hele sker. I Cairns havde vi igen nogle enestående dage . Onsdag tog vi på tur ud til revet hvor vi tilbragte en hel dag med at snorkle. Det var turens foreløbige højdepunkt, det kan ikke beskrives hvor flot det er.

Endelig blev det torsdag, nu nærmede tiden sig hvor vi skulle afsted til Gove. I Cairns lufthavn mødte vi Tine som havde været Cairns nogle dage og sammen fløj vi til Gove, som skulle være starten på det rigtige eventyr for os 3. Da vi kom til Gove Stod Charlie og ventede på os .Han havde på forunderligvis mødt en dansk kaptajn der nu var lods i området, Theis , som beredvillig havde lånt sin store 4 hjuls trækker ud så vi fire kunne blive afhentet standsmæssigt. Da vi kom ud til bugten hvor vi skulle påmønstre Orbit, følte vi os en lille smule på udebane. Vi skulle pludselig forholde os til krokodiller, slanger og en meget fugtig varme . I øvrigt var det meget mørkt da vi ankom til strandbredden, og skubbede den lille gummibåd i vandet og sejlede ud til Orbit. Her blev vi modtaget af Uffe og Hans Refsgård. Hurtigt blev vi indkvarteret og fik en velkomst øl og følte os straks meget velkomne. Næste dag fik vi en rigtig god tur i Gove og omegn, hvor Charlie viste os rundt. Vi var meget imponerede over hvor mange mennesker Charlie og besætningen havde lært at kende i den tid de havde ligget i Gove ”havn” og det resulterede i en fantastisk afskedsfest i sejlklubben fredag aften.Det var en af de fester hvor man ingen kender når festen starter og næsten er i familie når den slutter. Igen betages man over hvor venlige og imødekommende Australier er.

Endelig, lørdag morgen stævnede vi ud på første tur med Orbit. Vi fik en god sejllads med god vind og lidt bølger, men en behagelig sejllads. Vi sejlede ca40 sømil og ved aften tid ankrede vi op i en lille bugt. Nu var vi virkelig kommet af sted. Fra nu af og til vi kommer til Darwin,  sejler vi hvor der stort set ingen civilisation er. Sømærker findes ikke, så vi må stole på skippers navigation, hvilket ikke er svært da alle sejladser er grundigt forberedte. Der hersker altid ro på skibet når vi sejler. Selv da vi passerede ” The Hole In The Wall”  der er et sædeles berygtet sted med masser af tidevand, bølger og en smal passage imellem to øer gik det perfekt. Vi sveder så det driver og solen er ubarmhjertig hvilket efterhånden har jaget os alle ude for at sove på dækket om natten. Det er også blevet til to store fisk der har været kærkommen frisk kost ombord.  Efter lang tid på havet, natsejladser og opankring i øde men smukke bugter er dukkede ” Seven Spirit Resort ” pludselig op i Coral Bay og her er vi så med netforbindelse og andet  godt , bla et brusebad J  Vi har frem til vores nuværende destination haft fantastiske oplevelser og vil senere vende tilbage med nyt

Hilsen Erik, Hans og Poul.

 

 

Vi har det jo godt..

Ombord på Orbit altså, for nu at citere den ene af vores nyligt afmønstrede dæksdrenge, Tom (nu forfremmet til fuldbefaren matros). Faktisk så godt at vi på trods af al vores danskhed ikke rigtig kan finde på noget at brokke os over på denne tur. For mit eget vedkommende skyldes det blandt andet, at selvom jeg meldte mig under splitflaget i sidste øjeblik, uden rigtig at være kendt af hverken Charlie eller nogen af de andre der skulle med på turen, så er jeg blevet taget utroligt godt imod. Der er plads til alle på Orbit, uanset sejlererfaring, bare man har mod på eventyret og ikke er bange for 30 cm høje toiletter, der nægter at stå stille. Med de få krav har Charlie fået samlet en herlig gruppe mennesker, som formår at få det bedste ud af situationen og de evner vi hver især nu har.

 

Denne evne til at få det bedste ud af situationen og nyde livet gjorde vi i særdeleshed brug af den weekend vi tilbragte på Bremer Island. Efter at være nået over Gulf of Carpentaria, sidste del af turen for de to dæksdrenge, Tom og Allan, samt vores midlertidige styrmand og rådgiver for kaptajnen, australske David, sad vi som en anden flok lettere fordrukne sejler-bumser og hang ud i cafeteriaet ved supermarkedet i minebyen Nhulunbuy, mens vi funderede over hvordan vi fik lavet en ordentlig afskedsfest for ovenævnte. Når jeg nu skriver fordrukne, så skal det tages med et gran havsalt, da alkohol lovene i Northern Territory er så strikse, at det tog onkel Hans (vores booze-master) flere dage at få lov til at købe en dunk papvin, og han måtte nærmest sælge sin sjæl og afgive adskillige fingeraftryk før tilladelsen endeligt gik igennem. Derfor var der cola og istè på bordet i cafeteriaet, da vi lidt tilfældigt stødte ind i Helen, der sammen med sin mand drev et lille ”wilderness retreat” på Bremer island, der ligger ca et par timers sejlads fra Nhulunbuy. Vi havde fra anden side hørt at det var et ikke specielt luksuriøst, men vældigt hyggeligt sted, med supergod mad og uden krokodiller, dvs. med mulighed for at bade. Det fik meget hurtigt alle til at stemme for, og afsted det gik med fiskestangen ude mod Banu Banu Wilderness retreat. Efter en times tid, var der bid og Allan og Tom fik ret hurtigt med lidt rådgivning fra David lavet den spanske makrel om til filet'er. For ikke at få en dæksdreng på krogen mens de arbejdede med fisken, røg krogen naturligvis ud igen, og på trods af deres hurtighed med kniven, var de dårligt færdige med den første fisk før der var bud (bid?) efter dem igen, og Allan fik hevet den største makrel vi endnu har fanget ombord. Jeg lyver ikke (for jeg er jo hverken mand eller lystfisker), når jeg siger at den (næsten) var længere end Allan er høj. Så i gang med kniven igen, og bagefter med saksen, da fisken skulle laves om til fars, som Tom tryllede nogle fantastiske fiskefrikadeller ud af til frokost.

 

Da vi nåede frem, var noget af det første vi gjorde at hoppe i det usandsynligt lækre og klare vand. Noget vi trods alt har savnet lidt, men kun en tåbe frygter ikke krokodiller på trods af 37 grader i skyggen. David havde faktisk ikke engang tid til at vente på at blive sejlet ind til stranden, så han valgte at svømme i land. Eftermiddagen gik med generel hygge og udforskning af øen. Højeste punkt var blevet udstyret med to blå plastikstole, til at nyde udsigten fra. Noget vi vist alle var oppe og benytte os af, da den var ganske fremragende.

 

Eneste tidspunkt på hele weekenden der var optræk til mytteri, var da vi hørte at vi også skulle have makrel til aftensmad, men det varede kun indtil vi fik første bid i munden. Superlækker citronstegt makrel på en bund af kartoffelmos og let sauterede grøntsager, mums :-) Og så har jeg slet ikke nævnt desserten...

 

Charlie og Tom havde naturligvis taget guitar og mandolinen med i land, og selvom vi var eneste gæster på den lille resort, så havde de alligevel masser af villige tilhørere, da Helens søster, søsterens mand og barnebarn også var ovre på weekendtur. Som en del af showet måtte vi naturligvis spille og synge vores yndlings sang om at sejle på sydøstenvinden igennem Torres strædet. Sangen er skrevet af en gammel perlefisker fra Torsdagsøen kaldet Seaman Dan, og så fik vi lige bevis for at selvom Autralien er et meget stort land, så er verden altså lille nogen gange, da det viste sig at søsterens mand var Seaman Dans nevø, og han lovede at overbringe vores hilsner næste gang han skulle hjem på besøg.

 

Da vores værter begyndte at gabe henlagde vi resten af festen til Orbit, og det var bestemt en af de bedste jeg har været med til i lang tid. Der blev sågar danset på agterdækket uden at nogen faldt overbord, for det har skipper forbudt os. Så dæksdrengene og David blev sendt hjem med manér, og vi andre forsætter med nye dæksdrenge mod nye eventyr.

 

Vh.Tine

 

 

 

 

 

 

Fra Gove og nu bliver der stille ...

Charlie har bedt mig om at finde lidt billeder frem, så der er lidt nyt på bloggen det næste stykke tid, hvor vi jo er uden for elektronisk rækkevidde. 

Mange hilsner herfra

Vh. Tine

SKIBSKLAR

Nhulunbuy – Gove  - Outback  og en dansk kaptajn.

 

" Skibsklar – sidste ben til Darwin"

 

Vi ligger stadig i bugten i Gove / Nhulunbuy og venter på besætning fra Danmark som ankommer med fly hertil aften. Vi har ligget her i næsten 2 uger .            

De første dage hvor Tom, Allan, Tine og David var her sejlede vi til Bremer Island og blev der et par dage – rent Bounty land, men de skulle jo alle hjem og Tine tog til Cairns . Så i den sidste tid har vi kun været tre ombord ( Uffe, Hans Refsgaard og jeg)                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               Men tiden er alligevel fløjet afsted. Selvom vi ligger " in the middel of nowhere" er det forbløffende hvor hurtigt man klimatiserer sig, finder en rytme og ret hurtigt får kontakt med lokale og gode mennesker der vil gøre rigtig meget for os.

I går var Hans, Uffe og jeg således inviteret ud i en lille landsby af Terry og Helen som er henholdsvis skolelærer og sygeplejeske for de lokale indfødte – interessant og meget hyggeligt.

Nhulunbuy som byen hedder, er virkelig out in the out back. Den eksisterer kun pga aluminiumsminen og de indfødte aboriginere har som sådan ikke noget med minen at gøre. Da vi er i Arnhem Land som er "givet tilbage" til de indfødte skal alle hvide have tilladelse for at være her og mineselskabet betaler store summer for at måtte udvinde den røde jord og det bauxit der er i den. Det er ok, før i tiden og helt tilbage fra Captain Cooks tid spurgte man ikke de indfødte…

Det er utrolig hvor hurtigt man klimatiserer sig og det er utrolig hvad man ind imellem løber ind i selvom vi er langt væk fra Danmark.

Forleden da jeg kom ind til den lille yacht klub som har sporadisk åbent og som er en social klub for folkene i minen og naturligvis de sejlbåde der er på vej vest over mod Indonesien, eller østover mod Torres Strædet, kom Tim der er bestyreren og sagde at vi var blevet kaldt over kanal 16 på VHF en af den lokale lods station der sørger for, at de store tankere og skibe der skal lastes fra minen kommer sikkert igennem. Da vi jo ligger stille spare vi jo lidt på strømmen, så derfor har jeg ikke radioen tændt  … men der var altså bud efter os. Det viste sig at være en af lodserne en dansk kaptajn som havde set dannebrog veje fra ORBIT og som ville i kontakt med os. Det blev herefter hurtigt etableret og Theis der har sejlet som kaptajn hos bla. Lauridsen og rundt på de store skibe i verden samt været skipper på nogle rigtige store millionærer yacht i Middelhavet og Caribien var nu landet her med sin New Zealandske kone Lisa som han i øvrigt havde mødet på en af skibene .

Det var rigtig dejligt at møde Theis og Lisa som vi i de sidste dage har kørt rundt sammen med i deres 4 hjulstrækker rundt i bushen, badet i en ferskvands Creek hvor krokodillerne vist nok ikke kan nå op til på denne årstid pga. tørken, besøgt en aboriginal landsby osv…. Det har været rigtig hyggeligt og givtig for os mens vi har ventet. Herudover har jeg jo også fået en masse gode råd og anvisninger fra Theis og hans lods kollegaer vedr. den sidste del af turen til Darwin. Der er et par navigations udfordringer som f.eks " The Hole In The Wall" en lille passage imellem to øer på 60 m i bredden og en længde på ca 2 sømil. Indsejlingen her skal beregnes præcis mht. til tidevand og strøm idet strømmen her kan sætte op til 12 knob, og den vil være træls at få imod 

Da vi skal vest over er det vigtigt at vi rammer den ved slagwater eller i starten af ebbe hvilket vi sige 1 time efter højvande i Gove og 5 1/2 time efter High water i Darwin …. ( Fik i den  )….

Hertil kommer at tidevands forskellen kan sætte helt op til 8 -10 meter i området omkring Darwin, så derfor er det vigtigt at beregne afgang og ankomst tidspunkter så præcist som mulig og under hensyntagen til strøm og vind – Hvis vind og strøm begge er imod og kraftige, så bliver det svært i det søen vil rejse sig og blive rough.

Når vi har passeret The Hole In The Wall anker vi op i Refuge Bay på Elcho Island og begynder at forberede en længere natsejlads  stik vest forbi Crocodile Island over til North Goulburn Island for at komme afsted mens vinden er østlig. Herfra sejles op til Cap Don hvor jeg regner med vi sejler rundt og finder nogle gode ankerpladser og smukke steder inden det sidste ben tages ned til Darwin hvor jeg forventer vi ankommer imellem den 10 og 14 november.

Der er lavet en aftale i Tipperary Waters Marina hvor Orbit skal ligge i hurrican sæsonen – her skal vi igennem en inspektion af bunden for " fremmede muslinger" ,inden vi får lov at passerer igennem slusen ind i havnen .

Jeg har aftalt med Theis at jeg ringer over sat telefonen nogle gange for at få en vejrudsigt og for at give ham vores position. Vi er vist en af de sidste både der søger vestover mod Darwin inden cyklon sæsonen – de fleste, og det er få, søger mod øst.

Der er ingen tvivl om, at vejret er på vej til at ændre sig – oktober og november er der hvor vejret bygger op og vi er da også allerede løbet ind i de første Thunderstorms som opstår pga. varmen og den høje luftfugtighed. Heldigvis er de hurtigt overstået, og pga. af et par større højtryk langs den australske østkyst er vinden hovedsagelig østlig og ser ud til at være det lidt endnu, så det er fint for os.  Den egentlige vejrændring hvor vinden for alvor går i nordvest ventes først i slutningen af november .

Vi glæder os til turen som helt sikkert vil byde på nye spændende eventyr, smukke solnedgange og steder der vil brænde sig fast på nethinden.

Vi vil formentlig være udenfor internet og telefon dækning indtil vi kommer tæt på Darwin, så der kan gå et stykke tid inden vi giver lyd fra os igen.

 

Vi er skibsklar og der er afgang i morgen tidlig …

 

De bedste sejler hilsner

 

Charlie

 

 

 

 

 

Mange billeder fra september og oktober

Mandolinens historie rundes af på smukkeste vis

Fra Mange billeder fra besætningen september oktober Charlie og Tom (med mandolin) i Torresstrædet, og dermed er mandolinens historie jo så rundet af på smukkeste vis.  Se historien på http://captaincook.dk/mandolinens-historie