Overkill

Lad mig skildre sådan en helt tilfældig almindelig tirsdag morgen på kulturredaktionen. Efter planlægningsmøde i bogredaktionen og redaktionsmøde for hele avisen venter der gerne en pæn stak bøger til sortering. I perioder af året hele to julemandssække hver eneste dag. Lige nu kommer der ikke så mange bøger, så det er til at overskue.

I dag ligger der en tynd novellesamling af Trine Andersen, et stort tykt leksikon om Den Kolde Krig og Danmark, en bog om at booste sin økonomi, en bog om badehotellet ved verdens ende, en ny bog på dansk om Stieg Larsson skrevet af hans enke, en ny amerikansk eventyrtrilogi-bog af Ally Condie, som, skriver forlaget, Disney allerede har købt filmrettighederne til, en digtsamling af Peter Butzback Larsen på et lille alternativt forlag, Dark Lights, der har specialiseret sig i at udgive bøger, som andre forlag har takket nej til, en bog om Arne Haugen Sørensens kirkekunst, en veltimet bog om Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik af Sune Auken og Svend Skriver, en genudgivelse af Lene Kaaberbøls populære Skammerens datteri fire bind og Claus Grymers Fra evigheden til Horsens om livet set i et evangelisk perspektiv. Kom ikke og sig, at vi ikke har et mangfoldigt bogmarked.

Men det, der fylder mest i dag, ligesom i øvrigt alle de andre dage, er krimierne. Her tirsdag er modtaget: Monica Kristensens Kulungen en intenst spændende kriminalroman fra Svalbard, som der står på forsiden. Daniel Silvas Rembrandt-sagen,Carlo A. Martiglis 999. Den sidste vogter, Lynda La Plantes Den røde Dahlia, hvor forlaget lover, at Anna Travis er tilbage, Joe Hills Horn, Lars Kjædegaards Smukke Jan, der ligesom så mange andre »regnes for en af Danmarks bedste nulevende thriller-forfattere«, og bogen lanceres som »et knivskarpt billede af det sociale hierarki i en moderne dansk provinsby«, samt Camilla Grebe og Åsa Träffs Sort angst.

Sidstnævnte er en søskendepar-krimi. Det er blevet yderst trendig med søskende- og parkrimier. Tænk bare på Lotte og Søren Hammer, Alexandre og Alexander Ahndoril, der skriver under pseudonymet Lars Kepler og senest Benni Bødker og Karen Vad Bruun.

Men altså 5,5 kg krimier på en enkelt dag eller lige knap 3.000 sider. Og det er slet ikke usædvanligt.

Jeg tænker: Stakkels Tonny Vorm, som anmelder krimier for avisen. Han må være den, der har mest at se til på hele avisen. Han kan sikkert bygge huse af alle de krimier, han må slæbe med hjem. Og ikke mindst læse.

Og jeg tænker: Er der virkelig ingen ende på krimibølgen? Der vil selvfølgelig altid være interesse for god underholdningslitteratur, men det virker ærlig talt som om, der spekuleres lidt for meget i krimierne. Med dem er det jo ikke som anden skønlitteratur, at man kan forsvare underskudsudgivelser under påskud af, at det er nødvendig litteratur. Og kan det virkelig passe, at alle de titler, der hver dag ryger i handlen, tjener sig selv hjem? Jeg tror det ikke og forudser, at krimibølgen snart må aftage lidt. Eller er det bare en naiv forestilling fra et sted, hvor man godt kan blive lidt træt af så mange krimier?