Pas på dig selv, når du går til læge

Fra den 1.september 2013 gælder den nye sundhedslov, som vil få omfattende betydning for familielæge-patient-relationen, der bygger på diskretion, tillid og kendskab til hinanden. Der er tale om starten på en dehumanisering af det primære sundhedsvæsen, som ligner den, der er gennemført på socialområdet. Her har ingen længere sin egen rådgiver, og dokumentation, registrering, standardopskrifter og teams af sagsbehandlere har taget over til stor skade for klienterne.

Nu er turen så kommet til din egen læge, som med loven i realiteten er blevet regionens læge. Lægen skal arbejde i større enheder, pålægges mere registrering, tvinges til at sætte diagnoser på din henvendelse og til at give dig retningslinjebehandling i stedet for individuelt tilpasset behandling. Og alt sammen skal det ske for at tilfredsstille lovens krav og regionernes kontroltrang.

Men ikke nok med det. Kravet om journalføring af diagnoser, som oprindeligt blev indført til lægens eget brug med henblik på kvalitetssikring af bestemte opgaver, udvides til, at diagnoserne nu rutinemæssigt skal indrapporteres til regionerne sammen med alle de andre data fra regionernes familielæger om henvisninger, recepter, behandlinger, terapi og ydelser.

Forkerte diagnoser

Langt de fleste konsultationer ender imidlertid ikke med nogen diagnose, al den stund de ikke handler om sygdom. Det egentlige familielægearbejde handler om sammen med patienten at finde ud af, hvad der er galt, og om det har noget med sygdom at gøre. Det kan kaldes rådgivning, vejledning, sjælesorg, coaching, terapi, pædagogik, forebyggelse eller måske bare beroligelse i forhold til angst for sygdom og nogle symptomer, der ikke passer med en traditionel biomedicinsk sygdomsmodel.

Diagnoser er i den sammenhæng ofte misvisende eller måske direkte forkerte. Det er aldrig undersøgt, om familielægens diagnoser er valide, endsige meningsfyldte, og det er slet ikke undersøgt, om denne type registrering af familielægens arbejde skulle føre til mere sundhed eller mindre sygdom og lidelse.

Det kan gøre mere skade end gavn at få lemfældige diagnoser. I hospitalsvæsnet kan man få diagnoser med på vejen, som er fejlagtige og stillet på et helt utilstrækkeligt grundlag, men som giver den pågældende afdeling en økonomisk bonus.

Disse diagnoser kan aldrig blive slettet fra patientjournalen igen, og hvis det er en stigmatiserende diagnose som f.eks. ’skadelig brug af alkohol’, så er det åbenlyst, at det kan komme patienten til skade.

Datakravene optrappes

Familielægerne har allerede siden april skullet registrere diagnoser for patienter med visse kroniske lidelser, f.eks. diabetes. Kvalitetsudvikling, som bygger på diagnoser og tal, har været undervejs i nogle år, primært på foranledning af Danske Regioner, og familielægerne har strakt sig langt, også i overenskomstforhandlinger gennem 00’erne, for at indføre visse diagnoser og kvalitetsmål, hvis det vel at mærke gav mening.

Hele vejen er de familielæger, som mere eller mindre skeptiske og modstræbende er gået med til at foretage disse registreringer (som i øvrigt også tager tid og fokus fra det individorienterede), blevet forsikret om, at de fortrolige helbredsoplysninger ville forblive i praksis og aldrig ville kunne ende i registre nogen andre steder eller samkøres med andre registre.

Men rækker man Fanden en lillefinger, så tager han hele armen. Nu er vi sat uden for indflydelse. Misbrug af oplysninger indsamlet til andet formål er legitimeret via sundhedsloven. En stor del af den truende konflikt mellem familielægerne og Danske Regioner handlede om at få styr på de danske familielæger, bl.a. som dataleverandører til centrale sundhedsdatabaser.

Flertallet af danske familielæger var klar til en konflikt, især for at beskytte det frie møde mellem læge og patient, men vore repræsentanter fik kolde fødder.

Ministeren har frie hænder

Loven giver ministeren frie hænder til at »fastsætte nærmere regler om kodning og datafangst«, samtidig med at loven pålægger lægerne »at give oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol«.

Man finder ikke meget trøst i den passus i loven, der siger, at det gælder »dog ikke oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere patienten«. Indtil for nylig forsikrede de samme mennesker os om, at disse helbredsoplysninger ville forblive i lægens journal. Dataeksperter har allerede været ude og sige, at der i dag findes så massive datamængder om os, at vi kan identificeres alene på mønstre i disse data, man behøver ikke CPR-numre. Vi er gennemregistrerede i Danmark, og man mangler bare de fortrolige helbredsoplysninger fra det frie læge-patient-møde for at gøre danske sundhedsdata tæt på komplette set fra talnørdernes synspunkt.

Når loven træder i kraft, er tilliden i læge-patient-relationen i fare. Familielægens måde at tænke og arbejde på vil blive mindre patientcentreret, i ringere grad ressourcefokuseret og mere og mere sygdomsfokuseret og optaget af koder, diagnoser, standardforløb og registrering. Vi bliver alle med tiden til det, vi gør – medmindre vi tager seriøse forholdsregler.

Vi bliver nødt til som borgere og læger aktivt at imødegå denne lovgivning, som er ødelæggende for læge-patient mødet.

Beskyt dig, patient

Som patient bør du ved konsultationens start lægge ud med at sikre dig, at du vil få mulighed for at nægte samtykke til, at der må sendes fortrolige helbredsoplysninger om dig og dine sundhedsproblemer til regionen.

Bed om journalindsigt nu og her vedrørende det, som lægen vil skrive i journalen og de anførte diagnoser. På den måde får du mulighed for at sikre dig mod forkerte eller uforståelige diagnoser.

Hvis du skal tale med lægen om følsomme emner, så skal du inden konsultationen anmode om, at oplysningerne ikke journalføres. Giv for eksempel aldrig oplysninger til journalen om livsstilsfaktorer, uden at du har fået bekræftet, at de ikke bliver journalført.

Som familielæger kan vi også gøre en indsats mod lovens skadelige konsekvenser. F.eks. kan vi holde op med at diagnosekode andet end jævnlige kontroller af bestemte sygdomme, som vi allerede har forpligtet os til at kode med den nuværende overenskomst. Alle andre konsultationer kan kodes som alment og uspecificeret. Det vil være en befrielse ikke at skulle tænke på, hvilken diagnose der nu passer mindst dårligt.

Samtidig må vi være uhyre varsomme med at journalføre oplysninger, som har med stigmatiserende forhold at gøre, herunder usund livsstil, overvægt, kriser, depressive episoder, angsttilfælde og andre psykologiske problemer.

Vi må også overveje at have en officiel journal, som regionerne kan fange data fra, og som består af fraser og kroniske diagnoser; og så en notesblok, et uofficielt journalsystem, hvori vi kan skrive huskenoter til eget brug og følsomme oplysninger, som jo kan være vigtige for fremtidens tillidsbaserede konsultationer.

Endelig må vi søge indflydelse i vore faglige organisationer, hvor for mange med registrerings- og tælletilbøjeligheder for længe har ladet sig styre rundt af offentlige teknokrater og sygdomsorganisationer med samme tilbøjeligheder. Vi må tage faget tilbage og sikre det frie læge-patientmøde, hvis familielægen skal overleve som en institution.

Anders Beich er praktiserende læge