De er unge, smarte og på stoffer

Det meste af tiden er det mørkt. Lysene er elektriske, og det samme er de unge, der vælter ud fra morgenværtshuset Guldregn, danser på Stengade30 eller tømmer endnu en guldbajer på Spunk-bar, hvor dagslyset aldrig når ind.

Ronnie Andersen indleder sin roman med en dødogdruktur, og han ved, hvad han taler om. Romanen er ikke en biografi, men inspireret af virkelige hændelser.

"Forelskelsen er rigtig, de stoffer hovedpersonen tager er taget. Stederne har måske været nogle andre og persongalleriet er sat sammen af venner, tidligere kærester og sider af mig selv," fortæller han.

Information møder virkelighedens hovedperson i en bleg genbrugssofa på Temple Bar på Nørrebrogade. Samme sted som romanens hovedperson og hans to kammerater mødes, ryger smøger og drikker øl. De diskuterer en artikel i Urban om, at flere og flere unge eksperimenterer med stoffer inden de skyller tre gule piller ned og fortsætter turen ud i natten.

Ronnie

Ronnie Andersen er født i 1978 i Rødekro, en lille by tæt ved Abenraa. Hans ansigt er smalt og lyst, og han har blå øjne. Dengang han tog speed forsvandt alt det blå, og kun den store sorte pupil var tilbage. Hans skjorteærmer er foldet op og afslører en tatovering på underarmener, hvor der står 'Servant - time is running out'.

"Det er det, livet handler om. At være en god tjener over for sig selv og andre," forklarer han og tilføjer: "'Time is running out' er en lille reminder til mig selv om, at man kun har en begrænset mulighed for at være der for sine medmennesker".

Date med en engel er den første roman, Ronnie Andersen har skrevet, og Høst & Søn er det første forlag, han har kontaktet.

I 12 år har han skrevet på historien, men han har altid forestillet sig, at den skulle ende som en film.

Da han for to år siden på Forfatterskolen for børnelitteratur fik at vide, at han skulle skrive en roman, tog han det gamle filmmanuskript op. Det er baggrunden for at bogen er delt op i 109 scener.

Selv om han selv har lagt stofferne på hylden ville han hade, hvis hans bog blev opfattet som en moralprædiken til de unge.

"Jeg prøver på at lade være med at dømme de karakterer, der er med i bogen. Og det værste, der kunne ske for mig, er, at en eller anden professor tog min bog frem og sagde, at den var et godt eksempel på, at man skal forhindre de unge i at tage stoffer. For det er faktisk ikke min mening. Jeg er ikke så indbildsk, at jeg tror, at min bog kan forhindre nogen i at tage stoffer. Men jeg tror heller ikke, at den vil lokke nogen til det," siger han.

Ronnie Andersen har selv taget stoffer on and off i 10 år. Han holdt op, da han blev gift, og valgte ikke at begynde igen, da han blev skilt. Og det var ikke på grund af et manglende udbud.

"Det er ufattelig nemt for unge at skaffe stoffer i dag. Og jeg tror det er lige så nemt i Rødekro som i København. Hvis forældre sidder derhjemme og tror, de kan sende deres børn i byen, lige meget hvor smarte steder de kommer, uden at de har adgang til stoffer, så tager de fejl. Det er jo ikke kun taberne, der tager coke eller heroin for den sags skyld," siger han.

Forfatteren mener, at det bare siden han selv var ung, er blevet langt mere legalt for forskellige typer af unge at tage stoffer.

"Unge i dag får at vide, at de kan alt. Måske er der nogen, der fortæller dem, at stoffer er farlige, men en af deres kammerater har måske taget coke fire gange og ser stadig skidegodt ud i tøjet, det kører for ham. Det er en leg og en livsstil. Hvad skulle afskrække dem? Ikke narkomanerne på Istedgade - ingen tror, at de kommer så langt ud," siger han.

Skræmmekampagner hjælper ikke, mener han. Men skal han give et bud på, hvad man som forælder bør advare sine børn om, så er det, hvad der kan syde og boble i en påvirket hjerne.

"Du kan ryge en joint og lige pludselig true dine venner med en kniv, fordi noget siger klik," siger han.

Hovedpersonen

Romanens hovedperson går i 10. klasse. Ronnie Andersen selv var yngre, da han begyndte at tage stoffer.

"Bogens handling foregår over et år, og det er speedet meget op i forhold til det ræs, jeg har kørt. Jeg har da haft ture, der mindede om hovedpersonens, men de har måske varet en måned eller to ad gangen. Så er jeg stoppet op, og har lavet noget andet. Da jeg gik på ungdomshøjskole og kostskole kunne jeg for eksempel kun tage stoffer i weekenderne," siger han.

For Ronnie Andersen handlede det om nysgerrighed. Noget der trak i ham. Han skyder ikke skylden på familie, venner eller lærere.

"Jeg tror, jeg prøvede at finde ud af, hvilke sammenhænge jeg passede ind i. Jeg passede ind i det miljø, hvor folk tog stoffer.

De ting folk normalt synes var irriterende ved mig, for eksempel at jeg var meget udfarende, det gjorde ikke noget, når jeg tog stoffer," fortæller han.

Hovedpersonen i bogen er meget selvdestruktiv, og det har han fra Ronnie. Ligesom en kærlig og romantisk side.

"Der er også træk ved hovedpersonen som jeg ikke besidder, og som jeg beundrer," indskyder han.

Hovedpersonen forelsker sig i en pige, og på et tidspunkt overrasker han hende på en restaurant, hvor hun sidder sammen med sin far. Sådan får han den første date med en engel.

"Jeg gad godt være så cool som han er i den situation. Så ville jeg sige det, han gjorde. Han var nervøs og svedte i håndfladerne, men gjorde det alligevel, det var meget modigt," siger Ronnie Andersen.

Hovedpersonen oplever nogle voldsomme konsekvenser af de stoffer, han tager. Heller ikke det er fremmed for romanens forfatter.

"Jeg stod engang i køkkenet med min kæreste ... Jeg kan ikke huske, om hun tog kniven, fordi hun var bange for mig, eller om det var mig, der truede hende," fortæller han og fortsætter:

"Jeg havde en svampepsykose og stod ansigt til ansigt med min værste frygt. Hvis du først har oplevet en psykose, tror jeg aldrig, du bliver helt normal igen. Den angst jeg følte sidder i mig i dag, og jeg tror aldrig, at jeg kommer til at blive så bange igen. Det ville da være vildt angstprovokerende at stå foran tre HA'ere, der ville give mig tæsk, men pludselig var det ikke min krop det handlede om, det var mit sind."

Men det var ikke det, der fik Ronnie Andersen til at stoppe. Da han efterfølgende prøvede at tage svampe igen, oplevede han det samme dårlige trip.

"Lang tid senere tog jeg nogle hiv af en joint. Jeg har ellers aldrig røget hash, fordi jeg får kvalme, men jeg skulle lige prøve... Jeg tog to hiv. KNALD sagde det, og jeg var tilbage i mareridtet igen," siger han og pointerer, at han har oplevet, at man kan blive næsten lige så psykotisk af at drikke alkohol, som jo er anderledes acceptabelt.

Ronnie Andersen er aldrig blevet indlagt i længere tid eller har modtaget behandling som følge af sit forbrug af stoffer.

"Kun når jeg er blevet hentet af politiet og har været i modtagelsen på psykiatrisk afdelings i 24 timer, indtil hovedet er klart igen," fortæller han.

Miriam

Miriam er romanens kvindelige hovedperson. Englesmuk, rå og naiv.

"Hun er en sammenblanding af blandt andet min eks-kone og min eks-kæreste. Jeg blev selv mere og mere forelsket i hende, mens jeg skrev," fortæller Ronnie Andersen.

Blandt den målgruppe romanen er skrevet til er der flest læsere af hunkøn, og derfor ville han gerne have en person med, som pigerne kunne identificere sig med.

"Derfor lavede jeg en stærk pige, der havde prøvet nogle ting af, men som samtidig er skrøbelig. Hun kunne jo bare have sagt fra, første gang drengene begyndte at line streger op. Det gør hun ikke," siger han.

Miriam er en frelser-pige. En pige med et hjælpe-gen, der tiltrækkes af selvdestruktive drenge. Og den slags piger har Ronnie Andersen mødt mange af i den virkelige verden.

"Ja, ja, ja! Jeg tiltrækker dem som fluer! Ikke fordi jeg generelt tiltrækker kvinder som fluer. Men af en eller anden grund finder jeg altid en, der får en form for mor-rolle i vores forhold. I hvert fald hvis det bliver seriøst nok. Hvis jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at der er en del piger, der har smurt madpakke til mig," siger han.

Efter forfatteren blev skilt fra sin kone kunne han være faldet i igen. Han havde et par drukture. Én, tre eller 10, som han siger. Men så traf han et valg:

"Hvis jeg ikke stoppede op, ville jeg fortsætte til jeg mødte en ny sød pige, der ville ende i mor-rollen, fordi jeg ikke kunne tage vare på mig selv, når jeg var alene. Nej, død-og-drukture sluttede da jeg var 25," siger han.

Miriams mor og stedfar

I romanen er der en bestemt scene, der udspiller sig hos Miriams forældre, som har overlevet fra dengang bogen var et filmmanuskript. Hovedpersonen er på besøg, og under middagen får han et flash-back udløst af tidligere lsd-trip. En taleboble danner sig over morens velfriserede hår, ansigter ændrer form, dåselatteren brager og en påfugl lander skrigende midt på bordet.

"Flashbacket er faktisk mere syret end noget af det, han oplever, når han tager stoffer. Og det var bevidst, fordi sjove oplevelser på lsd godt kan ende med mareridtsagtige drømme midt i virkeligheden. Det synes jeg er mere skræmmende end narkomanerne på Istedgade," siger Ronnie Andersen.

Og det bringer ham tilbage til, om unge lader sig påvirke af de skræmmebilleder, voksne maler.

"Det havde ikke hjulpet på mig dengang. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har haft et problem med autoriteter. Men mit indtryk af de unge i dag er nu heller ikke, at de er voldsomt autoritetstro. De gør, hvad der passer dem. Jo mindre man taler om det, jo større er risikoen for, at den unge står helt alene med det," siger han og fortsætter:

"Man er ikke længere junkie, hvis man går ned og køber nogle 'doner' (metadon) på Istedgade. Grænserne flytter sig, og det er man nødt til at sige højt."

'Date med en engel' udkommer den 5. Januar 2008. Forlaget Høst & Søn.