Vi sov alle som sten den sidste nat i Sydafrika. I dag begynder vi rejsen hjem til Danmark så det er med at være udhvilet. Vi er lige kommet hjem fra en lille udflugt til Rosebank Mall hvor der hver weekend er et stort African Craft & Art Marked. Der havde vi rig mulighed for at bruge de sidste spareskillinger til trommer, tøj, billeder, masker og meget meget mere. Rosebank Mall er et kæmpestort indkøbscenter, i øvrigt ikke langt fra Nelson Mandelas residens, hvor et stort parkeringsdæk er forvandlet til et farverigt marked, hvor der handles med alt man kan tænke sig. I starten røg vi lige i fælden og betalte for meget for tingene, men til sidst var det ikke os de tog røven på. Niklas sad helt stille i klapvognen og betragtede de mange boder og mennesker omkring ham. Vi gnaskede et par donuts på den kringlede tur mellem boderne, og forsøgte at undgå de mange emsige sælgere. ”You lovely people, special price for you because you´re my first customer” – de havde alle lært den samme remse.

Da vi syntes vi havde købt nok tingel-tangel satte vi os over på en Coffee Shop og nød et par sandwishes og en kop kaffe. Ungerne fik en stor milkshake hver, og inden der var gået 5 minutter.. Læs resten..

Bortset fra en gåtur ned til Norwood Mall i formiddags har vi absolut ikke lavet noget som helst i dag. Vi har hængt ud ved pool’en, ungerne har leget i det gode vejr og indimellem har Charlotte fået pakket nogle kufferter. Det er underligt men det ser ud til vi næsten har en hel tom kuffert. Så MÅ vi da ud og købe noget til at putte i den – for man rejser da ikke hjem med en tom kuffert.. eller! 🙂

Vi er begyndt at gå lidt i rejsemode og forsøger at tænke på det mest utænkelige der kan ske, når vi skal have Niklas med ud på den lange hjemrejse. Hvordan vil han reagere? Vil vi kunne få ham til at sove? Vil han terrorisere med sin til tider iltre temperament? Skal vi dele ørepropper ud til de nærmeste medpassagerer som en lille gestus? Spørgsmålene er mange og selvfølgelig har vi lidt nerver på. Desværre havde vi en god generalprøve på flyveturen fra Durban, men det ordsprog gider vi ikke at tænke på nu.

I morgen formiddag skal vi på den sidste lille udflugt til et afrikansk søndagsmarked i Rosewood. Det skulle efter sigende være et godt sted at købe afrikansk håndværk til en fornuftig pris. Det bliver en lang dag hvor vi skal tidligt op og meget sent i seng. Vi beholder lejligheden indtil vi skal til lufthavnen, så vi alle kan få en morfar i løbet af dagen.

Måske.. og det havde vi sat os for at finde ud af. Vi havde aftalt at blive kørt til Jo’burg Zoo kl. 10.00 men allerede tre kvarter før var vi alle blevet morgenfodret og klædt på klar til afgang. Heldigvis var chaufføren ledig så medbringende hjemmesmurte madpakker drog vi af sted. Nu kan det måske virke lidt mærkeligt, at vi er taget helt til Sydafrika, og besøger zoologisk have for at se på dyr, men det var egentlig også mere for at finde en aktivitet som hele familien kunne hygge sig med. Og det blev til en dejlig dag i Zoo.

På vejen derhen mente chaufføren, at vi nok var klar til at blive afhentet igen kl. 12.30 for så havde vi nok set det hele. Okay tænkte vi, så kunne Niklas også komme tilbage og få en middagslur. Haven ligger hun 10 minutters kørsel fra Garden Place i et rigmandskvarter, hvor husene er enorme og omkranset af høje mure med elektrisk hegn foroven. Skilte advarer mod diverse farer for indtrængende personer, mens vagter udenfor portene patruljerer døgnet rundt. Vi betalte 130 Rand for os alle fire ved indgangen til haven, og straks fik Maria øje på de kørende forlystelser. Hun var ikke helt tilfreds med at de måtte vente til senere. På oversigtskortet fornemmede vi, at området vist ikke var helt så lille som chaufføren havde fortalt os. Det er et superdejligt område, og havde vi opdaget det noget før var vi nok taget herud med ungerne et par gange. Der er rigtig gode forhold til alle dyrene, og som besøgende.. Læs resten..

Først og fremmest skal familien Hansen på skovvænget ønskes en rigtig god ferie. Tusind tak for at i har passet på vores lille hus og solsikken mens vi har været væk. Vi glæder os alle til at se jer igen når i vender hjem.

Så er den sidste forhindring ryddet af vejen for at vi kan rejse hjem til Danmark. I dag fik vi udstedt et provisorisk pas til Niklas på den Danske Ambassade i Pretoria. Turen dertil var ikke just en marguerite rute. M1 som skærer midt i gennem Jo’burg er en 5-spors motorvej i hver retning. Jo’burg og Pretoria er næsten vokset sammen, og ingen steder undervejs kørte vi i landlige omgivelser. Man ser store kontraster mellem rig og fattig. Undervejs passerede vi bydelen Alexandra, som er en af de fattigste i Jo’burg, og lige på den anden side af motorvejen ligger de usandsynlige rige bydele som Sandton, Randburg og Houghton hvor Nelson Mandela bor i dag. Området har udviklet sig til det nye magtcentrum i Jo’burg.

Efter godt en times kørsel ankom vi til den Danske Ambassade i Pretoria. Vi blev budt på kaffe mens den flinke dame udstedte provisoriske pas til Nanna og Niklas. Niklas holdt sig i skindet og lavede ingen større narrestreger, måske fordi han fik en tiltrængt middagslur i bilen på vejen dertil. Vi priser os lykkelige for, at vi ikke skal ud på flere længere køreture, for barnestole er åbenbart ikke noget Impilo ligger inde med, selvom de tit transporterer børn til og fra ambassaden. Niklas sad på skødet af mig hele vejen frem og tilbage.
Vi betalte 310 Rand for passet, og Niklas afleverede også lige hilsen (en lorteble) på ambassadens toilet – duften i lokalet var blevet lidt landlig. Den flinke dame ønskede os tillykke, og vi fik lige taget et par billeder foran ambassadeskiltet udenfor bygningen.

Hjemme i Garden Place tog vi afsked med familien Rønne for denne gang. De flyver hjem til Danmark i morgen, men vi har aftalt at mødes derhjemme. Vi har trods alt gennemlevet en fantastisk tid i Sydafrika sammen, og det har været en fornøjelse. God tur hje’em fristes man til at sige.

Emil stod klar til at lege med Maria da vi kom hjem. Inden der var gået 10 minutter lå de inde i soveværelset og så Alvin på computeren og råhyggede sig med popcorn. Lidt senere kom Emils forældre forbi til et glas rødvin og en adoptionssnak – selvfølgelig. De fik desværre ikke deres datter med hjem fra TLC i dag, men i morgen bliver de også en familie på 4 i nummer 25 på Garden Place. Vi glæder os til at se bettefis. Efter aftensmaden kom Emil forbi for at se sidste del af filmen ammen med Maria. Pludselig udbrød han et kæmpe jubelbrøl – hans rokketand var faldet ud og nu skylder hans bedstefar ham 20 kroner.

Nu vil vi nyde de sidste dage i Jo’burg inden hjemrejsen på søndag.

Så er vi klar til endnu en fødselsdagssang og denne gang er det til ære for onkel Mikael, så Happy birthday to you from us in South Africa!

I dag var vi til frokost hos Impilo, men inden da havde vi formiddagen for os selv. Dejligt bare at starte på en ny dag stille og roligt, og indtage morgenmaden i nattøj og med morgenhår. Det går bedre med Niklas dag for dag med hans utålmodighed når morgenmaden skal serveres. Nu kan det faktisk lade sig gøre uden skrig og skrål, og han kan til nød vente til hans yoghurt er serveret. Han er ved at finde ud af, at han ikke bliver snydt og derfor kan tage det mere roligt. Han har dog stadig sine egne bestemte meninger om, hvad han synes er retfærdigt og hvad han mener er hovedløst uretfærdigt. Rugbrød er han glad for at bliver proppet ind med stor appetit.

Efter morgenmaden gik Maria og jeg ud for at købe ind til aftensmaden. Maria havde bestemt, at vi skulle have pizza og mens vi var på tur råhyggede Niklas og far hjemme i lejligheden.
Klokken 11.30, og præcist til tiden, blev vi hentet af en chauffør fra Impilo. Undervejs til Impilo samlede vi familien Rønne op hos Jane’s, og gjorde dernæst holdt ved en fotograf, hvor der blev taget pasbilleder af Niklas og Nanna. Niklas stod først for, men den kære Nanna var nødt til lige at vise, hvordan man skulle gøre før end Niklas også var frisk til at få taget et billede. Nanna bliver bare så glad når hun ser Maria, og det omvendte er også tilfældet.

Dannebrog var hejst ved dagens anledning. Shany fra Impilo tog imod, og tog os straks med på en rundvisning. Vi troede, at det blot var et kontor og blev noget overraskede over, at der var mange børn i pleje. Mig og Maria syntes, at børnene bare var nusere, specielt et par drenge tvillinger under 1 år der snildt kunne komme med os hjem. Der var mange helt små børn der enten ville gå til adoption eller blot var i midlertidig pleje fra deres forældre. Frokost er så meget sagt, men de hvide boller/pølsebrød, skinke og saltkød, ost, chips, tomater og vindruer smagte fint. Heldigvis havde Niklas fået et solidt måltid inden vi tog af sted, men han tog alligevel godt for sig. Jeg udfyldte diverse formularer sammen med Shany så alle formalia er ordnet inden turen til Pretoria i morgen, hvilket var hovedformålet med besøget. Vi kunne dog godt ønske os, at besøget hos Impilo og turen til ambassaden i Pretoria kunne foregå samme dag. Efter frokosten stod chaufføren klar til at køre os retur, men inden fik vi taget behørigt afsked med Sue og Shany.

Niklas vi en kort forsinket middagssøvn da vi var tilbage i Garden Place igen. Det meste af eftermiddagen hyggede vi os i haven i det gode vejr. Maria håbede på, at Emil ville dukke op så de kunne lege. Sidst på dagen gik vi i samlet flok til Norwood Mall for at hæve nogle penge til i morgen. Nanna har fødselsdag på lørdag, så der skulle også lige findes en lille gave. Det blev noget lyserødt – det vil Nannas far elske da han pludselig er blevet lidt piget 😉

Nu er det præcis 14 dage siden vi fik Niklas. Tiden er bare fløjet af sted, men heldigvis kan vi mærke dag for dag hvordan vi kommer tættere på hinanden. Hver dag byder på nye overraskelser, positive som negative, og lige nu er det Marias jalousi der fylder rigtig meget. Vi håber på, at det bliver bedre når vi kommer hjem i vante omgivelser, og hun igen er sammen med sine kammerater i fritteren og skolen. Det tager tydeligvis nogen tid for hende at acceptere, at der er kommet et nyt familiemedlem til som også kræver vores opmærksomhed.

Pizza, nudler og kyllingerester og dertil en god rødvin fra Nederburg – ikke dårligt. Nu har vi også brudt koden til at putte Niklas om aftenen. Han bare græd og græd når han skulle sove for 14 dage siden. Nu bliver han kysset godnat af os alle tre og får et par godnat sange inden vi forlader soveværelset i bælgmørke. Så kan vi høre gennem døren, at han pludrer og snakker 15-20 minutter hvorefter vidunderet sover som en sten i næsten 12 timer. Det kan man da kalde fremskridt.

Først et stort tillykke til Tante Tine som har fødselsdag i dag. Niklas kender fødselsdagssangen fra plejemoderen så over morgenmaden sang Niklas og Maria Happy Birthday tante Tine..

Det har været endnu en vidunderlig dag i Jo’burg. Solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen midt på dagen er på den gode side af 20 grader. Om natten falder temperaturen til omkring 5 grader, men vi har radiatorer i vores lejlighed så det er ingen problem. Jeg sov lidt længe i dag, så da jeg stod op havde Charlotte anrettet morgenmad med yoghurt, ristet brød, juice, kaffe og friskstegt bacon så der var stegeos i hele lejligheden – mums. Niklas og Maria labbede Jordbær yoghurt i sig med stor velbehag, så farmor du må gerne købe noget yoghurt ind til børnene til vi kommer hjem på mandag.

Vi er ved at finde ind i en rolig rytme for Niklas. Vi går en lang tur med ham om formiddagen og om eftermiddagen, for at han kan brænde noget energi af. Det er han ikke altid helt tilfreds med og vil bæres, men vi insisterer på at han selv skal gå. Vi er ikke mindre en 4 adoptionsfamilier her på Garden Place. Vi hilste på de 2 finske familier i formiddags, blandt dem familien.. Læs resten..

Det har været en dejlig rolig dag hvor vi har haft tid til hinanden. Godt nok havde vi en aftale med Shany fra Impilo til et kort møde i dag kl. 11.30, men det var hurtigt overstået og resten af dagen har stået på ren afslapning og lidt indkøb. Vi spiste morgenmad på restauranten da vi ikke havde fået købt ind endnu. Det fik vi til gengæld rig mulighed for kort efter. Vi hoppede på shuttle bussen og kørte til Norwood Mall for at handle. Her er forretninger i en lind strøm under tag, der i blandt en PicknPay Hyper som er gigantisk. Her er alt hvad man kan tænke sig og vi købte, blandt en masse andre uundværlige sager, en lille sammenklappelig klapvogn til 140 kroner. Den skal vi bruge under hjemrejsen primært i Amsterdam lufthavn hvor vi har 5 timer vi skal slå ihjel. Vi nåede lige hjem i rette tid til besøget fra Impilo, og nu er køleskabet fyldt op så vi kan klare os et par dage.

Maria ville samle klapvognen men der var ingen forhjul. Posen var godt nok åben så nogen må have nappet hjulene i supermarkedet. Efter den uformelle samtale med Shany, som blot ville iagttage hvordan det stod til med Niklas’ og vores tilknytning, puttede jeg Niklas til en lille middagssøvn med stor succes. Det tog kun 5 minutter før han snorkboblede – ny rekord. Maria og Charlotte tog en storesøster gåtur ned til Norwood Mall for at bytte klapvognen op shoppe lidt ekstra. Maria bliver forkælet lidt for at holde jalousien lidt på afstand, og hun holder regnskab med hvem der får hvad, så sol og vind kan fordeles ligeligt.

Til aften har vi fået pasta med verdens bedste kødsovs ifølge Maria. Niklas skovler mad ind som er det det sidste måltid. Han har kun været vant til at få én tallerkenfuld mad hos plejemoderen præcis som de andre børn. Han skal derfor vænnes til, at man godt kan få 2 gange og man ikke behøver at skynde sig.

Lige ved siden af er der en anden dansk familie, tror vi, der lige har fået et adoptivbarn i dag. Vi har hørt længerevarende hjerteskærende gråd derindefra her til aften og føler med dem. Vi har jo li’ som været der for kort tid siden. Dem må vi hellere få en snak med i morgen. Der er også en anden udenlandsk familie der har adopteret et barn på Niklas’ alder så der er flere ligesindede.

Om en uge ved denne tid er vi hjemme i Danmark – det er underligt at tænke på.

Her gik vi og havde en forestilling om, at der ville blive oceaner af tid til at skrive dagbog og kigge lidt nyheder hjemmefra, men der tog vi fejl. Med en lille krudtugle til Niklas, som der skal knyttes de første vigtige bånd til, og håndteringen af Marias enorme jalousi, er det et fuldtidsjob for Charlotte og jeg. Vi er helt udkørte om aftenen og orker næsten ingenting, derfor den lidt forsinkede dagbog.

Vi besluttede fra morgenen af, at vi måtte flytte. Generne fra kattene ville ødelægge vores ophold, og da Maria i forvejen ikke er særlig glad for katte var beslutningen nem at tage. Som Nikolai så rigtigt siger er det lidt paradoksalt, at vi på de adoptionsforberedende kurser får tudet ørerne fulde af, at husdyr ikke bør forenes med et lille nyt adoptivbarn, og det første vi støder på er opholdssteder i Sydafrika med hunde og katte indenfor. Det er noget AC bør oplyse om inden man vælger opholdssted.
En anden faktor var også prisen for at bo hos Jane. Vi havde hjemmefra fået oplyst en pris på 525 Rand pr. nat, men det viser sig at prisen er pr. person og 262,50 for Maria. Dertil kommer middag og aftensmad som let løber op i 500 rand om dagen. Det er 3 gange dyrere end vores ophold i Cape Town på 4-stjernet hotel lige i Centrum, og føles helt ude af proportion. For sjov skyld tjekkede jeg priser på hoteller i Jo’burg i går aftes på booking.com. På grund af årstiden er det muligt at få en eksklusiv 4+ stjernet lejlighed med flere værelser fuldt møbleret på 60 kvadratmeter til samme pris, sat ned fra det femdobbelte. Det forstærker vores formodning om, at prisen er fastsat efter, at adoptivfamilier ikke rigtig har andre muligheder og bare betaler ved kasse 1. En anden kendsgerning er også, at Sue fra Impilo og.. Læs resten..

Tiden bare flyver af sted. I skrivende stund sidder vi i Jo’burg efter en dag i transit fra Durban og nyder de sidste timer af dagen. Det har været en dag vi på forhånd havde frygtet lidt, for hvordan ville Niklas reagere når han skulle ud at flyve for første gang, og kunne vi få ham til at sidde stille? Men den frygt blev gjort til skamme, for både Maria og Niklas klarede turen eksemplarisk og langt over vores forventning. Niklas sad hos mig i en ekstra sele, og var travlt beskæftiget med blot at iagttage hvad der foregik omkring ham. Han spiste for en gang skyld ikke særligt meget, måske fordi vi ikke fik den babymad vi havde bestilt. Ventetiden i lufthavnen fordrev vi med at spise popcorn –ikke sikker på at rengøringspersonalet var så vilde med det.

Vi fik taget afsked med Tracy og hendes mand på Idube i Durban og forsikrede dem om, at vi ville komme tilbage en skønne dag. De har været et fantastisk værtspar, stedet ligger flot placeret i et område hvor det er trygt at færdes, og tiden i Durban føltes aldrig lang. Vi betalte godt 10.000 Rand for 11 overnatninger for os fire inkl. internetadgang, 5 x vasketøj, diverse taxiture og transport til og fra lufthavnen. Det er egentlig underligt, at prisen for opholdet i Durban ligger et godt stykke over den pris vi gav i Cape Town, men det skyldes primært at Idube åbenbart ikke opererer med lavere priser udenfor sæsonen hvilket godt kan undre os. Det har strejfet os, at grunden måske snarere er, at adoptionsfamilier ”bare” betaler hvad det koster, for de har jo ikke noget valg. Men prisen til trods har vi været godt tilfredse. Vi er flere gange blevet advaret om, at vi bare kan vente.. Læs resten..

Niklas har et fantastisk sovehjerte ligesom sin søster. De sover begge igennem hele natten, og Niklas napper nemt 11-12 timer uden at kny. Han er glad når han vågner men kravler først ud af sengen når han får lov. Han er vant til at sove i en almindelig børneseng så det bliver spændende med tremmesengen når vi kommer hjem. Vi er efterhånden sikre på, at det han siger er på sproget Zulu men vi kan ikke forstå ordene. Han er begyndt at sige danske ord, og kan helt sikkert forstå meget af det vi siger. Vi skiftes lidt til at sove i samme rum som Niklas. I nat var det min tur og vågnede ved hans småpludren og de kliklyde han kan lave med tungen. Da jeg gav ham lov til at kravle ud af sengen, gik han ind ved siden af og kravlede under dynen ved Maria. Der hyggede de sig så med børnetv på flimmeren inden morgenmaden.

Efter morgenmaden kørte vi en tur ud til Gateway, mest for at besøge et stort legeland for små børn som de har etableret på 3. sal bag ved biografen. Der er gynger og karruseller og andre kørende forlystelser og fungerer ved, at man betaler med et kreditkort, tanket op med kontanter og lavet til formålet. Tracy lånte os sit kort som vi kunne bruge løs af. Det var et hyggeligt sted, men desværre skulle man være mere end 90 centimeter høj til alle forlystelser, og det var Niklas selvfølgelig ikke tilfreds med. Vi prøvede med diverse afledningsmanøvre som popcorn og andet mundgodt, men lige lidt hjalp det. Maria skyndte sig at prøve et par karruseller, mens jeg forlod stedet med Niklas på armen og sirenen tændt. Vi besluttede at køre hjem igen og nåede lige at købe en pølse til lillemand. Det hjalp for en kort stund.

Vel hjemme igen efter en kort frokost puttede jeg Niklas. Maria nyder at få storesøstertid sammen med enten mor eller far når Niklas skal sove. Der går dog sjældent særligt længe.. Læs resten..