Med dukken som spejl

Dukkerne er lige så høje som mænd, og de har gråhvide ansigtsmasker med overskårne underkæber. Hvis de kunne sige noget, ville de sikkert skrige. Men lige over for dem sidder et par dukker i en gammel barnevogn og har det fint.

Sådan er det så forskelligt for de dukker, der er kravlet op ad rundgangen i Rundetårn i København. Men alle marionetterne er tydeligt oplivede over at danse i højde med byens tage.

Dukker op i Rundetårn er en udstilling med forførende lethed. Når man træder ind, tror man, at man skal på uskyldig eventyrrejse mellem paillet-øjne og silkeskørter. Men man går ikke mange skridt, førend virkeligheden får overtaget. Ungerne løber godt nok hen til Gertrud Exners muskelmand med punkerhår og lyserød kæreste - og bagefter hen til alle de skønne dukker fra Det Lille Teater. De elsker Kaj Mathiessens Den Glade Løve, der sidder muntert oppe på en bænk, mens hans blå flodhest dukker op af en imaginær sø. Og ungerne har blik for, at Paul Arne Krings dukker skændes om pladsen i legevognen, hvor en stribet tyv ellers har sat sig forrest.

Men så vælter voksenrealiteterne ind over udstillingen. "Dukkerne har altid kunnet sige og gøre alt det, vi mennesker end ikke tør tale om," udtaler arrangørerne Lilo Skaarup og Janne Kjærsgaard. Jo tak. Her er sorg og begær, og her er overmod. Og her er hævn så koncentreret, at det ikke burde være muligt i en indpakning af chiffon ... Svend E. Kristensens mannequiner lokker med mascara-fede øjenvipper. Og er de voksne ikke stivnet op her, så gør de det, når de ser ind i sjælesorgen hos de tykkindede dukker af Carl Press. Og de genkender sig selv i Rolf Søborg Hansens skrækslagne familiedukker fra Frisk mod, der er groet fast ved siden af Jana Kroftovas cykelrytter, der sidder på sin enhjulede væltepeter uden at komme ud af stedet.

Det er dog, hvad det er. Ikke sådan som de små dukker i glasmontrerne i voksenhøjde, hvor Katrine Karlsen fra Teatret Graense-Loes har sluppet de seksuelle forbitrelser fri i musedukker med lige dele knurhår og kusse-krøller. For hvem spejler sig her? Mærkeligst er dog en lillebitte dukke af træ med hvidt stof om kroppen. Den hænger for sig selv. Dens sorte snørestøvler flaprer, og knæene er frygtelig tynde. Øjnene er helt fine, men ørerne stritter overnaturligt store. Man bliver nødt til at kigge tilbage.

Nåe, først nu forstår man pointen: Munden mangler.

Det makabre spejlbillede forbliver tyst. Men hvis man bliver stående længe nok, blinker dukken. Et næsten usynligt, trøstende blink.

AMC@INFORMATION.DK

'Dukker op i Rundetårn'. Arrangeret af UNIMA Danmark (Union Internationale de la Marionette) ved Lilo Skaarup og Janne Kjærsgaard. Alle dage 10-17. Også værksteder for forskellige aldersgrupper. Til 16. nov. www.rundetaarn.dk