Derfor kommer besparelserne på børneområdet i København

Kære alle københavnske forældre, pædagoger og ledere af daginstitutioner!

Vi skriver denne kommentar som et åbent brev til jer for at forklare, hvordan situationen på børneområdet ser ud fra Københavns Rådhus, hvor vi har fremlagt et budgetforslag for børneområdet i 2011.

Der er for tiden en del kritik af planen - især af beslutningen om at indføre såkaldt klyngeledelse på de københavnske institutioner. Vi vil gerne begrunde de valg, et flertal på Rådhuset har truffet. Vi er ikke blevet politikere for at være populære evig og altid. Vi er blevet politikere, fordi vi gerne vil påtage os et ansvar for at skubbe tingene i den rigtige retning - også når det gælder om at træffe nødvendige, men upopulære beslutninger. Det er det, vi mener, at vi gør med denne plan.

Baggrunden

Vi bliver nødt til at begynde med at skrue tiden tilbage. De senere år har børne- og ungeområdet i København været plaget af uro omkring økonomien. En af årsagerne var, at der kom flere børn til byen, og at børnetallet flere år i træk er steget endnu mere end forudsagt. De mange ekstra børn er en stor glæde for hele byen, men de giver samtidig en stor udfordring for kommunen. Løsningen var i en årrække spareplaner i tide og utide - som når et underskud i privatøkonomien måned efter måned dækkes af kortsigtede overtræk på dankortet. Spareplanerne førte naturligt nok til frustrationer, og derfor blev en del af besparelserne aldrig gennemført. Konsekvensen var, at der ikke kom styr på økonomien.

Lad os være ærlige: Et hul på 350 millioner kroner i økonomien på børneområdet forsvinder ikke af sig selv. Det gør den slags desværre ikke. Derfor har vi haft alt værktøjet fremme for at finde pengene på den mest hensigtmæssige måde. Vi ønsker nemlig ikke at gentage fortidens halve løsninger. Vores ønske er at skabe ro på området. Derfor har vi valgt en anden vej - nemlig det store, seje træk frem for hurtige hovsa-løsninger. Det bliver vi i disse dage kritiseret for.

Vi sagde i valgkampen, at vi ville arbejde for børnenes storby. Vi mener, at det lige netop er det, vi gør! Vi mener, at vi netop tager børnene, deres forældre, pædagoger og ledere alvorligt ved én gang for alle at få ryddet op og skabt ro. Vi har ikke sagt, det vil være nemt. Men vi mener, at vi med denne plan lever op til vores ansvar som politikere.

Sådan hér

Virkeligheden er altså, at der mangler penge til driften på børneområdet. Desuden er der brug for ekstra investeringer til nye institutioner og skoler. Disse to budgetter kan ikke blandes sammen, blandt andet fordi regeringen har lagt et loft over, hvor meget kommunerne må bruge på drift. Men da regeringen ikke har lavet et anlægsloft, har vi mulighed for at bygge nye dagsinstitutionspladser og skoler - og det har vi afsat rigtig mange penge til.

Og hvordan får vi så ryddet op og skabt ro på driften én gang for alle?

I første omgang har vi besluttet at lade kommunekassen bidrage ved at slå en streg over den gæld på 160 millioner kroner, som er opbygget på børneområdet tidligere år. Desuden bliver en del af hullet dækket ved, at børneområdet får tilført ekstra midler for at modvirke, at der opstår nye huller i fremtiden. Men selv med denne tilførsel af midler mangler der fortsat penge for at sikre en god og stabil økonomi.

Vi har med planen gjort os meget umage for at finde pengene på den mest nænsomme måde. Det betyder, at vi så vidt muligt har villet undgå at spare på personale eller børnenes tid med de voksne. Vi har valgt at spare en stor del af pengene på ledelse, fordi vi mener, at man ved at indføre en anden ledelsesstruktur på institutionerne kan spare nogle penge, som ikke rammer børnenes hverdag. Det er baggrunden for forslaget om at lave såkaldte klyngeinstitutioner.

Derfor klyngeledelse:

Ord som 'klyngeledelse' eller 'store institutioner' skaber naturligt nok usikkerhed. Nogle frygter måske, at 'stordrift' betyder 'børnefabrikker' eller 'burbørn'. Men klyngeledelse er faktisk ingen af disse ting. Klyngeledelse er netop en model til at nedbringe omkostningerne til administration og ledelse, samtidig med at vi bevarer nærheden i institutionerne; den nærhed som vi alle sætter pris på og gerne vil have, at vores børn skal opleve, når de er væk fra os i dagtimerne. Institutionerne får en pædagogisk leder og kan i dagligdagen fortsætte som hidtil - som en lille enhed, hvor alle børn og voksne kender hinanden.

Det er klart, at en organisationsændring af den art betyder ændringer for pædagogerne og især lederne. Vi kan godt forstå, at nogle pædagoger og ledere er frustrerede og utrygge over udsigten til forandringer.

Flere andre interessenter på børneområdet har også set sig sure på ideen, senest her i avisen i en kronik skrevet af Anne Esther Boukris og Christina Bornemann Surel. Kritikerne siger blandt andet, at klyngeledelse ikke virker i andre kommuner. Men der er både gode og dårlige erfaringer fra andre kommuner, og dem har vi lyttet til i den model, der er valgt for København. Ligesom vi har valgt at inddrage københavnske ledere, faglige organisationer og forældre i at skabe vores egen model.

Nogle kritikere siger, at Børne og Ungdomsudvalget ikke har haft dialog med forældre eller medarbejdere. Det passer ikke. Der har været afholdt fem stormøder, og vi har indlagt to - i modsætning til normalt én - høringsproces, for det er vigtigst at finde en model, der passer til de københavnske forhold og ikke bare kopiere en anden kommune.

Beslutningen om klyngeledelse bliver ikke ændret. Men selv om beslutningen er truffet, er der stadig mulighed for at påvirke, hvordan modellen bliver ført ud i livet. Det håber vi, at kritikerne vil benytte sig af.

Vores mål er, at vi ved at genoprette økonomien på børneområdet nu kan skabe ro og tryghed i mange år fremover. Men det kræver et sejt træk, og det er vi parate til at stå på mål for. Vi mener, at det i sidste ende er det eneste rigtige og ansvarlige over for byens børn.

Frank Jensen er overborgmester, og Anne Vang er børne- og ungdomsborgmester i København