Skovhus Privathospital er et af de i alt ni private psykiatriske behandlingstilbud, det offentlige kan henvise til, såfremt regionernes sygehuse ikke kan behandle henviste patienter inden for behandlingsgarantien.
Men på trods af at hospitalet er regionsgodkendt til at varetage behandlingen af psykiatriske patienter, må det ikke have patienter i døgnbehandling, fordi pri-vatansat personale ikke må anvende tvang eller bæltefiksering.
Det må man nemlig kun i det offentlige psykiatriske system.
Souschef på Skovhus Privathospital Malene Ehlerts forklarer, at man ellers har særdeles gode erfaringer med døgnbehandling uden brug af tvang.
Hun forstår ikke afvisningen, slet ikke når man tager i betragtning, at både regeringen og regionerne i flere år har haft en klar målsætning om at begrænse brugen af tvang i psykiatrien:
»Det er dobbeltmoralsk, og det er mærkeligt, når der er udstedt et dekret fra Sundhedsministeriet om, at man skal minimere brugen af tvang på offentlige psykiatriske afdelinger. Det er alarmerende, at vi ikke kan få lov til at døgnbehandle, fordi vi ikke anvender tvang. Og de afdelinger, der bruger tvang, får samtidig at vide, at de skal bruge mindre af den,« siger Malene Ehlerts.
Dårlig undskyldning
Hun mener ikke, at døgnbehandlingen kræver tvangsanvendelse i højere grad end dagbehandling. Det synspunkt bakkes op af flere psykiatriforeninger:
»Generelt bruges der alt for meget tvang i psykiatrien i Danmark. Hver femte patient i behandlingspsykiatrien bliver udsat for en eller flere typer af tvang. Der er også politisk en erkendelse af, er det tal er alt for højt. Det kan kun undre, at behandlingstiltag, offentlige såvel som private, der kan være med til at nedbringe dette, bliver forhindret,« siger generalsekretær i landsforeningen for pårørende til psykiske syge, Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard.
Også Knud Kristensen, formand for foreningen SIND, der arbejder for sindslidendes forhold i Danmark, undrer sig:
»Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. De private psykiatriske afdelinger må ikke anvende tvang, hverken om dagen eller om natten. Det må man kun i det offentlige, og det er okay. Men når det er sagt, er det jo ikke noget argument for, at de private ikke må lave døgnbehandling. Langt de fleste patienter i døgnbehandling bliver jo ikke tvangsbehandlet,« siger han.
For Knud Kristensen lyder det mere som en dårlig undskyldning. I princippet er der ingen forskel på, om det er om natten eller om dagen, der er brug for tvang, siger han og tilføjer:
»Regionerne har jo aldrig lagt skjul på, at de hellere vil beholde pengene hos sig selv frem for at give dem til de private hospitaler. Men med de takster privathospitalerne får, kan man ikke sige, at det offentlige sparer penge ved selv at have patienterne. Det må være, fordi man principielt ikke har lyst til at aflevere patienterne til private hospitaler.«
Mest tvang i døgntilbud
Carl Holst, næstformand i Danske Regioner, er enig i, at det er underligt, at samme private hospital må have psykiatriske patienter i dagbehandling, men ikke i døgnbehandling: »Det virker lidt mærkeligt, men i langt de fleste tilfælde, hvor tvang anvendes, er patienter indlagt i døgntilbud,« siger han.
Ifølge Carl Holst handler det ikke om, at det offentlige ikke vil anvende private tilbud:
»Sundhedsloven er klar: Private hospitaler og klinikker må ikke anvende tvang. Det er ikke noget med, om det er offentligt eller privat det her. Målsætningen er, at vi skal have mindre tvang,« siger han.
Psykiatri uden tvang ?
Ja selvfølgeligt for alle andre end de psykiatere, der frygter at blive betydningsløse, når det viser sig at
være reelt muligt at undgå tvang.
Jeg opfordrer Information til at foretage en dybere-gående undersøgelse af sagen med fokus på psykiaternes frygt for tab af status i en fremtid med
psykiatrien baseret på "Skovhuse"!
Det er et godt eksempel på hvad problemet ofte er i den danske sundhedssektor. I stedet for at samarbejde om den bedst mulige behandling, vælger man på grund af ideologi en dårligere behandling. Det vil uden tvivl være bedst for patienterne vis man prøvede at undgå tvang...
Jeg tvivler dog på at den her artikel får nogen opmærksomhed på information da den jo ikke handler om "de onde privathospitaler"...
@ Lars Jensen
Jeg er ret sikker på at du skyder over målet. Dette har intet at gøre med psykiaternes frygt for tab af status. Psykiaterne laver jo ikke reglerne og deres status er den samme om der er tvang eller ej. De bliver heller ikke betydningsløse uden tvang, snarere tværtimod. Det lyder ikke som om du ved hvad en psykiater laver. Man skal vist have tæt på en personlig vendetta imod psykiatere for at tro at det er deres skyld.
Skylden er udelukkende dem som sidder og laver reglerne, noget man desværre ser lidt for ofte...
Til Tobias Simonsen og til Information.
Tak for Tobias Simonsens kommentar, der efter
min opfattelse bekræfter , at der er stort behov for
undersøgende journalistik på dette område.
- - - se endvidere
www.existential-institute.dk
og
www.sundhedspolitiker.dk
Noget der kan gøre mig rasende, da behandling uden tvang er den allerbedste man kan få, - også på langt sigt!
Desuden, når man ser på Skovhusets hjemmeside og hvilket personale der er, så er det jo nærmest rystende at noget af det bedste man kan opdrive indenfor dette område, f.eks. Bjørn Kaldan, ikke i stedet får særlige beføjelser, således at den etablerede autoritære psykiatri kan udvikles med de gode eksempler fra behandling uden tvang.
@Tobias Simonsen Selvfølgeligt ville det betyde et enormt tab af status for en psykiater, for psykiatrien som sådan, hvis tvang blev afskaffet. I hvert fald for så vidt som en læge i samfundets øjne nyder en højere status, end f.eks. en terapeut, eller healer, eller... Psykiatri uden tvang er ikke længere psykiatri. Vi taler her om et medicinsk speciale, dvs. klientelet kommer til psykiatrien for at få en sygdom behandlet. Nu er det som bekendt ofte sådan, at klientelet, det, der ellers primært står til at blive udsat for tvang, ikke anser sig selv til at være syg i bogstaveligt forstand. Skal man undvære tvang overfor dette klientel, så er man selv tvunget (sic) til at respektere klientelet. Forudsat, man stadigt gerne vil hjælpe. Det siger sig selv, at dette klientel ville løbe skrigende bort, når det, som det sker i dag i psykiatrien, ikke blev respekteret, men stadigt blev mødt med historier om hjernesygdom og Haldolsprøjten, men altså uden aflåste døre, bæltesenge, m.v. af uhyrligheder. Man ville som hjælper altså være nødt til at høre efter, hvad klientelet ønsker. Og det er i de fleste tilfælde ikke medicinsk, lægeligt behandling, men noget helt andet, som hjælperen ikke trænger at have læst medicin, for at kunne yde. Dermed ville man som læge være stort set færdig i en "tvangsfri psykiatri" (et oxymoron, faktisk).
Når det kommer til Skovhus-eksemplet her, så kan man strengt taget ikke tale om et helt tvangsfrit alternativ. Stadigt tales der om "sygdom", "lidelse", og de fleste personer, der henvises, om ikke alle, har forudgående været igennem den ganske almindelige, psykiatriske mølle. Og mens det allerede er noget af en udfordring, at tage sygdomsparadigmet op til revision med ansatte i psykiatrien, så er det noget nær umuligt, at gøre det samme med godt og grundigt kolonialiserede (hjernevaskede), og dertil lige så godt og grundigt med de kognitive evner i ikke ubetydelig grad nedsættende stoffer dopede brugere. Så, man kan sige, tvangen, som personen har været udsat for inden vedkommende når til Skovhus, flytter med, som nissen, i form af den oplevede tvangs følger på personen.
Egentligt burde det ikke undre, at staten nidkært forsvarer sit voldsmonopol, meeen ...
Der er mange penge på spil, held og lykke med at slås mod medicinalindustriens lobbyister.
Tvang kan efterhånden betyder rigtige mange ting i psykiatrien. Det er ikke bare at bæltefiksere og proppe medicin i folk. Det kan også være personlig skærmning (det at holde sig så meget i nærheden af patienten at han/hun aldrig er ude af syn), det kan være konfiskation af narkotika, reb, kniv osv patienten evt. kunne have slæbt med ind i afdelingen, det kunne være forbudt adgang til telefon for en patient der nu for femtene gang har ringet til alarmcentral, det kan være låsning af afdelings hoveddør, konfiskation af cigaretter for en patient der nægter at overholde reglerne til stor gene for andre i de fælles arealer, konfiskation af radio for en der spiller alt for højt kl. 3 om morgen, jeg kunne selvfølgelig blive ved og ved. Fælles for alle disse ting er, at sker det mod patientens udtrykt vilje skal der sættes en tvangsprocedure i gang med al det tilhørende juridiske krav om klagemuligheder beskikkelse af patientrådgiver, formel orientering om tvangens betydning og omfang o m a. Hjemmel for brug af tvang i psykiatrien findes i psykiatriloven hvis kerne er den mulighed den giver for at frihedsberøve folk på baggrund af en vurderet sindsygdom, en mulighed der ellers ville stride mod Grundlovens kapitel 8. Alle de førnævnt former for tvang, plus tvangsbehandling og bæltefiksering, selvfølgelig ikke ville, juridisk set, være muligt uden at muligheden for frihedsberøvelse var til sted.
Og det er Sundhedsloven der beskriver hvilke afdelinger myndighederne skal kunne bruge til at frihedsberøve mennesker der anses for at være for syg til selv at kunne bestemme. Det kan kun være godt at der er præcis retningslinier her.
Så hvorfor skal Skovhus ikke have lov at tage sig af lige præcis den patient gruppe hvor brug af tvang ikke er nødvendigt? Måske kunne det være fordi en sådan patientgruppe er umuligt at definere præcist. I psykiatrien kan behovet for tvang opstår meget pludseligt, hurtigt og uforventet. Det ville sige på Skovhuset, hvis en patient lige pludselig midt om natten bliver psykotisk og vil udskrives for at slippe for den farlig stråling hun lige har opdaget på sin stue, eller ikke kan lade være med at gå ind til naboen, og gøre seksuel tilnærmelse idet han mener vedkommende har via kodet besked i radio sagt ja til det, og bliver grov og truende når personalet forsøger at fohindre ham i det, ville sygehuset ikke have et andet valg end at udskrive lige på stedet. Det ville være mildest talt uheldigt midt om natten. Hvad ville to nyuddannede uerfarne SOS Assistenter der skal i nattevagt sammen gøre, når de pludselig konfronteres af en 110 kg karate black belt som forlanger medicin skabet lukket op her og nu fordi han er svært abstinent eller angst, og vil smadre dem og afdelingen hvis ikke de lystre?
Jeg siger ikke disse er bare almindelige daglige begivenheder på en psykiatrisk afdeling, men sådan nogle ting sker ind imellem, og kunne lige så vel ske på Skovhuset, skønt det kunne have held til at undgå det de første fem år.
Til trods for hvad nogle tror - brug af tvang er ikke en livret for personalet i psykiatrien. Alle er enige om at den mindste indgribende middel er den bedste, - ikke alene for patienten men som personale er det også meget mere tilfredsstillende at bruge sin kunnen til at opnå en stærk tillids forhold gennem dialog og det er det man bygger sin faglig stolthed på. Men på grund af sindsygdommens indre modsætninger kan tvang desværre ikke helt undgås. Jeg har f. eks selv været med til at tvangsfodre en kvinde der nægtede at spise, fordi hun mente at hun ville blive straffet af usynlige væsener hvis hun gjorde det, (og ikke fordi hun ønskede at dø - hun havde ellers alt at leve for med god familie, venner, godt job osv) Hun var kommet helt ned i vægt på 36 kg. Alle mulige mennesker havde prøvet alle slags fornuft, pædagogik, lokkemidler, aftaler, terapier - aldrig er en enkelt person blevet tilbudt så mange samtaler, men alt sammen forgæves. Det var ikke noget rar fornemmelsen at skulle klemme den lille spinkel krop ned på en seng mens der blev sat sonde op i næseboren og ned i halsen, så vi kunne hælde livsgivende flydende ernæring ned i maven på hende, men hvad f____n!? 3 - 4 uger mere spisevægring og hun ville være død! Hvis Skovhus kunne løse en sag af den art uden tvang jamen så værsgo'; det ville jeg til enhver tid gerne afgive.
Men jeg er bang for at hvis private hospitaler også skulle til at tage del i de psykiatriske døgnbehandlingsopgaver, så ville det kun ske ved at der foretages en meget nøje og velovervejet sortering i klientellet, således at vi kommer endnu mere end vi er i dag til at sidde med den rigtige tunge ende i psykiatrien. Som vil betyde endnu mere tvang, mindre attraktiv arbejdsvilkår med flugt af personale over til det mere behagelig arbejde og til et bedre løn, indenfor den private sektor. Således ville det betyde en udhuling af det offentlige tilbud, men hvor der fortsat vil være en forventning om at det offentlige står parat til at rydde op når opgaven bliver for vanskelig. Det er nok her hvor skoen trykker for regionerne tænker jeg, og det er forståeligt nok. For hvis vilkårene bliver sådan ville jeg heller ikke kunne lade være med at overveje at søge over i det private, selv om jeg grundlæggende er imod privatisering af sundhedstjenester.
Jeg kunne se fra Skovhus hjemmeside at ved rygning på stuen eller fælles rum vil patienter blive pålagt bøde på kr. 5000. Det i sig selv siger volumer om hvilket hav der er til forskel på niveauet af selvstandighed og ansvarlighed Skovhus tager for givet hos deres klientele og niveauet af samme vi kan tillade os at forvente med vores klientele.
@Colin Bradley "Men på grund af sindssygdommens indre modsætninger kan tvang desværre ikke helt undgås."
Det lyder meget fint, men hvad betyder det egentligt? Hvilke indre modsætninger er der tale om? Og hvilken sindssygdom? Du taler i begyndelsen af din kommentar om "vurderet sindssygdom", og giver generelt -- det helt korrekte -- indtryk af, at definitionen af sindssygdom baserer på subjektive skøn, snarere end på objektiv videnskab. Mig vil det forekomme, som om de indre modsætninger du nævner, ikke så meget er at finde i det, der kaldes for sindssygdom, respektive i de reaktioner, der, subjektivt bedømmende, betegnes som symptomer på sindssygdom, som de er at finde hos de bedømmende selv. Tvang, såvel som ordet "sindsssygdom", anvendes overalt der, hvor mennesker, af hvilken årsag det end måtte være, ikke magter, at rumme andre mennesker,. Uden at disse andre mennesker derfor, objektivt set, reagerer anderledes, end alle andre, undtagen mht. intensiteten i deres reaktioner.
Man kan så spørge sig, om det at reagere ekstremt, på iøvrigt ekstreme livserfaringer, kan retfærdiggøre en 180-graders holdningsændring fra omverdenens side, der betyder, at forståelse og respekt erstattes af deres modsætning i form af tvang, fysisk og psykisk vold, og om mennesker, der ikke har større selvindsigt og deraf resulterende rummelighed for andre, end at de er nødt til at kalde andre for sindssyge, og misbruge denne fordømmelse til at retfærdiggøre voldsudøvelse mod disse andre, egentligt ikke burde se sig om efter et job, der ligger så langt fra de hjælpende professioner som muligt.
Iøvrigt kan omfanget af især fagpersonales ignorance mht. mennesker i krise fuldt respekterende hjælpetilgange som Soteria og Åben Dialog, der klart har bevist, at tvang kan undværes, gang på gang igen overraske mig, og jeg undrer, hvordan det egentligt er bestilt om en faglighed, der falder i grus lige så den tages ud af sit eget, kunstigt fordrejede og hermetisk lukkede miljø, og konfronteres med den virkelige verden udenfor.
Det er således at tvang i psykiatrien "tilhører Staten" og det skal det såmænd blive ved med.
Det er reguleret og kontrolleret - og det kan ikke udliciteres.
Eftersom private sygehuse altså ikke kan fastholde eventuelle psykotiske eller selvmordstruede patienter, kan de ikke forestå behandlingen som et døgntilbud, og som Colin Bradley så udmærket har redegjort for ovenfor er der gode grunde til det.
@Niels Mosbak Og hvem er det, der regulerer og kontrollerer? Det interessante er jo, at psykiatrien regulerer og kontrollerer sig selv. Den er nok den mindst statsregulerede og -kontrollerede virksomhed/institution, der findes.
Marian B. Goldstein
Ønsker du tvangen udliciteret?
@Niels Mosbak Jeg ønsker tvang afskaffet. Men så længe det ikke sker, ville jeg personligt foretrække tvang i privat regi. "En krage hakker ikke den anden et øje ud", som et tysk ordsprog lyder. At det holder, kan man jo tydeligt se på Patientklagenævnets afgørelser mht. tvang. Meget mere psykiatriserede menneskers rettigheder tilsidesættende, og om de egne interesser værnende kan det vidst næppe blive.
Når psykotiske mennesker forlader den ydre verden og plages af stemmer og syner - og derved ikke har en realistisk virkelighedsopfattelse - herunder hvilke tiltag af medicinsk art, der kan fjerne disse plager, er det at tvang kan være nødvendigt.
Ikke fordi det er behageligt for de der udfører tvangen, men fordi det er nødvendigt for patienten. Af denne grund er det ikke muligt at fjerne tvang i psykiatrien.
At tillade private institutioner at anvende tvang, har man gennem historien ikke nogen særlig god erfaring med.
Hvis du bare tænker på de sidste dages debat omkring børnehjem, og hvilke uhyrligheder der er foretaget tidligere på disse hjem, må det stå klart at tvang ikke skal udliciteres, og slet ikke til personer der er ansat i institutioner, hvor det er bundlinjen der tæller.
"At tillade private institutioner at anvende tvang, har man gennem historien ikke nogen særlig god erfaring med."
Det har man så sandelig heller ikke med statslige institutioner!
Indenfor psykiatriens verden kan man jo f.eks tage det misbrug af tvangsindlæggelser, som fandt sted i den gamle østblok.
Eller for den sags skyld tvangssterilisationer osv. i vort eget kongelige socialdemokrati i ´30erne og senere!
@Niels Mosbak Jeg synes, det er meget sigende, at du alene bemærker, at det ikke er behageligt for de, der udfører tvang, at skulle udføre den. Hvad med de mennesker, tvangen går ud over?? Vi taler her ofte dybt traumatiserede mennesker, der systematisk retraumatiseres. Hvordan vil du forsvare dette, især i lyset af, at der ikke findes et eneste videnskabeligt holdbart bevis på, at "psykisk sygdom", "psykose" eller anden, faktisk er sygdom i medicinsk forstand, at der findes lige så lidt evidens for, at den såkaldte "medicin" gør andet, end at nedsætte den almene livsenergi, og iøvrigt give et stort antal alvorlige, tildels livsfarlige bivirkninger -- således kan der ikke være tale om, at stofferne "fjerner symptomer" -- og sidst men ikke mindst, at tvangs- og i stor omfang "medicin"frie alternativer som nævnte Soteria og Åben Dialog har recoveryrater på ca. 85%, mens den biologiske tvangspsykiatri endnu ikke har formået, at hjælpe et eneste menneske igennem og ud af krisen?
Du har for resten helt ret: det er ikke muligt, at fjerne tvang i psykiatrien. Muligheden for tvangsanvendelse er en grundforudsætning, måske den vigtigste, for at psykiatrien kan overleve. Uden tvang ingen psykiatri. I det øjeblik, hvor tvangen, også den fordækte, der kommer til udtryk igennem f.eks. misinformation om angiveligt biologisk hjernesygdom, og den indirekte, der kommer til udtryk i en i Danmark total mangel på alternativer, blev afskaffet, ville psykiatrien jo stå uden kunder.
en stat uden vold, er ikke nogen stat, men er så: et samfund ( er så mere til for menneskene, end omvendt ), så hvad ville en psykiatri uden vold
tilsvarende blive ?
Marian B. Goldstein
Hvis du ikke anerkender at der findes diagnoser der påviser at specifikke symptomer er udtryk for denne eller hin psykiske sygdom, må vi jo konstatere, at et grundlag for yderligere diskussion ikke er tilstede.
Hav en fortsat god aften.
håber at det følgende er, i det mindste lidt, overdrevet:
Forskellen imellem Den Spanske Inkvisition, og
vor tid og sted’s psykiatri, er i det væsentligste:
At den sidstnævnte har droppet: Det religiøse påskud. ( I udøvelsen af sin nuværende egentlige samfundsrolle: Afretningen af samfundsafvigere )
@Niels Mosbak Diagnoser påviser ingenting. De er såmænd bare navne, der sættes på et sæt fænomener, der skal opfylde bestemte kriterier, før de retmæssigt kan betegnes som symptomer på sygdom, og altså blive til en diagnose. I den medicinske videnskab skal en bestemt patologi således kunne påvises via fysiologiske tests, før den må betegnes som en sådan. Desværre opfylder ingen psykiatrisk diagnose dette kriterion, hvorfor det faktisk er lægevidenskabeligt inkorrekt, at anvende diagnoserne. Og, taget følgerne for de diagnosticerede mennesker, som f.eks., men ikke udelukkende, tvangs"medicinering" med hjerneskadende og livsforkortende stoffer, i betragtning, er det også etisk uforsvarligt.
Ærgerligt for resten, at du bakker ud her. Jeg ville virkeligt gerne have hørt, hvad du har at sige om et så interessant emne som f.eks. 85% recovery fra "psykoser" ved en traumefokusseret hjælpetilgang mod 0% ved biopsykiatrisk, medicinsk "behandling". Ærgerligt, men ikke uforventet...
@Kim Gram Næppe overdrevet.
- - - - og så er der vel mulighed for, at bureaukratiet
kan indrettes således, at dersom Skovhuset
muligvis skulle få brug for at tvinge en beboer til
et eller andet, så kunne vedkommende overføres
til en offentligt sygehus - - -
Jeg retter straks fejlen "en" til "et" inden fejlen bliver
registreret et eller andet ubehageligt sted - - -
At høre nogle mennesker her taler ville man næsten tror at personalet på de psykiatriske afdelinger bestiller stort set ikke andet dagen lang end at tæve løs på deres patienter, bortset fra når de sidder på kontoret for lægge hovedet i blød for at finde frem til nye tortur metoder, som de glæder sig vildt til at få afprøvet. Det er ærlig talt helt latterligt.
Marian B. Goldstein og jeg har faktisk et fælles ønske - vi ønsker begge to tvang afskaffet. Forskellen mellem os er at jeg ved af erfaring at det ikke kan lade sig gøre. Hun ved (fra erfaring eller bare udefra hvad hun har læst sig til?) at det kan lade sig gøre. Min overbevisning er, at sker det alligevel en dag er der et betydelig antal mennesker der vil dø, og et større antal der kommer til at bo på gaden, og enærer sig fra affaldsspande foruden nogle der vil begå kriminalitet, enten for at skaffe stoffer, der midlertidigt kan fjerne de symptomer der plager dem, eller fordi de, i en opskruet tilstand af angst og paranoia, fuldstændig mistolker de ting der foregår omkring dem og overfalder sagsløse personer, måske med fatale konsekvenser.
Jeg har ikke et problem med at kalde disse mennesker for 'traumatiserede' hvis det er etymologisk problematisk med ordet 'syg' - dog må jeg indskyde at der ofte ikke findes nogle bestemte traumatiserende livsbegivenheder, som sætter disse mennesker i en helt speciel kategori for sig. De har ikke lidt traumaer ud over de almindelige traumaer der overgå os alle sammen i løbet af en hel normal udvikling. De er bare mere sarbare end os andre overfor de almindelige knubs livet byder på. (Man snakker om 'stress-sårbarhedsmodellen'.)
Og når jeg har læst en del om Soteria men aldrig besøgt et af deres huse (findes ikke i DK så vidt jeg ved) må jeg være åben overfor muligheden for at de kan noget jeg ikke kan, men vil forholde mig skeptisk indtil jeg har set med egne øjne hvad det præcist er de er i stand til og med hvilke grad af traumaer blandt disse grupper af sårbare mennesker. Jeg savner stadig at høre fra Marian hvad det ren konkret er (udover at behandle mennesker med respekt som vi sandelig også gør) Soteria eller Skovhus ville have gjort for at redde livet af kvinden jeg fortalt om i mit tidligere indlæg. Og jeg forstår ikke - hvis det er rigtigt at Soterias tilgang til de traumatiserede er så vellykket - hvorfor der ikke er kommunalstøttede Soteria huse alle vejene. (Jeg gider ikke høre om åndsvage konspirationsteorier om de onde og magtfulde psykiater der rotter sig sammen med medicinalfirma direktører i deres loger for at knuse alternativer til psykiatri).
Dette er iøvrigt et passende eksempel på hvad jeg mener med 'sindsygdommens indre modsætninger'. En kvinde der gerne vil leve og har alt at leve for, som dog kaster sig ud i en handling der vil afslutte hendes liv. Man kan have nok så mange fine teorier om hvilke traumaer det må være hun lider af, og nok så mange idealistiske tanker om hvordan man skulle tilrettelægge den rigtige pædagogiske indsats for at nå frem til hvor kvinden igen kan se det fornuftige i at spise, og går ud i køkkenet og smører sig en sandwich. Denne luksus kan man dog bare ikke tillade sig når man står der med det konkrete ansvar, og alle ens kloge ord er faldet på stenet jord og mislykket, og der er en uge til at elektrolytebalancen begynder at destabilisere, med svigt af de indre organer og død til følge. Man griber til det uskønne og mindre end perfekt metode det er at tvinge kvinden til at spise. Man gør det paradoksalt nok ude af respekt for dette menneskes egentlig ønske om at leve, og der er ingen menneske med et menneskehjerte, inklusive Marian, der ikke ville gøre det hvis de blev sat i samme dilemma.
Beklager adskillige stavefejl!!
@Colin Bradley Du kan kalde det for konspirationsteorier så meget du vil, faktum er, at psykiatrien i langt større omfang end andre lægespecialer er i lommen på medicinalindustrien. For syn for sagen, kan Robert Whitakers "Anatomy of an Epidemic" anbefales.
Statistisk set forhindrer psykiatrien ikke nogen selvmord, mens den samtidigt koster adskillige mennesker livet via "medikamenternes" bivirkninger. Så det er både uholdbart og også patetisk, at påstå, at mennesker ville dø, hvis de ikke fik "hjælp" af psykiatrien. Personligt kender jeg ikke nogen, der har fået det. Derimod kender jeg en masse mennesker, der enten har fået virkelig hjælp andre steder, eller der har formået at hjælpe sig selv, og der i dag lever et liv uden "psykisk sygdom". Mens undtagelsesløst alle, der påstår, at have fået hjælp af psykiatrien, til stadighed lever med deres "psykiske sygdom", deres piller, og deres førtidspension. Der findes noget, der hedder "Stockholm syndrom".
Hvis man gør sig den umage, at lytte til folk, i stedet for at afskrive, hvad de måtte have at sige som "sindssygt" på forhånd -- hvilket selvfølgeligt er det nemmeste at gøre -- vil man opdage, at den modsigelse, du nævner, aldeles ikke er en modsigelse. Somme tider kan tilværelsen som menneske i denne verden være så ulideligt, at man, for at redde sig selv, ser sig nødsaget til at forlade denne tilværelse. Det har ikke noget med et ønske om at dø at gøre, det gælder, tværtimod, overlevelsen.
Hvad man konkret kan gøre, når en situation truer med at blive livsfarlig, er Mary Barnes historie et godt eksempel på.
Hvorfra ved du, hvad nøjagtigt det enkelte, stemplede menneske har været udsat for af traumatiserende oplevelser, så du kan påstå, at der skal findes en sårbarhed, før et menneske reagerer på en måde på traumer, som så kan stemples psykiatrisk? Djævlen ligger i detailjen, og der er ikke to mennesker, der har eksakt de samme oplevelser igennem opvæksten/livet. Så, den der med at "andre har oplevet det samme uden at de derfor blev sindssyge" holder ikke en meter.
Hvis du ønsker, at se, hvordan tvangsfrie alternativer faktisk fungerer, så se på Åben Dialog. Finland ligger lige om hjørnet, og hvis det stadigt er for langt væk, så findes der a) et hav af dokumentation om netop denne form for hjælp til mennesker i krise, og nu også en dokumentarfilm, Daniel Macklers "Open Dialogue".
Mht. at personalet skulle sidde og pønse på nye torturtiltag, tja, her vil jeg med Laing sige, at vi lever i et samfund, der har sat vold og kontrol i stedet for medmenneskelighed og kærlighed. De fleste mennesker er sig imidlertid ikke dette bevidst, og tror, at den vold og kontrol, de udsætter andre for, er kærlighed og omsorg. Man skal være blandt disse ret så ubevidste mennesker, hvis man vil arbejde i psykiatrien, og samtidigt tiltrækker psykiatrien de mest ubevidste mennesker, da man her kan udagere sit magtbehov mere uhæmmet, end nogen andre steder i samfundet. At være ubevidst er ikke det samme som at være ond, vel at mærke. Men det gør mindst lige så meget skade, som ondskab. Og senest når man konfronteres med skaderne, som man har forvoldt, så burde man stoppe op, og tænke sig om.
@ Marian
Jeg tror vi skal enes om at være uenige. Sort-hvid tænkning såsom :
Hvis man gør sig den umage, at lytte til folk, i stedet for at afskrive, hvad de måtte have at sige som “sindssygt” på forhånd — hvilket selvfølgeligt er det nemmeste at gøre — vil man opdage, at den modsigelse, du nævner, aldeles ikke er en modsigelse
og . . .
Man skal være blandt disse ret så ubevidste mennesker, hvis man vil arbejde i psykiatrien, og samtidigt tiltrækker psykiatrien de mest ubevidste mennesker, da man her kan udagere sit magtbehov mere uhæmmet, end nogen andre steder i samfundet.
kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Den ligner det komplette fordomsfuldt billede, man stadig engang imellem henter fra en eneøjet og håbløst forældet kritik med rødder i 1970´ernes antipsykiatri. Jeg er ked af det hvis den ide du har om at vi ikke lytter til vores patienter bygger en erfaring du selv har med en dårlig behandlerteam på et tidspunkt, men det kan man altså ikke generalisere udefra.
Selvfølgelig lytter vi til hvad disse mennesker siger, og betragter det som kernen i vores arbejde, men jeg er nødt til at gentage, at der er tilfælde hvor det simpelthen ikke er nok og/eller muligt. Jeg ville ikke kunne sige om de alternativer du nævner ikke kunne have forbygget situationen, som den udvikler sig hos mange af vores patienter, hvis man havde haft held til at sætte ind på et tidligere tidspunkt, men når det kommer så langt ud, som det nogle gange gør, og de kommer til os, nogle gange med hjælp af politiet, er de slet ikke i stand engang til at forstå hvad en samtale terapi /Open Dialog / Regressionsterapi / hvad har man - går ud på, for ikke at tale om at kunne deltage i det. Så er det man, som professionel, må beslutte sig for en handling, med eller uden patienten, og det kan være nødvendigt at det skal gå ret hurtigt. En manisk delir f. eks. er en direkt livstruende tilstand, og det er håbløst naivt at påstå at sådån noget bare er psykiatriens opfindelse, og bare man vil det, så kan man sætte sig til et bord med en kop kaffe og ordner problemet i samråd med patienen ved at snakke sig frem til en forståelse af det trauma han lider under.
Derudover kan vi blive nødt til at tage os af mange andre former for akutte situationer, heriblandt i forbindelse med adskillige former for demens - eksemplevis Huntingtons Chorea. Her ville udsigten til bedring via traumafokuseret dialoger desværre være lige med nul. Det er altså en organisk-biologisk tilstand (heldigvis meget sjældent) der er tale om og der er ikke noget at diskutere. Jeg bebrejder dig, og andre der tænker som du, ikke, fordi man kan selvfølgelig ikke vide sådanne ting hvis man ikke har arbejdet indenfor psykiatri. Men det er derfor jeg gør gerne mit for at oplyse befolkning om hvad det reelt er vi går og laver, og forhåbentligt hjælper lidt til at nedbryde nogle af de fordomme der findes omkring psykiatri. Det gør jeg aldeles bevidst, ligesom jeg er bevidst om mit arbejde, og den omsorg jeg yder derigennem. Jeg er ikke voldelig, og har ikke noget magtbehov at tilfredsstille, og er ret sikker på jeg har medmenneskelighed med, selv om kærlighed er for mig en privat sag, og ikke noget jeg blander i mit professionel arbejde.
Men det kunne være jeg tage imod din opfordring til at besøge Finland, når jeg har en uge fri til august. Jeg er absolut åben overfor enhver mulighed for at gøre mit arbejde endnu bedre, og som kunne give mig flere strenge at spille på.
Men imens, når nu du beretter om de fantastiske muligheder de alternativer til psykiatri kan byde ind med, så tænker jeg at markedet for disse ting må være store, og hvorfor er det så at der ikke findes et udbredt vifte af tilbud? Du nævner selv at Skovhus ikke er noget 'rigtig' alternativ, så hvorfor ikke slår dig sammen med andre der deler dit syn om psykisk traumaer og begynde at gøre det til en virkelighed? Det ville jeg opfordre dig til, og jeg kan sige dig du får ikke noget konkurrence fra os. Vi ville bare være lykkelig for at nogen kommer og aflaste os lidt.
@Colin Bradley Jeg arbejder i systemet, om end ikke for systemet. Og jeg skal love for, systemet ikke er lykkeligt for det, når vi "blander" os, som det så hedder, når vi gør, hvad vi kan for at få folk ud af den dem af systemet påtvungede hjælpeløshed.
Hvorfor findes der ikke en bred vifte af tilbud? Den findes sådan set også -- for dem, der kan betale af egen lomme. Er man økonomisk afhængig af det offentlige, kan man således skyde en hvid pil efter alt andet, end systemets "one size fits all". Og de, der ikke oplever det som hjælpsomt, de bliver så hentet af politiet. Så skal de sq nok lære, at opleve systemet som hjælpsomt en anden gang.
Hvad det med at lytte angår, så skriver du selv, at mennesker somme tider kan være ikke til at komme i kontakt med, hvilket er i perfekt overensstemmelse med hvad Signe Lykkegaard ved et foredrag om "psykoser" fortalte, at det både var farligt og umuligt, at begive sig ind i et "psykotisk" menneskes univers. En interessant kombination af "umuligt" og "farligt". Noget er vel næppe farligt, når det er umuligt. Men jo, det er faktisk farligt, ekstremt skræmmende, at indlade sig på et menneske, der så i den grad tydeligt konfronterer én med ens eget el-o-er-teh, som såkaldt "psykotiske" mennesker gør det, når man ikke har fået ryddet op i sit eget el-o-er-teh. Og for at undgå, at blive konfronteret, erklærer man det så for umuligt, og mennesket for "sindssygt".
Hvis du mener 1970ernes traumefokusserede tankegange er yt, vil du ikke kunne lide Åben Dialog. Metoden bygger på det systemiske, og dermed på Bateson, double bind, netop. Tilgangen baserer i allerhøjeste grad på, at det aldrig er umuligt, at møde et menneske, uanset hvor "langt ude", hvor det er, og komme i kontakt med det. Hvor der er mening, kan der være kommunikation. Og som Jaakko Seikkula siger, "psykotisk meningsdannelse er meningsdannelse", og dermed aldeles ikke "sindssyg", "psykotisk", eller hvad man ellers kalder det for at ugyldigerklære og derved ufarliggøre.
Hvis du virkeligt vil hjælpe mennesker i krise, så anerkender du deres lidelse, i stedet for at bortforklare den som værende en sygdom. -- Eller måske er det også en sygdom, at råbe om hjælp, og evtl. slå fra sig, når man bliver overfaldet? Det må det jo være, når der findes sygdomme, der hedder "skizofreni", "bipolar lidelse", "depression", og hvad har vi. -- Og så finder du dig et job, i eller udenfor systemet, hvor du ikke er nødt til at yderligere slå -- hårdt, og ikke sjældent tilintetgørende -- ned på folk, der allerede ligger nede, men faktisk har mulighed for at hjælpe dem til at rejse sig og gå deres egen vej. Selv, uden systemets videre indblanding (= kontrol).
Til sidst: jeg taler ikke om virkelig sygdom. Huntington's Chorea er mig bekendt en reel, organisk sygdom. Såkaldt "psykisk sygdom" er en helt anden størrelse.
@ Mariam
De fleste sygdomme forårsager lidelser, ellers var det temmelig meningsløst at kalde dem sygdomme, så jeg ser sådan set ikke noget modsætning i at anerkende, at nogen lider og samtidigt betragte dem som syg. Der findes folk der er forstyrret og 'traumatiseret' nok til at 'systemet' ville kalde dem skizofren, men som tilsyneladende har lært, med eller uden hjælp fra andre, at leve med deres symptomer og lider tilsyneladende ikke besynderligt meget under det. For så vidt jeg taler på 'systemets' vegne, hvis disse mennesker ikke er til fare eller betydelig gene (eksemplevis chikanere daglig med dødstrusler pr. telefon) for selv eller andre har vi ikke noget argument for hvorfor de skulle i behandling, hverken af 'systemet' eller alternativerne, hvis de ikke ønsker det.
Der findes, som bekendt, mange teorier omkring hvad f. eks. en psykose virkelig er, men faktum er at ingen ved det helt sikkert. En psykose kan f. eks. følge en operation, en fødsel, en malaria infektion, søvn deprivation, misbrug af amfetamin ecstacy og andre stoffer, visse former for demensudviklng (eksemplevis Huntingtons Chorea) en kræft udvikling oma, og skønt nogle af disse ting kan være traumatisk, må det give stærke argumenter for - omend ikke hele forklaring på - at en vigtigt komponent i udvikling af en psykose er en organisk ubalance i hjernens biokemisk signal systemer. Du har tilsyneladende heller ikke et problem med at acceptere det hvis det drejer sig om en 'ægte' sygdom, men af uransagelig grund afviser du pure, at fænomenet, der af 'systemet' (egentlig Eugen Bleuler) kaldes skizofreni, og af dig kaldes et trauma kompleks, muligvis tildels i det mindste, kunne tage afsæt i en organisk patologi. Mig bekendt foreligger der ikke afgørende bevis for eller imod hverken 'systemets' eller din hypotese. Jeg ser derfor ingen grund til at være bombastisk og dogmatisk omkring de her begreber.
Et handicap er ikke nødvendigvis det sammen som en sygdom ej heller nødvendigvis bundet sammen med et trauma og genetisk viden vil måske en dag afsløre, at det vi i dag kalder skizofreni, faktisk hverken er en sygdom eller en respons til trauma, men i stedet for et usynlig handicap, en strukturel genetisk sårbarhed, som giver anledning eller disponering til periodvis forstyrrelser i hjernens intern biokemisk kontrol og kommunikationssystem. Hvorvidt den der lider under denne sårbarhed klarer at leve et normalt liv på trods af handicappet kan meget vel være påvirkelig af den støtte der kan hentes i de menneskelige omgivelser, hvilket jeg er overbevist om, indirekt sagtens kan have betydning for selve hjernens biokemiske funktioner. Det er f. eks. derfor vi i psykiatrien forsøger i miljøterapeutisk øjemed at skærme en manisk patient fra et overvæld af stimuli fra omgivelserne fordi erfaring siger at det kan påvirke manien i negativ retning. Så at jeg anser en psykose som noget med en biologiske komponent det ville være fjollet og uprofessionelt at ignorere, er ikke ensbetydende med at så er jeg slave af medicinalindustriens enegyldig svar på problemet, men omvendt synes jeg det er dumt at udelukke muligheden for medicinering hvis patienten selv oplever det som et hjælp. En brækket arm kan selvfølgelig hele uden videre intervention, især hvis andre mennesker er villig til at træde til og yde støtte i det daglige så armen kan aflastes, men det ville være dumt at sige kategorisk at derfor er en gips en unødvendige onde.
Det gør ophavsfolk til Open Dialogue heller ikke så vidt jeg kan læse mig til, de har i stedet for en målsætning om minimum brug af tvang og psykofarmaka, ligesom vi har, men det virker til at de er kommet længere med det end vi er i DK - det vil jeg medgive. Her har vi OPUS som på mange måder synes at ligne OD; dog er den yngrere og ikke så avanceret endnu. Derudover, set fra en logistisk vinkel, må det koster kolossale professionel personale ressourcer, at gennemføre på systematisk vis, og jeg kunne have min tvivl om, hvor man ville få alle de personer fra det ville kræve at fordoble personalestabet, så man har ressourcer nok til at gennemføre treatment meetings daglig hjemme hos de 200 + personer man kunne forvente ville have behov for det i en typisk mellemstor dansk by. For ikke at tale om den politiske vilje til at hoste op med de mange ekstra penge, plus oprettelser af de 3 årig træningskurser for alle de involverede professionelle. Men meld mig ind hvis det skulle ske, det lyder som en udfordring der ligger lige til højrebenet for mig.
Til sidst fandte jeg ikke meget evidens for at OD specielt har meget med Bateson at gøre, og det har du ret i at lige præcist doublebind teorien har jeg ikke meget tilovers for. Den har stået for traumatisering af alt for mange stakkels uvidende pårørende til psykisk syge, som derved fik at forstå at det var dem der var skyld i at deres lille Hans havde det så dårligt, og kun ved at de selv gennemgik en selvransagelse kunne han få det bedre. Ikke så få prøvede også at gøre det men ikke overraskende uden nævnværdig resultat. Det er godt vi har skillet os af med det skidt og aflastet de i forvejen hård presset pårørende af deres falske skyldbyrde.
@Colin Bradley Så længe der ikke eksisterer bevis for, at "psykisk sygdom" er af organisk natur, at det overhovedet er "sygdom" i bogstaveligt, medicinsk forstand, og ikke en meget sund reaktion på "syge" omstændigheder, må det betegnes som etisk uforsvarligt, at pådutte folk dette syn på deres reaktioner på de traumer, de har oplevet. Det er at ikke anerkende deres lidelse, fordi det "anerkender" den under falske præmisser. Med hvilken ret pådutter du andre mennesker din definition af dem? En definition, der som intet andet er skabt til at forhindre disse mennesker i at tage ansvar i eget liv, og frigøre sig? Hvem eller hvad har autoriseret dig til at gøre dette mod andre?
Åben Dialog er så langt fra OPUS, som noget kan være. OPUS er en biomedicinsk tilgang til livskriser, der godt nok prøver, at holde medicineringen nede, men stadigt beskriver den som en "hjørnesten" i "behandlingen". "Patienterne" både afkræves "sygdomsindsigt" (=trosbekendelse) og "motiveres" på det kraftigste til "behandlingskompliance". Med "antipsykotika", selvfølgeligt. De såkaldt "psykosociale" tiltag, OPUS har integreret, går primært ud på én ting: at styrke "indsigt" og "kompliance".
Åben Dialog går ud fra, at "psykoser" er reaktion på en uudholdelig livssituation. Ikke uudholdeligt pga. en eller anden individet iboende smerte, forårsaget af en eller anden individet iboende sygdom, men uudholdeligt som resultat af dysfunktionelle relationer og kommunikationsmønstre i individets omgivelser. Double bind'en er et sådant dysfunktionelt kommunikationsmønster.
Jeg finder det også i denne kommentar fra dig igen meget tankevækkende, hvor meget sympati du har for de stakkels, stakkels pårørende. Mens du ikke ser ud til at have ret meget andet, end angst, og den deraf logisk følgende foragt og voldelighed (tvang) tilovers for disse pårørendes ofre. Et af grundprincipperne i Åben Dialog er, at alle bliver hørt. Officielt på lige fod. Inofficielt, og jeg ved det, fordi en god ven af mig har direkte kendskab til, hvordan der arbejdes i Tornio, tager teamet altid det menneskes parti, respekterer det menneske mest, der er blevet til symptombærer for hele netværkets/familiens "sygdom", for dysfunktionaliteten. Hvordan kan det være, at du åbenbart har mere sympati for overgriberne, end for deres ofre?
Åben Dialog anvender et minimum af "medikamenter", dog aldrig uden mennesket i krises samtykke, og aldrig uden at oplyse om alle risici, der er forbundet med "medicinering", hvilket ville være synd at sige om den danske biopykiatris fremgangsmåde, hvor mennesker ikke får det halve af bivirkningerne at vide, før de sluger den første pille. Åben Dialog anvender ikke tvang. Det er heller ikke nødvendigt at anvende tvang, hvor der anvedes respekt. Ubetinget respekt.
Det er meget vel muligt, at Åben Dialog her og nu, på kort sigt, ikke er et billigt alternativ, selv om Loren Moshers Soteria klart har vist, at man aldeles ikke behøves, at være klinisk uddannet, for at kunne hjælpe mennesker i emotionelle kriser. Faktisk kan vi jo se, at en sådan uddannelse meget vel kan være en hindring, da professionalismen ofte misbruges for at udøve magt via, angivelig, autoritet. I det lange løb er ikke-medicinske alternativer som Åben Dialog langt billigere, end biopsykiatrien, der ikke producerer andet, end førtidspensionister på livslang "medicinering" med ofte ekstremt dyre stoffer, der desuden forårsager et hav af reelle, somatiske følgesygdomme, som diabetes og hjerte-kar-sygdomme, og iøvrigt skaber kemiske ubalancer i hjernen, der gør hjernen overfølsom, resulterende i "tilbagefald" efter "tilbagefald", indlæggelse efter indlæggelse, og, når hjernen er skadet tilstrækkeligt, ophold på bosted.
Med de resultater, forstår jeg for resten kun alt for godt, hvis personalet brænder ud, hvis det, som det er tilfældet, primært er i psykiatrien, at vi finder stress, "depressioner" og også selvmord blandt de ansatte. Men man kan ikke have mel i munden og blæse på samme tid. Enten så giver man traumatiserede, undertrykte, deres stemme berøvede mennesker plads til at frigøre sig, eller så udlever man sit, også af traumatisering skabte, narcissistiske magtbehov, og holder disse mennesker nede, fortæller dem, at de er "handicappede", "svage" "sårbare", "syge", og må lære, at leve med det. Og så må man ikke undre sig, når det på et eller andet tidspunkt giver bagslag.
P.S.: Det vides ikke, hvad "psykoser" skyldes, skriver du. Der er nogen, der ved det udmærket: mennesker i krise selv. Og de fortæller os det umisforståeligt. Men det kræver selvfølgeligt, at man er i stand og villigt til at lytte respektfuldt til disse mennesker, hvis man vil vide det.
Hmm. Mere sort-hvid tænkning... Det ville være lige så nemt at sige:
Så længe der ikke eksisterer bevis for, at “psykisk sygdom” er en bestemt og sund måde at reagere på ret uspecifikke traumaer angivelig oplevet i barndommen og sidenhen fortrængt fra bevidstheden, er det ikke etiske ansvarligt at pådutte andre mennsker dette syn på deres problemer.
Jeg har nok brugt flere tusinde timer af mit liv på at snakke (respektfuldt) med psykotiske mennesker, og faktisk er det påfældende sjældent at jeg har hørt denne svada lige fra hestens mund så at sige. Når jeg har hørt det er det langt mere typisk at høre det fra mennesker som ikke er psykotiske men derimod personlighedsforstyrrede. Jeg afviser ikke at traumatiske oplevelser kan komme til udtryk enten som psykotiske eller som dissociative oplevelser, tanker og tale, og har selv passet tidligere soldater som har været ud i ret grusomme oplevelser, samt kvinder som var som børn udsat for vold og seksuel misbrug, og der er selvfølgelig ikke noget at sige til at disse mennesker kan blive psykisk destabiliseret af disse oplevelser. Det jeg afviser er den pars pro toto prægede form for ræsonnement, som konkluderer, at fordi det virker sandsynligt i nogle tilfælde, at der er en logisk forbindelse mellem et trauma og en psykotiske episode, så må alle psykoser gemme på enten en kendt eller indtil videre uopdaget trauma, og endvidere, at en psykose alene kan forklares udefra disse præmisser. Det er, for at sige det mildt, videnskabeligt set noget teoretisk juks, som ville blive forkastet ved første høring i en akademisk peer review.
Min egne far oplevede en psykose for nylig efter en operation hvor han var overbevist om at plejepersonalet der forsøgte at hjælpe ham var Koreanske kommunister der vil binde og torturere ham i hans seng. Han fik noget Haloperidol, og var sig selv igen efter et par dage. Han er en fornuftig fyr som nok ville have været vred bagefter, hvis der havde været nogen der kom og ville have ham i sin psykose til at søge tilbage i hans liv efter det trauma der måtte ligge bag hans oplevelser, i stedet for at give ham det forbandede medicin så han hurtigst muligt kunne genetablere kontakt med virkeligheden.
Det ville være komplet latterligt at jeg begynder således pludselig at betragte min far som 'offer' i et for længst glemt spil mellem mine bedsteforældre og ham, for at komme til bunds med hans psykose. Psykosens forklaring ligger i den midlertidige biokemiske forstyrrelse i hjernens funktion, forårsaget af operationen og narkosen. Man behøver ikke gøre det til en krise eller se det som andet end en ubehagelig drøm i vågn tilstand, uden noget dybere mening for ens aktuel livssituation. Hvorfor man for enhver pris og uden noget som helst videnskabelig belæg for det, absolut skal afvise enhver tanke om at skizofreni måske også ikke er andet end end en slags drøm i vågn tilstand er mig en gåde.
Nåh! Arbejdet kalder. Der er en patient der vil snakke. Så må jeg prøve om ikke jeg kan gøre det uden at slå ham til plukfisk og binde ham denne gang!
@Colin Bradley Som vidst nævnt i en tidligere kommentar, så kender jeg ikke nogen mennesker, stemplet med "psykose"/"skizofreni" (eller anden "psykisk sygdom"), der ikke har været udsat for traumer. Undtagen dem, hvor "psykosen klart er forårsaget af f.eks. kemiske substanser. Deriblandt de såkaldte "antipsykotika", der, taget over længere tid, "forebyggende", virker snarere psykotiserende, end antipsykotisk. -- Iøvrigt et ret så smart trick, fundet på af medicinalindustrien, at omdøbe neuroleptika, som er den noget mere videnskabeligt korrekte betegnelse for disse stoffer, til "antipsykotika" som i "antibiotika". Sært bare, at stofferne gør det modsatte af, hvad antibiotika har tilvejebragt, og altså kronificerer emotionel lidelse, i stedet for at afhjælpe den.
Dette underbygges videnskabeligt af alle de studier, hvor man har gjort sig den umage, at se på de psykiatriseredes livshistorie. Hammersley og Reads metastudie fra 2007, for eksempel. Det underbygges desuden af resultaterne af henholdsvis medicinsk, psykiatrisk "behandling", hvis "behandling" som oftest resulterer i kronificerig og førtidspension, og, på den anden side, resultaterne af ikke-medicinske, traumefokusserede hjælpetilgange, der i langt de fleste tilfælde resulterer i en løsning af krisen.
Når jeg siger, det er etisk uforsvarligt, at fortælle folk om genetisk betinget "sårbarhed" (=svaghed) og biologisk hjernesygdom, så siger jeg det, fordi disse videnskabeligt uholdbare påstande nødvendigvis bringer mennesket i krise i en position af afmagt, hjælpeløshed og afhængighed af "eksperterne". Påstandene fratager mennesker i krise systematisk alt håb om at kunne løse deres krise, selv, og lader dem alene det "håb", at de kan lære at leve med deres "sygdom", der imidlertid til stadighed kræver "eksperternes" kontrol, og, og dette er måske det mest uetiske, at mennesket i krise undgår alt, der kunne stresse, som f.eks. at ville konfrontere og bearbejde fortiden (i det omfang, som det overhovedet er muligt for mennesker, der er i "behandling" med stoffer, der nedsætter kognitionen ganske betydeligt, og der gør det svært, om ikke umuligt, at være i kontakt med de egne emotioner). Bortset fra det, hvor etisk forsvarligt ville du synes, det var, at fortælle folk, der pga. en skade sidder i kørestol, at de kan glemme alt om nogensinde at kunne komme ud af kørestolen igen, og nægte dem genoptræning, når der ikke findes et eneste bevis på, at de, i deres tilfælde, vil være bundet til kørestolen resten af livet? Når der faktisk findes utallige mennesker, der er kommet op af kørestolen, og er gående på egne ben igen? Eller måske skulle vi heller ikke her, i et sådant tilfælde, indgyde folk et "falsk håb", så vi kan spare dem for en eventuel skuffelse??
Hvad "svadaen" angår: hvor mange gange har du lyttet, respektfuld og med ubetinget åbenhed til det, der kaldes for "symptomer" på "psykose"? Det er nemlig disse såkaldte "symptomer", der fortæller os klart og umisforståeligt hvad en "psykose" er, Ikke hvad der end måtte komme fra et af tvang (apropos double bind: "Det er til dit eget bedste", "Du får mig til at gøre det her mod dig", du godeste!) retraumatiseret, ved hjælp af "antipsykotika" zombificeret, og via "psykoedukation" og evtl. den lidt mere sofistikerede form af denne, der går under betegnelser som CBT og DBT, kolonialiseret menneske. Når mennesker i krise er der, hvor psykiatrien mener, at man kan kommunikere med dem igen, er de som regel også der, hvor de har internaliseret "eksperternes" definition af dem selv og deres oplevelser. Man kan dårligt forvente andet, end en drøvtyggen af psykiatriens definitioner af mennesker, der er blevet frataget det sidste for dem mulige sprog ved at man har indoktrineret dem til at anse dette sprog, dette udtryk af deres sande selv, som "sygdom", noget, der bør frygtes, og bekæmpes med alle midler. Noget, der jo for resten kendetegner vores kultur generelt, på alle niveauer, i alle henseender, at den fører krig mod naturen, også den menneskelige, mod livet. Mens psykiatrien uden tvivl kan siges, at repræsentere kvintessensen af den til enhver tid i et samfund fremherskende ideologi: "Une société se juge à la manière dont elle traite ses fous", er vidst så sandt som det er sagt. Og sikken en bedrift, at få mennesket til at vende sig mod sig selv!
Aj! Hvor har jeg været dum! Hvor kan man lade sig forblinde og forføre af tal og statistik hvis ikke man er en lille smule kritisk. De tal der bliver slynget rundt med for at underbygge hvor stor en succes Open Dialogue har været i V. Lapland virker, ved første sigt virkelig imponerende. 87% recovery, 60% tilbage på arbejde/studiet efter to år og medicinfri, antallet af ny tilfælde af skizofreni hvert år ned fra 35 pr 100.000 til 7 osv osv. Men lad os kigge lidt nærmere. V. Lapland har en befolkning på 72.000. Man må så forvente en fødselsrata på cå 8 -900 børn pr. år. Hvis international gennemsnit for tilfæld af skizofreni gælder, vil mellem 5 - 9 af disse børn udvikler skizofreni i deres liv. Et tal på 35 pr 100.000 (24 for 72.000) er således så helt vild i overkanten, at det eneste man kan konkludere er, at indtil Jaako Seikkula kom på scenen, var V. Lapland betjent af en så ualmindelig dårlig psykiatri at de ikke har haft et begreb om skizofreni, og har bare fuldstændig ukritisk overforbrugte diagnosen formentlig til stor ulemper for patienterne. Ulemperne vil jeg overlade til Marian at remse op - der kan jeg ikke overgå hende. Men det der er sket i Finland er klart. De er begyndt at snakke med deres patienter, hvilket selvfølgelig har medført en langt bedre udredningsproces således at V. Lapland nu kommer ned på linie med andre lande angående antallet af nydiagnosticerede skizofren hvert år. Jeg tror da pokker 87% af de unge mennesker der nu får en ordentlig udredning under deres kriser slipper for en diagnose som det ville have været skandaløst at stille. For mig er det de resterende 13% som er interessant. Hvad sker der ved dem? Har Finland et tilbud til dem som er radikalt anderledes end den vi har i DK?
Er jeg virkelig den første til at have gennemskuet det? Jeg tror ikke jeg behøver tage til Finland alligevel.
@Colin Bradley Vestlapland har, før Åben Dialog blev indført, haft en af de højeste rater af tilfælde af "skizofreni" i verdenen, ja -- og desto mere bemærkelsesværdigt er det, at noget så simpelt som Åben Dialog har kunnet nedbringe antallet til i dag at ligge langt under, og ikke, som du ukorrekt skriver, på linie med, gennemsnittet, ved at hjælpe folk med at komme igennem og ud af(!) deres "psykose", i stedet for at kronificere tilstanden, så den når at opfylde kriterierne for et "skizofreni"stempel. Hvad dette høje antal nøjagtigt skyldes, er ikke helt klarlagt, men der findes teorier, der går ud fra visse psykosociale, "psykosefremmende" miljøfaktorer, der gør sig gældende specielt i Finland. Antallet af "psykoser" er forøvrigt stadigt høj i forhold til andre lande. Her ingen ændring.
At påstå, at et over gennemsnittet liggende antal af "psykoser" respektive, og førhen, af "skizofreni", nødvendigvis må skyldes inkompetente psykiatere, der ikke var i stand til at udrede "ordentligt", og "overforbrugte" stemplet, er lidt for letkøbt.
Og hvis du selv bare var en lille smule kritisk, så ville du også have set på alle de andre, ikke-medicinske, traumefokusserede alternativer, der findes, respektive fandtes. Du mener, at Åben Dialog er et, iøvrigt fuldstændigt misfortolket, eksempel på en ualmindeligt dårligt fungerende psykiatri i Finland. Hvad så med Loren Moshers Soteria projekt? Eller John W. Perrys Diabasis, Familjevårdsstiftelsen i Göteborg? De er så måske allesammen bevis på, at både den amerikanske og svenske og og og... psykiatri ellers er invaderet af inkompetente kvaksalvere, der ikke kan udrede "ordentligt", hvorfor de vildt "overforbruger" stemplet "skizofreni"?? Tja, det kan man vidst godt sige, at biopsykiatrien i sin helhed, og verdenen over, ikke er andet, end inkompetent kvaksalveri...
Radikalt anderledes er tilbuddet til de 13%, som Åben Dialog ikke umiddelbart får hjulpet ud af deres krise, i det, at man ikke opgiver og tyr til godt dopet opmagasinering på være- eller bosted, som man så ofte gør det her i DK. Mens der desværre også findes nogle ældre mennesker, der er institutionaliseret, da de grundet mangeårig "medicinering" under den før-Åben Dialog æra er så hjerneskadede, invalidiserede af tardiv dyskinesi, demens og andet iatrogent, at de aldrig vil kunne klare sig uden hjælp mere.
@Marian Det tal jeg har set trykt for årlig nydiagnosticeret skizofren i V. Lapland var 7, som ved et fødetal på 800 stadig er lidt højt, men i hvert fald indenfor normal parametrer.
Jeg skal på arbejde. Mange tak Marian for en rigtig god debat, jeg har lært noget og kan lige så godt indrømme jeg var i starten rystet af de utrolige tal indtil jeg opdagede hvad der lå bagved.
ps - bare så der ikke er noget misforståelse. Jeg glemmer nu ikke, at der findes alternativer til mainstream psykiatri og vil følge med med stor interesse i hvad de går og laver. Jeg har stor respekt for alle og enhver (på nær Scientology) som gider beskæftige sig med de psykiske syge, for du kan tro jeg forstår hvilke utaknemmelig og yderste vanskelig arbejde det kan være.
vh Colin
@Colin Bradley Jeg ved ikke, hvor du har tallet 7 fra. Jeg har lige checket efter, hos Robert Whitaker for enkelhedens skyld, mens Whitaker nok er den sidste, der gør brug af forkerte data, og her er tallet mellem 2 og 3 nye tilfælde af "skizofreni" pr. år i Vestlapland. Det giver procentualt set et tal mellem 0,25 og 0, 37, "a 90 percent drop since the early 1980s", som Whitaker skriver (Anatomy of an Epidemic, s. 343), og klart et godt stykke under, en fjerde-, respektive godt tredjedel af, antallet i lande som DK. Så der ligger ikke andet bag, end meget nøje ført regnskab. Hvis du leder efter fejlfortolkninger og deslige, må du lede forfra, og kan lige så godt blive rystet igen. Og rystende er det for resten, mildest talt, at man, især efter Åben Dialog en for alle gange har slået fast, at en traumefokusseret tilgang, der undgår medikalisering og i stor udstrækning også "medicinering" af livskriser er vejen frem, når det gælder om at virkeligt hjælpe mennesket i krise, i de fleste vestlige lande, og således også i DK, stadigt nægter mennesker i krise anerkendelsen af deres lidelse og virkelig hjælp.
Hvis noget projekt er veldokumenteret, så er det Åben Dialog. Men det kan godt være, at du er kommet over ældre data. Faldet i "skizofreni"diagnoser er ikke kommet natten over til Vestlapland, men er sket over noget tid, i takt med udvidelsen af et mindre forskningsprojekt ved Keropudas Hospital til at udgøre mainstream-tilbuddet i hele regionen i dag.
Hvad arbejdet med "de psykisk syge" -- hm, "dem og os", nice! -- angår, så finder jeg én ting meget utaknemmeligt og vanskeligt i det: systemet. Et system, der, med undtagelser, som jeg gerne vil indrømme, ikke bestiller andet, end at stikke kæppe i hjulet, både for dem, der virkeligt prøver, at hjælpe, og mennesker i krise selv.
@Marian Jeg vidste godt du ville have det sidste ord! Du har ret - det var min fejl. 7 pr 100.000 er selvfølgelig 4-5 pr 72.000.
Hej hej Marian. Hold fast i det gode arbejde du laver hvor det så end er. Det vil jeg også gøre her.
vh Colin
@Colin Bradley Stadigt et par stykker for meget, og jeg undrer, hvor tallet kommer fra. Tro mig, hvis Whitaker havde citeret forkerte tal, bare et eneste et, havde den amerikanske biopsykiatri samlet været over det med det samme, og det havde været forsidestof for NYT, The American Journal of Psychiatry, og andre medier -- yup, du kan tro, de holder øje med ham derovre, klar til at flå ham for den mindste fejltagelse.