'Vi skal aflevere et samfund, der er i orden'

Der var engang, hvor en elselskabsdirektør kunne sige til sine genstridige forbrugere: »I kan diskutere lige så meget I vil, I får atomkraft alligevel«. Og hvor en anden fra samme selskab sagde: »Maren i kæret er ligeglad med, hvor strømmen kommer fra, bare der er knald på kontakten«.

Selskabet var ELSAM, det jysk-fynske elsamarbejde, og tiden var midt i 1970'erne.

I dag hedder Danmarks største energiselskab DONG Energy, og den administrerende direktør siger:

»Da vi for to-tre år siden besluttede, at vi vil forlade kullene, var det ikke økonomien, der førte til beslutningen, men derimod: Hvad kan vi være bekendt? Hvad vil vi lægge navn til? Vi må prøve at finde ud af, hvordan vi bygger et samfund, der er mere i pagt med naturen, end det vi kommer fra.«

Anders Eldrup er direktøren, der nu i 10 år har stået i spidsen for DONG i starten den danske stats olie- og naturgasselskab, men for præcis fem år siden fusioneret med ELSAM og fire andre elselskaber for at blive DONG Energy. I dag er DONG Energy et selskab, hvor indtjeningen fra elproduktion baseret på vedvarende energi netop har overhalet indtjeningen baseret på kul og gas.

»Vi er blevet meget mere lydhøre over for det omgivende samfund, ikke mindst kunderne,« siger Eldrup, der i høj grad ser liberaliseringen af elsektoren som forklaring.

»Synspunkterne som de nævnte fra 1970'erne bærer umiskendeligt præg af, at man var i en monopoltid. Kunderne kunne mene det ene eller det andet om udmeldingerne, det betød ikke så meget de var der alligevel.«

Boede man i ELSAM's forsyningsområde, fik man sin strøm derfra og havde ikke noget valg. I dag kan elforbrugerne købe strømmen af netop det selskab i landet, de føler sig mest i pagt med.

»At spillereglerne således er blevet ændret har gjort, at vi har været nødt til at slå ørerne ud på en anden måde. DONG Energys beslutning om at forlade kul var i væsentlig grad drevet af, at der var en opposition derude.«

Men det er mere end det.

»Som virksomhed er vore beslutninger normalt baseret på økonomiske regnestykker vi skal kunne levere en bundlinje med sorte tal til aktionærerne men langt hen ad vejen er de også baseret på etiske overvejelser.«

Han nævner DONG Energys overvejelser om bioethanol som eksempel på, at økonomien kan komme i anden række.

»Vi havde en overvejelse om at lave ethanol ud af fødevarer, som man gør det i stor stil i f.eks. USA og Brasilien. Det er pærelet, det er billigt, og vi var på vej til at undersøge, om man kunne bruge noget af det danske overskudskorn til det. Vi var sikre på, vi kunne lave det, og kunne sikkert også have fået en tilladelse, men vi nåede frem til, at vi ikke vil lægge navn til at bruge fødevarer til brændstof i en verden, hvor så mange mennesker går sultne i seng. Det er ikke en fortælling, vi har lyst at være del af.«

I stedet satser DONG nu på at lave 2. generations bioethanol af halm på et anlæg i Kalundborg.

»Det er meget mere indviklet, og vi er stolte af at være de første i verden, der kan gøre det. Det dårlige er, at vi ikke kan tjene penge på det, hvilket ikke er helt ligegyldigt for en virksomhed. Vi håber, at det problem også en dag bliver løst. Vi fravalgte den lønsomme model, fordi vi ville kunne se os selv i spejlet.«

Anders Eldrup giver et andet eksempel, der handler om skifergas, dvs. gas som bl.a. i Nordamerika og Europa findes i betydelige mængder i ofte dybtliggende skiferlag, og som en række olieselskaber nu står på spring for at udnytte i Europa.

»I USA har man nærmest haft en revolution omkring skiftergas, og mange mener, at det må man også kunne gøre i Europa. Vi havde en aftale med et amerikansk firma, der havde nogle licenser i Frankrig og for nogle måneder siden var på vej til at lave test. Men da vi trængte mere ned i, hvad det indebærer, nåede vi frem til, at der er store spørgsmål i forhold til miljøet, og derfor har vi meldt fra. Der er utvivlsomt mange, der kommer til at tjene gode penge på skifergas, men det er ikke en forretning, vi skal være i.«

DONG Energys kulbeslutning, som foreløbig har ført til en reduktion af selskabets kulforbrug med en tredjedel på fire år, handlede heller ikke om, at kulafvikling kunne betale sig, men om det, der for Anders Eldrup personligt er blevet en afgørende drivkraft: Klimatruslen.

Al Gores film En ubekvem sandhed gjorde i 2007 stærkt indtryk på ham, og i 2009 var der i opspillet til klimatopmødet COP15 i København »en særlig stemning, næsten en vækkelse, som vi også var del af. Klimaproblemets alvor stod i forgrunden,« siger direktøren

Med COP15 gik det, som det gik, og med klimatruslen er det blevet værre end forudset tilbage i 2007.

»Det med at holde sig under to graders opvarmning kan man nok skyde en hvid pind efter, er jeg bange for,« siger Eldrup.

Men det betyder ikke, at man skal give op og læne sig tilbage.

»En 'vent og se'-holdning duer ikke, når man kigger ud af vinduerne og registrerer, hvad der sker. Så vi har efter COP15 accelereret vores omstilling væk fra den gamle energiproduktion og over mod den ny. Vores restriktion er selvfølgelig, at vi også skal levere et overskud af en pæn størrelse, så vores dobbelte ambition er at være det energiselskab i verden, der hurtigst stiller om og samtidig viser økonomital, der mindst er på højde med andres. For at sætte tryk på har vi sagt, at vi vil fordoble DONG Energys overskud i 2015. Det er et meget aggressivt indtjeningsmål, men hvis vi kan præstere den dobbelte fortælling at stille om hurtigere end andre og tjene flere penge, så giver det jo andre lyst til at gøre det samme.«

Anders Eldrup mener, at energipolitikken kan og bør være drivkraft for en ny dansk industripolitik, som den var det efter den første oliekrise i 1973-74.

»Når man ser på nogle af ikonerne i dansk erhvervsliv i dag Danfoss, Grundfos, Rockwool, Velux, Løgstør Rør m.fl. så er det virksomheder, der også eksisterede før første energikrise, men som virkelig fik et løft i deres udvikling via den omlægning, man lavede af hele det danske energiforsyningssystem med start i 1970'erne. Det gav os både et energipolitisk og industripolitisk forspring. Den omlægning, vi skal lave nu, kan hvis vi er smarte og heldige måske føde et nyt Danfoss eller Rockwool.«

I dag er DONG selv nummer ét i verden med havvindmøller, både i størrelse og professionalisme. Selskabet var først med at lave en rammeaftale med vindmølleproducenter, først med at købe egne skibe, nu ejer af egen havn og nu i gang med at udvikle nye typer vindmøllefundamenter. DONG har netop i samarbejde med Scottish Power Renewables besluttet at opføre en vindmøllepark på 389 megawatt i Det Irske Hav. Med en elproduktion svarende til 300.000 britiske husstandes behov bliver det en af de største i verden.

»Det plejer at tage to år at lave en vindmøllepark. Nu regner vi med at kunne gøre det på ét. Der er der ingen andre, der kan. Vi mener, vi er to år foran vore konkurrenter, og det er teknologisk set et enormt forspring: Hvis man bliver ved at flytte sig, kan andre ikke indhente én hvis man går i stå, er man hentet efter to år.«

DONG's succes bør også andre dele af dansk erhvervsliv kunne opnå. Men det kommer ikke automatisk.

»Det forspring, Danmark erhvervede sig i årene efter første energikrise, bliver nu kraftigt udfordret. I de år tog vi en del guldmedaljer, men vi var også ene om at stille op. I dag er der virkelig konkurrence. Jeg hørte forleden en højtstående embedsmand i EU-Kommissionen sige: 'Det er virkelig deprimerende. Vi snakker og snakker i Europa, men hvem er nu nummer ét i verden med cleantech? Det er Kina. Hvem er nummer to? Det er USA. EU er kun nummer tre en sløj position i forhold til selvforståelsen og al snakken'.«

Du siger, at I netop nu er der, hvor indtjeningen fra den vedvarende energi overhaler kul og gas i DONG's elproduktion. Men jeres største enkeltforretning er stadig olie og gas fra Nordsøen. Hvordan hænger det sammen med klimaforskernes bud om, at tre fjerdedele af de kendte fossile reserver bør blive i undergrunden, hvis vi skal kunne blive under to graders opvarmning?

»Vi kan ikke få energisystemerne til at hænge sammen i en overskuelig fremtid uden gas. Vi har lukket halvdelen af vore kulværker og faser resten ud relativt hurtigt, så kul er en saga blot hos os, men gas kan vi ikke undvære i mange år frem. Uanset hvor meget vi holder af vind og sol, så er det ustabile energikilder, og vi har endnu ikke et færdigt svar angående lagringen. Gassen er nødvendig for at fylde hullet ud. Det er gassen, vi går efter i Nordsøen, men engang imellem rammer man jo olie i stedet,« siger Eldrup.

Tallene viser, at to tredjedele af DONG's Nordsøproduktion er gas, resten olie.

10 år har Anders Eldrup foreløbig brugt på projektet med at forvandle olie-gasselskabet DONG til den danske energisektors grønne flagskib og internationale frontløber DONG Energy. Før det brugte han over 25 år i Finansministeriet, heraf de sidste 10 år som departementschef.

»Da jeg blev færdig som cand.scient.pol., var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle arbejde i den offentlige sektor. Jeg ville ind og påvirke samfundslivet. Det var en ung mands lidt abstrakte forestillinger,« fortæller han.

I 1979, under den anden oliekrise og da Eldrup var på vej mod de centrale kontorer i ministeriet, gav socialdemokraten Knud Heinesen den historiske afskedsreplik, da han kastede håndklædet i ringen som finansminister for en gældsplaget nation:

»Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«.

Den replik blev afgørende for Eldrup.

»Det blev en slags vækkelse for mig. Der var jo græske tilstande i Danmark, hvor det ikke var sikkert, vi kunne betale gælden, og hvor det blev sandsynligt, at mændene med mapperne fra IMF ville komme og bestemme, hvad vi skulle gøre.«

Fra da af og 15 år frem blev det at få styr på økonomien altdominerende for Eldrup som for mange af den generations politikere og embedsmænd.

»I årene som departementschef var mantraet: 'Fandeme nej, vi er et af verden rigeste samfund, det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan styre vores forhold. Vi skal aflevere et samfund, der er i orden'.«

»Økonomien var mantraet, når jeg stod op om morgenen. Man kan jo blive fuldstændig hjernevasket og hjernevaske sig selv. Da jeg var holdt op som departementschef i 2001, blev jeg interviewet af to fra RUC, som sagde: 'Hvordan kunne du være det bekendt? Hvordan havde du det med dig selv med at sidde alle de år og skære ned. Det er jo din skyld, at sygehusene ikke er i orden, at der er for mange børn i institutionerne ...' Og jeg vidste jo godt, at det vi gjorde havde nogle effekter, men jeg var bare så fokuseret på at få styr på den pokkers økonomi, og så måtte det andet gå, som det kunne. Det er først efterfølgende, at jeg har fået det dårligt med det,« siger Anders Eldrup.

På en vis måde har forløbet hos DONG været parallelt. Al Gores budskab var næsten det samme som Heinesens vi stirrer ned i en afgrund og det påvirkede Eldrup lige så stærkt.

»Det startede ikke med klimaet, men det er de senere år blevet hovedoverskriften. Fællesnævneren for mig har været at rode med noget, som havde en nyttig effekt for samfundet og derfor var værd at stå op til.«

Men dit nye projekt får du ikke dårlig samvittighed over?

»Det håber jeg da ikke.«

I de 10 år som departementschef kørte du parløb om økonomien med Mogens Lykketoft, der som finansminister er blevet kaldt 'den mest frygtindgydende af alle finansministre'. Forleden sagde Lykketoft her i avisen, at 'vores livsform og opfattelse af materiel vækst må nødvendigvis forandres meget, meget grundlæggende (...) Den form for vækst, vi er vant til, er ikke langsigtet mulig.' Hvor langt kan du følge den tankegang?

»Den kan jeg følge meget langt. Hvis jeg skulle bestemme i dag, ville jeg lægge vægten på ikke at øge det private forbrug, men at tage fat på investeringer, der peger i retning af det nye samfund, hvor man kan opnå samme grad af behovstilfredsstillelse og velfærd med et mindre ressourceforbrug. For det bliver helt nødvendigt.«

»Det Lykketoft samler op, er, at vi er på vej væk fra ét paradigme og over i et andet, et helt andet samfund, som vi ikke helt forstår endnu, og hvor der stadig er en meget famlende og usikker begrebsdannelse.«

Det centrale er at finde de nødvendige greb for at bygge et samfund, der er mere i pagt med naturen, siger DONG-chefen.

»I 20 år, siden Murens fald, har forståelsesrammen været, at jo mere markedsøkonomi, desto bedre. Nu stilles der spørgsmål ved, om ikke der skal en lille fodnote til den forståelsesramme.«