Har børn og fædre ret til hinanden?

Tænk, hvis kvinder i Danmark ikke som udgangspunkt havde stemmeret. Tænk, hvis en kvinde, når hun fyldte 18 år, skulle indsende en ansøgning til en offentlig myndighed, som så skulle vurdere om hun var 'politisk egnet' og om hendes holdninger var i overensstemmelse med 'nationens bedste'. Og tænk hvis denne myndighed så havde magten til at afgøre, om en kvinde skulle have stemmeret eller ej.

De fleste vil nok finde bare tanken om en sådan ordning absurd, utidssvarende og dybt problematisk, og som kvinde ville man sikkert oven i købet føle sig krænket på sit køn - og det med god grund. Det er en integreret del af det danske samfund og vores demokrati, at kvinder fuldt ud anerkendes som politiske borgere, og at de har samme adgang til det politiske rum som mænd.

Den 1. oktober 2007 fik vi i Danmark en ny lov om forældreansvar. I denne lov stadfæstes et princip for børns og fædres ret til at være sammen med hinanden efter en evt. skilsmisse mellem mor og far, der i praksis fungerer på netop den måde, som vi her har forestillet os et system for kvinders stemmeret.

Når et forældrepar bliver skilt træder en sondring mellem bopælsforælder og samværsforælder i kraft. Bopælsforælderen er den, som enten gennem frivillig aftale, gennem domskendelse eller ved en kombination af frivillighed og tvang, får børnenes folkeregisteradresse hos sig. I Danmark er 89 procent af alle bopælsforældre kvinder, og der er ikke noget i den nye lov, som antyder, at den statistik skulle blive anderledes i fremtiden.

Selvom den nye lov er blevet præsenteret under en parole om, at "børn har ret til to forældre," så er det alligevel stadigvæk sådan, at en samværsforælder ikke automatisk har ret til samvær med sit eget barn. Lovens § 19 siger: "-barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. -Den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær."

I praksis betyder det: Mænd skal enten have morens eller statens tilladelse for at kunne være sammen med deres børn. Dette er højst problematisk af en række årsager.

For det første er det en grov krænkelse af mænd og fædre, at de skal anmode Statsforvaltningen om samvær med deres eget barn. Hvis man som kvinde vil sætte sig ind i denne krænkelse, kan man som ovenfor forestille sig, hvordan det ville være at skulle søge om stemmeret eller ret til at ytre sig offentligt. Loven rummer en mistænkeliggørelse af manden ene og alene på grund af hans køn. Hvorfor skal staten ind og kontrollere manden, efter han er blevet skilt? Man kontrollerede ham jo ikke, da barnet blev født, og man kontrollerer jo heller ikke moren. Men når en mand er blevet skilt, er han pludselig ikke længere en ressource, men først og fremmest en risiko for barnet.

For det andet indebærer det en reel destabilisering af forholdet mellem barn og far, når man på denne måde har skudt det offentlige ind som det nødvendige bindeled mellem dem. For nu at sige det rent ud, så er Statsforvaltningerne ikke en velsmurt og effektiv maskine, men et tungt og trægt bureaukrati, som arbejder med begrænsede ressourcer under stort arbejdsmæssigt pres. Udover risikoen for fejlvurderinger betyder det ofte lange sagsbehandlingstider. Statsforvaltningen kommer således til at fungere som en flaskehals, som far og barn skal passere igennem, inden barnets ret til samvær kan effektueres. Det betyder altså, at selvom barnet angiveligt har "ret til samvær," så kan der gå måneder, hvor det ikke ser den ene af sine forældre. Med udsigt til tusindvis af fædre, som i de kommende måneder søger om genoptagelse af deres sag i henhold til den nye lov, vil dette problem blive meget akut for rigtigt mange børn og fædre.

Man kan selvfølgelig mene, at det er godt, at staten går ind og kontrollerer forholdet mellem børn og forældre for at beskytte barnet mod evt. overgreb og mistrivsel. Et af indsatsområderne i den nye lov handler da også netop om vold og overgreb mod børn. Indgangsvinklen til denne problematik er imidlertid højst besynderlig, da man på forhånd har besluttet sig for, at det kun er samværsforældre (typisk far), der er i stand til at udøve vold og overgreb på barnet og bopælsforælderen (typisk mor). I de nye vejledninger til Statsforvaltningen hedder det:

"Det må anses for meget alvorligt, såfremt en samværsforælder har udøvet vold over for sit barn, og samværet må i disse situationer ophæves af hensyn til barnet. - Sager, hvor der er påstand om voldelig adfærd over for bopælsforælderen eller dennes familie, kan således føre til ophævelse af samværet."

Dette udpluk er repræsentativt for hele vejledningen, for så vidt som der konsekvent kun tales om samværsforælderens vold mod barnet og bopælsforælderen, mens evt. vold fra bopælsforælderen ikke nævnes med et ord. Hvis lovens intention er at beskytte barnet mod overgreb, er sondringen mellem bopælsforælder og samværsforælder vel overflødig. Er det værre at få tæsk af far end af mor? Og skal børn ikke beskyttes mod evt. fysiske og psykiske overgreb fra deres mødre? Man kan endog forestille sig, at visse samværsforældre vil undlade at reagere på mistrivsel hos bopælsforælderen af frygt for at starte en konflikt og dermed blive frataget al kontakt til børnene. Her havde det været på sin plads, om man i lovens udformning havde turdet gøre op med det tabu, at mænd altså ikke har monopol på voldsudøvelse og andre overgreb mod børn.

Ligeledes er statsforvaltningen højst forudindtaget i deres løsning af sager, hvor der er vold, konflikt eller anden mistrivsel. Den nye vejledning siger: "Et afslag på samvær kan være begrundet i, at barnet er udsat for en række belastninger. Der kan være tale om psykiske, fysiske eller sociale belastninger, som fører til en sådan udsathed hos barnet, at dette gør det påkrævet, at der ikke fastsættes samvær, eller at et samvær ophæves, selv om der ikke er noget at udsætte på samværsforælderen".

Og omkring afgørelser om suspension af samvær i sager med højt konfliktniveau mellem forældrene hedder det simpelthen: "Skyldsspørgsmålet har ikke betydning for vurderingen." Statsforvaltningernes universalløsning på enhver form for overgreb, mistrivsel eller konflikt er altså stadigvæk: Ud med far!

Det kan jo være meget godt i de sager, hvor det rent faktisk er samværsforælderen, der er ude af stand til at tage vare på barnet. Men i andre sager kan det være katastrofalt. I praksis betyder loven, at hvis bopælsforælderen blot laver så tilstrækkelig meget konflikt og chikane, at det går udover barnet, så skal myndighederne nok skaffe samværsforælderen af vejen, uanset om han er medskyldig i konflikten eller ej.

Suspenderes samvær med en god og velmenende far pga. chikane og konflikt fra mors side fungerer det som en dobbelt straf af barnet. Ikke alene mister det kontakten til den ene forælder, men det overlades til og med alene med en anden forælder, som tydeligvis ikke er i stand til at tage vare på det.

Den nye lov om forældreansvar er ganske vist et skridt i den rigtige retning. Loven rummer en masse gode hensigter, som i nogen grad er blevet omsat til enkelte gode konkrete tiltag. Man skal imidlertid ikke lade sig forblænde af overskrifterne om, at der med lovens styrkelse af den fælles forældremyndighed er kommet ligestilling mellem far og mor. Så længe man bibeholder et system, hvor far skal søge om samvær, mens mor har naturret til barnet, vil man blive ved med at opleve sager, hvor det lykkes en usamarbejdsvillig mor at afskære far og barn fra hinanden i månedsvis og i enkelte tilfælde helt at ødelægge deres relation.

Hvis man virkelig mente noget med parolen om "barnets ret til to forældre", så ville man, sådan som man f.eks. har gjort i Australien, indføre en regel om, at med mindre andet er bestemt, så har barnet pr. automatik ret til lige meget samvær med mor og far. Så ville det være op til mor at ansøge om og argumentere for, at samværet med far skulle nedsættes eller helt suspenderes, hvis det var det, hun mente. Det ville naturligvis kræve, at vi i Danmark viste mænd ligeså stor tillid og anerkendelse i den private familie-sfære, som vi viser kvinder i den offentlige politik-sfære. Så langt er ligestillingen i Danmark åbenbart ikke nået endnu.

Ole Bjerg er Sociolog og forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.