IGNORANCE. Vi var ikke kommet langt ind i det nye år, før Berlingske ramte os med det alarmerende budskab: En nyfødt dansker vil koste samfundet næsten en million kroner mere, end der betales tilbage set over et livsforløb. Velfærdsstaten vakler.
Godt en måned senere fulgte Jyllands-Posten op med "en helt ny prognose" om den dramatiske udvikling i samfundsøkonomien: Hver nyfødt dansker koster samfundet 850.000 kroner – dansk økonomi bliver mere og mere uholdbar. Nyheden fortsatte med at sprede uro hele vejen rundt i det danske medielandskab.
Det kræver ikke den store fantasi at se for sig, hvordan så kostbare borgere hurtigt vil knockoute selv en velfærdsstat i nogenlunde topform. Synet giver en ubehagelig gysen, ens krisebevidsthed skærpes, og man bliver blød i knæene over for stramninger af velfærden.
Der er bare lige en hage ved historierne: Den svimlende sum per dansker kan ikke direkte bruges til at forudsige velfærdsdanmarks sikre kurs mod afgrunden. Socialstaten er nemlig ikke nødvendigvis truet, fordi hver dansker koster mere, end han betaler.
Dette er med forhenværende overvismand Torben M. Andersens ord en vigtig ting i økonomisk teori, og Velfærdskommissionen gør da også en del ud af at forklare det overraskende fænomen i sin første analyserapport i 2004. Her beregner den desuden, at vi har lov til hver især at være en underskudsforretning på cirka 400.000 kroner, uden at der kommer problemer med statens budget på længere sigt.
Årsagen er – populært forklaret – at der for et par hundrede år siden var en generation, der betalte for, at deres børn fik skolegang med videre, uden at de selv nød samme goder. Den arv er gået igen fra generation til generation og giver staten en renteindtægt, der altså i dag svarer til cirka 400.000 kroner per dansker.
Tallet 850.000 kroner er desuden et forældet beløb, som bygger på en fremskrivning af dansk økonomi, før de betydelige opstramninger med blandt andet Genopretningspakken. De fremskrivninger, som regering og vismænd i dag lægger til grund, vil derfor give en langt lavere "pris på en dansker".
En korrektion er altså på sin plads, konstaterede jeg og gik i gang med opgaven. Det var imidlertid lettere tænkt end gjort: Dagbladet Information; Politiken, Weekendavisen og Ugebrevet A4 havde ingen aktuelle planer om at stå på den debat. I takt med afslagene vokser min frustration, ikke mindst fordi myten om "danskerprisen" på de 850.000 kroner og dens skæbnesvangre følger for velfærdsstaten lystigt fortsætter sin tour-de-force med at vildlede og skræmme læsere og lyttere, nu typisk i kommentarer på diverse medieplatforme.
Jeg føler mig hensat til den britiske journalist og mediekritiker Nick Davies' Flat Earth News-univers, hvor "the mass media now operate more like a global village idiot, deeply ignorant and easily led". Og ikke særlig modtagelig for at justere på vedtagne sandheder.
Mit gæt er, at miseren skyldes journalister, der ikke har researchet godt nok på historien, parret med den omstændighed, at medier typisk viger tilbage for at kommentere på andre mediers kampagner.
– Astrid Schou, freelancejournalist i Medieteam NV
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Har ikke fulgt historien, så bare af almindelig nysgerrighed og uvidenhed. Er der nogen, der kan forklare mig om man, i de omtalte regnestykker, også har taget højde for de værdier folk i arbejde skaber via deres job? Her tænker jeg eksempelvis på den omsætning en butiksansat skaber ved (helt lavpraktisk) at gøre kunderne istand til at smide penge i kassen eller en sælger skaber ved at charmere os våde nok i trussen til at købe det store TV istedet for det mindre.
Nick Davies citatet rammer plet. Dog er det ikke alene massemedierne, der fejler. Det gør journalister også, når de ikke opponerer mod deres rolle som dumhedens, uvidenhedens og kritikløshedens apostle.
Krumtappen i fordummelsesprocessen synes jeg er mest tydelig når man betragter de telegrammer Ritzau rundsender. Kvaliteten og lødigheden af disse er ofte stærkt tvivlsom. Samtidigt er det sløret hvem afsenderen er. Det er ikke altid Ritzau. Det kan være danske massemedier, der forfatter et telegram pva. Ritzau, hvor de angiver sig selv som kilde, og får det rundsendt til alle landets medier som endnu et telegram.
Når medier og journalister kritikløst og ureflekteret gengiver alle andres postulater, og ingen interesse har i at være/blive oplyste eller at forsøge at oplyse publikum, er det journalistisk projekt kuldsejlet. Det journalistisk projekt er blevet afløst af demagogi, uvidenhed, fravær af reflektion og kritik og alt der burde forbindes med journalistik. Det er reelt blevet et fordummelsens og bedragets projekt.