Den udvoksede menneskelige organisme udgøres af mindst 30 billioner celler, der lever i et dynamisk samspil med hinanden og omgivelserne, og som hele tiden underkastes celledelinger eller fornyelse af cellekomponenter, der balanceres med programmeret celledød (apoptose). Det er derfor ikke vanskeligt at forstå, at der af og til kan ske forstyrrelser i vækstregulering og i regulering af cellernes opførsel, også uden nogen specifik ydre årsag.
Der er gode eksperimentelle holdepunkter for, at mange kræftsygdomme udvikles fra en enkelt eller nogle få celler. En sådan celle undergår en række ændringer, ofte mutationer, hvorved abnormt arvemateriale (DNA) hobes op i cellen og til sidst fører til ændringer i cellens evne til fornyelse og vækst. Disse ændringer finder ofte sted årtier før kræftsygdommen giver sig til kende.
Cellens vækst og celledelingen styres af en balance mellem to sæt modsatrettede mekanismer, vækststimulation og væksthæmning. Når en normal celle bliver til en kræftcelle, skyldes det en række ændringer i disse mekanismer. Øget vækststimulation fremkaldes ved ændret funktion eller mængde af særlige gener, onkogener. Disse geners produkter er typisk vækstfaktorer eller vækstfaktorreceptorer. Ved en uhensigtsmæssigt stor produktion af vækstfaktorer eller fremkomst af for mange eller forkerte former af receptorer kan cellens tilbøjelighed til celledeling øges uhensigtsmæssigt og unddrage sig den almindelige kontrol.
Et vækststimulationssignal begynder på cellens overflade og sendes derfra til cellekernen, hvor faktorer, som styrer celledelingen, produceres. Signalet sendes via en reaktionskæde (kaskade), hvis elementer også kan være sæde for kontrolsvigt i forbindelse med kræftudvikling. Også disse ændringer kan forårsages af forandringer i onkogener. Den modsatrettede kontrolmekanisme, bremsesignalerne, styres af andre gener, suppressorgener. Mangel på disse eller opståen af mutationer, der hindrer genernes funktion, er hyppigt et led i kræftudvikling. Endelig har disse signaler betydning for de faktorer (cykliner og cyklinafhængige kinaser), der styrer celledelingen. Disse komponenter kan hæmmes af en række af suppressorgenernes produkter, fx p53-proteinet, som overvåger integriteten af DNA, dvs. sikrer, at celledeling kun får lov at finde sted, hvis DNA er intakt. Hvis der er fejl i DNA, vil p53-proteinet sørge for, at cellen bliver aktiveret til apoptose og ikke til celledeling. Fravær eller beskadigelse af p53-proteinet er et meget hyppigt forekommende fænomen i kræftceller og medfører formentlig, at cellerne deler sig, selvom de indeholder beskadiget DNA. I det hele taget vil kræftceller ofte have erhvervet evne til at undslippe apoptosen pga. ændringer i de gener, som er knyttet til apoptosen. I øvrigt kan disse ændringer også medvirke til udvikling af resistens over for kræftbehandling, idet en del af behandlingen tilsigter apoptose.
I modsætning til normale celler kan kræftceller ofte blive ved med at dele sig, dvs. de er udødeliggjorte. Normale celler kan dele sig 50-60 gange i kultur, hvorefter de mister evnen til celledeling. På dette tidspunkt er enden af det enkelte kromosom, det såkaldte telomer, brugt op. Kræftceller derimod indeholder et enzym, telomerase, som hele tiden sørger for, at telomeret er intakt, hvorved celledelingerne kan fortsætte i det uendelige. Baggrunden for kræftsvulsternes karakteristiske uhæmmede vækst er således på mange områder opklaret.
Uhæmmet vækst er imidlertid kun et af kræftsygdommenes biologiske kendetegn. Evnen til at trænge ind i omliggende væv (invasiv vækst) er en anden vigtig egenskab. Denne evne synes relateret til forekomsten af en gruppe vævsnedbrydende enzymer, såkaldte proteaser. Disses aktivitet reguleres af et kompliceret sæt af hæmmere og receptorer fordelt på en række forskellige celletyper. Når kræftprocessen skrider fremad, spiller faktorerne sammen, således at der sker ødelæggelse af det omkringliggende væv. De mange forskellige systemer støtter hinanden, således at processen kan fortsætte, selvom et af systemerne sættes ud af spillet.
Kræftcellernes evne til at danne metastaser betinges dels af invasionsevnen, dvs. vandring fra svulst til blod- eller lymfekarbane, dels af ændringer i de af celleoverfladens molekyler, der sikrer vedhæng (adhæsion) til naboceller. Normale celler holdes på plads ved hjælp af et sæt karakteristiske adhæsionsmolekyler, som forankrer cellerne, der hvor de hører til. Disse molekyler er formentlig også ansvarlige for de enkelte cellers tilhørsforhold til specifikke organer. Kræftceller kan mangle disse adhæsionsmolekyler, hvorved de bliver uafhængige af at skulle forankres til bestemte lokaliteter, eller de kan have defekte adhæsionsmolekyler, der gør det muligt for dem at slå sig ned et nyt sted, fx i lunge eller lever. Den videre vækst af en metastase og i øvrigt også af selve svulsten er afhængig af blodtilførsel. Kræftceller kan ved hjælp af udsendelse af såkaldt angiogenetiske faktorer tiltrække små blodkar, således at blodforsyningen til svulsten eller metastasen sikres. De nævnte forhold er endnu ikke tilstrækkeligt belyst, men behandlingsstrategier, der udnytter kendskabet til de molekylære mekanismer vedrørende invasion, metastasedannelse og angiogenese, er udviklet i betydeligt omfang.
De samlede kendetegn ved kræftcellen kaldes den maligne fænotype. Kræftcellen er udviklet af organismens egne celler, og udviklingen tager ofte mange år og foregår gennem mange cellegenerationer. På grund af betydelig instabilitet, dvs. stor mutationshyppighed, den beskrevne udødeliggørelse af kræftcellen samt mangelfuld eller fraværende apoptose vil den færdigudviklede kræftsvulst indeholde mange forskellige slags celler. Denne uensartethed (heterogenitet) vil give sig til kende som forskelligt udseende celler eller celler med forskellige egenskaber, fx forskellig følsomhed for behandling. Dette har stor betydning for behandlingsstrategi og -resultater.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.