Det er tid til en konstruktiv ligestillingsdebat

Der var engang en verdensorden baseret på sexistiske regler og love. Det var dengang, jorden stadig var flad, og der fandtes uægte børn og skøger. Dengang heksene brændte på bålet, og munkene herskede på klostrene. Dengang kvinder og mænd havde hver sin fast definerede rolle, som ikke kunne rokkes, thi sådan havde Gud skabt dem: kvinden i mandens billede.

Datidens kønsopfattelse er heldigvis en saga blot, men ikke desto mindre er den ved at genopstå i form af de ’liberale’ ligestillingsforkæmpere, der mener, at ligestilling ikke handler om, at vi skal være ens, men om, at vi skal have ens muligheder. Her henviser de vel og mærke til, at kønnene ikke skal være ens. Det er så at sige valgsproget hos denne oprørsgruppe.

Som feminist er jeg ikke uenig i dette udsagn, nej, jeg vil tværtimod påstå, at jeg lever efter den selv samme devise. Der, hvor jeg adskiller mig tydeligst fra de ’liberale’, er i spørgsmålet om køn. Det forholder sig nemlig sådan, at præmissen for deres tilgang til ligestilling er, at der findes to køn og to kønsbaserede værdisæt; et kvindeligt og et mandligt.

Men sådan er kønnene ikke skabt. Vi bliver ikke født med værdier, det er samfundet, der pådutter os dem og dermed tvinger drenge til at ligne hinanden og have de samme værdier og vice versa med pigerne.

Hvis vi virkelig havde de samme muligheder, ville drenge og pige da stræbe efter at ligne sit eget køns norm mest muligt? Svaret er nej; den store forskel på kønnene er anatomien. Værdierne har intet med køn at gøre. En mand kan være præcis ligeså moderlig, som en kvinde kan være faderlig. Det faktum burde de ’liberale’ nå til konsensus om, næste gang de mødes til damefrokost.

Friheden bliver taget fra børn

Debatten om drenge- og pigelegetøj er et godt eksempel. Skal vi opdrage piger til at lege med lyserødt og drenge til at lege med blåt? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Det giver dem ikke lige muligheder. Tværtimod er det med til at sætte dem i bås.

Personligt fik jeg som barn frie rammer med det resultat, at jeg tilbragte de fleste af mine barndomsår i prinsessekjoler, alt imens jeg legede med klodser og modeltog, lykkeligt uvidende om at jeg var unormal set med samfundets øjne. Men hvor var jeg dog glad, når jeg dansede rundt i mormors gulvlange parisermodel fra 1960’erne.

Det frustrerer mig, at nogen ønsker at tage den frihed fra børn. Liber betyder fri; et fantastisk smukt ord, der står skrevet i panden på mig. Ironisk nok benytter de ’liberale’ ligestillingsforkæmpere sig af det samme ord. Men hvori består friheden, hvis samfundet allerede har bestemt dit køns værdier? Jeg er med på, at de ’liberale’ mener, at staten ikke skal ned i nogens underbukser, og at den skal holde sig langt væk fra regulerende kønspolitik, men hvorfor skal mennesket ikke have lov at forme sine egne værdier uafhængigt af sit køn?

Det er frygtelig simpelt at være fortaler for de konventionelle kønsroller, når man passer ind i dem, altså er hvid og hetero, men mange glemmer, at vi ikke alle er sådan, og at flere højst sandsynligt ville bryde med deres køns norm, hvis det ikke var så ilde set at afvige fra de traditionelle kønsroller. Derfor nytter det ikke at tale om mande- og kvindekønnet som to faste størrelse.

Med den ’liberale’ ligestilling er vi på vej tilbage i tiden; til en tid hvor kønnene havde hver sin fasttømrede rolle i samfundet, og det er en ærgerlig udvikling, fordi den gør os mindre fri.

Kritikken skal dog ikke kun rettes mod de ’liberale’, men også mod dele af den feministiske lejr, blandt hvilke der stadig hersker en opfattelse af, at kønskampen er en kvindekamp. Her er udgangspunktet, at der findes to køn og to kampe; en mandekamp og en kvindekamp. Men kampen er grundlæggende den samme for alle os, der ønsker at opnå ligestilling.

Derfor er det på tide at lægge kvindekampen på hylden og åbne øjnene for den virkelige ligestillingskamp – den, der omfatter feminister, bøsser, lesbiske, transkønnede, aseksuelle, queers, polygamister etc. Verden er blevet større og mere kompleks, siden kvindekampen opstod, så hvis debatten skal være konstruktiv, bør alle, liberale såvel som røde, få fingeren ud af deres egen provinsielle navle og stikke den ned i den globale muld.

I februar deltog jeg i Kvinderådets nytårskur, hvor et udvalg af folketingets ligestillingsordførere debatterede med diverse interesseorganisationer inden for ligestilling. Her gik det op for mig, at ligestillingskampen er forældet og selvdestruktiv, fordi opfattelsen af kvinder og mænd ikke har forandret sig, siden kvindekampen opstod.

For det første var antallet af kvinder betydeligt højere end antallet af mænd, hvilket vidner om, at kvinderne stadig sidder tungt på debatten. Derudover var emnerne de samme forudsigelige som altid: ligeløn, prostitution og barsel var øverst på listen. Jeg anerkender vigtigheden af alle emnerne, men jeg tror, debatten skal begynde et helt andet sted, nemlig der, hvor vi diskuterer mænd og kvinder som et samfundsskabt koncept; hvad vil det sige at have et køn, og hvordan er dit køn forbundet med din identitet?

Der foreligger et hav af teorier på området, som beskriver, hvordan køn er noget, samfundet i høj grad opfinder og tvinger ned over hovedet på folk. Af højrefløjen bliver vi feminister anklaget for at kæmpe en kamp, der for længst er vundet. Jovist, kvindebevægelsen har haft mange sejre, men ikke desto mindre påtager vi os stadig stereotype kønsroller og underlægger os diskriminerende værdisæt, som minimerer vores muligheder for selv at vælge, hvem vi vil være. Kampen for kønslig frigørelse er påtrængende vigtig, og det er dér, vi som feminister skal starte ligestillingskampen.

Vor historie har givet os indsigt og mulighed for at åbne vore øjne. Den har vist os, hvordan folk, der før blev undertrykt på grund af køn, seksualitet eller hudfarve, har fået rettigheder ved at kæmpe imod uretfærdigheden i vort samfund. Historien har vist os, at kampene nytter, og at de skal kæmpes for at opnå ligestilling. Og der er stadig sejre at syne i horisonten. Martin Luther King, Harvey Milk og Judith Butler har vist os enestående eksempler på, at kampene nytter. Vi skylder dem og mange andre en stor tak. Hvor havde vi været uden deres kampe? Lad os tage ved lære af dem og vor historie – lad os åbne vore øjne!

Det ærgrer mig, at politiske tiltag som for eksempel kønsregulering er en nødvendighed, men desværre har det vist sig, at vi spilder talent, vi forsumper i gamle kønsroller, og det heteronormative samfund lever i bedste velgående. Det har taget mig lange seje overvejelser at komme til den nedslående konklusion, at markedet ikke selv magter opgaven. Men tro mig, når man først er kommet til den erkendelse, at der må gøres noget aktivt for mere ligestilling, erfarer man, at metoderne ikke er smertefulde, men tværtimod berigende.

Lad mig med disse ord igangsætte den konstruktive ligestillingsdebat, der slipper kønnene fri af normerne. Som Suzanne Brøgger udtrykker det: »Hjemme hos os er vi ikke mand og kone, men kand og mone.«