Gaddafi spiller højt spil

Marsa Matruh, Egypten Siden tirsdag har det regnet med raketter, granater og bomber over Asdabiya i det østlige Libyen. Øjenvidner beretter, at Gaddafi-regimets enheder har oprettet kontrolposter ved alle indgange til byen, og at enhver, der forsøger at nærme sig, bliver beskudt. I går blev også lufthavnen i Benghazi bombet.

Det afgørende slag om Libyens synes at nærme sig.

Men selv om oprørernes situation i det østlige Libyen synes at blive mere og mere prekær for hver time, der går, er det faktisk Gaddafi-regimet, der kæmper mod uret. Allerede tirsdag aften meldte libysk stats-tv at Asdabiya var indtaget. Men i går kunne tv-stationen Al Arabiya vise tv-billeder fra byen af oprørere og regeringsstyrker, der kæmpede fra hus til hus.

Ifølge øjenvidner er der stadig kampe i byen, og flere kvarterer i byen har skiftevis været kontrolleret af regeringsstyrkerne og oprørerne.

Men libysk stats-tvs triumferende meldinger til trods er Gaddafi-klanens militære og diplomatiske formåen med angrebet på Asdabiya strukket til det yderste.

»Vi er ikke interesseret i hævn, vi vil ikke slå nogen ihjel. De kan gå i fred,« lød den overraskende forsonlige udmelding fra Gaddafis søn Saif al Islam, da han onsdag opfordrede oprørslederne i Benghazi til at udvandre med deres familier til Egypten.

Bag den milde gestus mod dødsfjenderne gemmer der sig i brutal militær realitet. Gaddafifamilien er ved at løbe tør for soldater til at nedkæmpe oprøret.

Gaddafi-senior har således bedt om hjælp og opfordret regeringstro borgere til så at sige at gøre oprør mod oprørerne i Benghazi og hjælpe til med at erobre byen indefra. Men det er heller ikke sket endnu.

I sin konstante frygt for at blive væltet af et kup, har oberst Gaddafi, der selv kom til magten ved et kup som 27-årig løjtnant, bevidst sørget for at landets hær har været lille, svag, demoraliseret og dårligt udrustet. De eneste enheder, der er både loyale, veludrustede og veltrænede, er dem, som oberstens egne sønner kontrollerer.

Det er således Khamisbrigaden opkaldte efter sønnen af samme navn, der er gået til angreb på Asdabiya.

Hidtil har familiemilitsen kunnet gøre brug af sin overlegne ildkraft, udstyr og træning, da slagene med oprørerne har fundet sted i åbent terræn i tyndt befolkede ørkenområder.

Her har oprørerne, der har udstillet deres manglende organisation og træning, forsamlet sig under klart markerede kontrolposter, der har været lette mål for både artilleri og luftbombardementer.

Men disse fordele gælder ikke i bykamp. Her kan oprørerne søge dækning både fra luften og jorden under hustage og bag mure.

Og vis Khamisbrigagaden fortsætter til Benghazi uden først at have nedkæmpet oprørerne i Asdabiya risikerer de at forsyningslinjerne til Tripoli over tusind kilometer mod vest bliver kappet.

Men det er ikke kun på den militære front, at Gaddafiklanen har satset hele butikken. Ved at belejre og bombardere en by med over 100.000 indbyggere i dagevis og skyde på alt, hvad der rører sig, og uden at skelne mellem bevæbnede oprørere og civile på flugt har oberst Gaddafi udmalet for alle i Vesten, hvad en langvarig belejring og erobring af Benghazi vil betyde.

Og efter i de seneste dage at have været begravet under en atomsky af frygtelige nyheder fra Japan er Libyen pludselig dukket op på den internationale agenda med hidtil uset kraft.

At det danske Folketing mest venstreorienterede parti, Enhedslisten, der vanskeligt kan beskyldes for at være skydegale, har forslået at sende det danske forsvars lager af Stingermissiler til oprørerne, er et klart tegn på, at den internationale opinion i de seneste døgn dramatisk har nærmet sig oprørernes krav om udenlandsk militærhjælp.

New York Times beretter således om en afgørende ændring i synet på konflikten i Washington, hvor man efter at have været yderst kølig over for en ikkeoverflyvningszone nu ifølge avisen er begyndt at presse på ikke bare for en flyveforbudszone, men også for en køreforbudszone, der skal forhindre brugen af kampvogne ved hjælp af bombardementer og bevæbning af oprørerne. Frankrig og Storbritannien meldes også klar til at gå i aktion uden om FN. Også Danmarks statsminister har åbnet for en dansk deltagelse uden FN.

Men selv hvis det skulle lykkes Gaddafi med Saddam Hussein-agtig brutalitet og tusindvis af civile ofre til følge at genindtage Benghazi hvad der er tvivlsomt og hvis end ikke så stor en forbrydelse mod menneskeheden vil fremprovokere en udenlandsk militærintervention hvad der synes utænkeligt vil Gaddafi-regimet sandsynligvis få en langvarig guerillaopstand at kæmpe slås med, en kamp de heller ikke har gode udsigter til at kunne nedkæmpe.