Skatteministeriets krav var ikke forældet efter forældelsesloven

Den 9. maj 2017 blev X ApS taget under konkursbehandling. Anmodningen om konkursbehandling var indgivet af SKAT, der havde opgjort sit krav til i alt ca. 1,3 mio. kr. En del af kravet omfattede selskabets indeholdelser af A-skat og AM-bidrag for løn til A, der er søn af selskabets daværende direktør og registrerede ejer, B.

Den 17. januar 2020 sendte Skattestyrelsen som led i partshøringen et forslag til afgørelse til A om bl.a., at hans skat for 2015, 2016 og 2017 blev ændret, så A-skat og AM-bidrag angivet af X blev nulstillet og dermed ikke godskrevet på hans årsopgørelse. Efter partshøringen traf Skattestyrelsen den 18. maj 2020 afgørelse om bl.a. nulstilling af A-skat på i alt 187.515 kr. og AM-bidrag på i alt 47.265 kr. vedrørende de nævnte indkomstår.

For Højesteret angik sagen alene, om Skattestyrelsens krav var forældet på afgørelsestidspunktet den 18. maj 2020. Parterne var enige om, at spørgsmålet om forældelse skulle afgøres efter forældelseslovens regler, og at kravet var omfattet af den almindelige treårige forældelsesfrist.

Skatteministeriet anførte, at forældelse allerede blev afbrudt ved partshøringen den 17. januar 2020, jf. forældelseslovens § 16. Højesteret fandt, at hverken ordlyden af forældelseslovens § 16 eller forarbejderne hertil giver grundlag for at fastslå, at en myndigheds partshøring afbryder forældelse.

Højesteret udtalte, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Kravet over for A kunne således tidligst rejses den 9. maj 2017, hvor X blev erklæret konkurs, og forældelsesfristen for kravet kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt.

Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret udtalte herved, at nulstilling forudsætter blandt andet, at den skattepligtige indkomstmodtager eller dennes nærtstående kan bebrejdes, at der er sket udbetaling af løn og godskrivning af skatter på et tidspunkt, hvor vedkommende i kraft af sin tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, og således at der heller ikke var udsigt til, at der senere ville kunne ske betaling, jf. herved Højesterets domme UfR 1981.473 og UfR 2013.1843 samt Den juridiske vejledning, afsnit A.D.6.

Højesteret fandt, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var suspenderet, så længe skattemyndighederne ikke havde fået kendskab til eller burde have fået kendskab til, at denne betingelse for nulstilling er opfyldt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret tiltrådte, at Skattestyrelsen efter bevisførelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om A eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. 

Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den 18. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling.

Landsretten var nået til samme resultat. 

Video- og lydoptagelser samt vidneforklaring relateret til infiltration i fængsel kunne indgå som bevis i straffesag

Den 4. november 2016 blev Louise Borglit dræbt med knivstik i Elverparken i Herlev. Politiet mistænkte T for at være gerningsmanden. I 2020 afsonede T i en anden sag en dom på fængsel i 8 år. Med henblik på at afklare mistanken vedrørende drabet på Louise Borglit besluttede politiet og anklagemyndigheden at foretage en infiltration ved at placere en polititjenestemand, ”Frank”, på samme afdeling i Enner Mark Fængsel som T.

Samtaler mellem T og Frank, der fandt sted i perioden fra den 30. oktober 2020 til den 21. november 2020, blev optaget med skjult udstyr, som Frank bar på sig, og T’s og Franks celler blev aflyttet frem til i hvert fald den 22. november 2020. Der blev desuden foretaget videooptagelse af en af T og Franks gårdture i fængslet. Der blev endvidere foretaget rumaflytning og observation med tv-kamera af T’s celle i Nørre Snede Fængsel og af fængslets besøgsrum i forbindelse med, at Frank i perioden fra den 8. december 2021 til den 30. marts 2022 flere gange besøgte T.

Spørgsmålet i kæresagen var, om optagelserne og polititjenestemanden Franks vidneforklaring kunne anvendes som bevis i straffesagen.

Højesteret udtalte, at en infiltration som den foreliggende kunne iværksættes som følge af politiets almindelige efterforskningskompetence, og at dette efterforskningsskridt dermed var underlagt et almindeligt sagligheds- og proportionalitetskrav.

Ved vurderingen af, om indsættelsen af Frank som infiltrator var et sagligt og proportionalt efterforskningsskridt, måtte der lægges vægt på, at der var tale om en intensiv form for infiltration, der var rettet mod en mistænkt person, der var indsat i et fængsel, og som angik en allerede begået forbrydelse og havde til formål via en form for kammeratskab at få oplysninger fra T, som i givet fald ville kunne inkriminere ham selv. Der måtte imidlertid også lægges vægt på den efterforskede forbrydelses særdeles alvorlige karakter og oplysningerne om mistanken mod T og om, at andre efterforskningsmuligheder var udtømt.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at politiets og anklagemyndighedens beslutning om at iværksætte den omhandlede infiltration var saglig og proportional. Højesteret udtalte endvidere, at der havde været ført tilstrækkelig kontrol med infiltrationen.

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at hemmelig overvågning og aflytning af privatpersoner til brug for en efterforskning, der sker under medvirken og teknisk bistand fra offentlige efterforskningsmyndigheder, udgør et indgreb i udøvelsen af den aflyttedes privatliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb skal for at være i overensstemmelse med konventionen bl.a. have hjemmel i loven, jf. artikel 8, stk. 2. Det er ikke nærmere reguleret i retsplejeloven, om politiet må optage samtaler, som infiltratoren selv deltager i som led i infiltrationen.

Højesteret udtalte, at legalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, ikke var opfyldt med hensyn til aflytningerne foretaget af polititjenestemanden Frank ved brug af personbåret skjult aflytningsudstyr i et fængsel som led i efterforskningen rettet mod T.

Ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er Menneskerettighedskonventionens artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang ikke generelt til hinder for brug af beviser, der måtte være fremskaffet i strid med national ret, eller brug af beviser, der måtte være tilvejebragt i strid med konventionen. Det afgørende er, om den nationale proces efter en helhedsvurdering er rimelig. I denne vurdering indgår karakteren og tyngden af den tilsidesatte rettighed, og om forsvarets rettigheder er respekteret, herunder om forsvaret har mulighed for at anfægte og imødegå beviset og foranstalte yderligere bevisførelse. Det indgår også, om beviset er pålideligt, herunder om de omstændigheder, som beviset er opnået under, rejser tvivl om dets værdi eller nøjagtighed. Bevisets betydning spiller også en rolle, idet det indgår i vurderingen, om beviset er det eneste eller afgørende bevis. Endelig skal der foretages en afvejning mellem det offentliges interesse i efterforskning og strafforfølgning af forbrydelser og den anklagedes interesse i, at beviser tilvejebringes på en lovlig måde.

Højesteret tiltrådte af de grunde, landsretten havde anført, at det forhold, at legalitetskravet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, ikke var opfyldt, ikke i sig selv var til hinder for, at optagelser fra personbåret aflytningsudstyr ville kunne anvendes som bevis i en straffesag.

Om T’s ret til ikke at udtale sig og til ikke at inkriminere sig selv var blevet tilsidesat, beroede på en vurdering af samtalerne mellem ham og polititjenestemanden Frank.

Om samtalerne måtte det lægges til grund, at T flere gange selv bragte drabet i Elverparken ind i samtalerne, og at han i mange af disse samtaler optrådte som den styrende, mens Frank overvejende lyttede eller stillede almindelige konversationsspørgsmål til det, som T fortalte. Højesteret udtalte dog, at der undervejs i nogle af samtalerne forekom momenter, hvor samtalen isoleret set havde træk, som kunne sammenlignes med en afhøring, fordi Frank blev mere styrende for samtalen og bl.a. udtalte sig vedholdende om, at T’s tidligere udtalelser om drabet ikke kunne passe.

Højesteret udtalte, at alle samtalerne mellem T og polititjenestemanden Frank foregik frivilligt og uden, at T var blevet udsat for et utilbørligt pres for at få ham til at tale med Frank om det efterforskede drab.

Som anført af landsretten var der ikke tvivl om lydoptagelsernes ægthed, og T havde haft adgang til at anfægte, at optagelserne kunne indgå i sagen, og han ville frit kunne argumentere imod at tillægge dem bevismæssig betydning, når byretten skulle afgøre skyldspørgsmålet. Anklagemyndigheden havde oplyst, at den også påberåbte sig andre beviser i sagen.

Efter en helhedsvurdering af de anførte forhold fandt Højesteret ligesom landsretten, at det ikke ville være i strid med retten til en retfærdig rettergang, der følger af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, at tillade anklagemyndigheden at anvende hele det video- og lydoptagede materiale og polititjenestemanden Franks vidneforklaring som bevis i sagen. Der var under de ovenfor anførte omstændigheder heller ikke i øvrigt sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at optagelserne og vidneforklaringen ikke kunne indgå som bevis i sagen.

På den anførte baggrund fandt Højesteret ligesom landsretten, at samtlige de for byretten afspillede video- og lydoptagelser og polititjenestemandens vidneforklaring kunne indgå som bevis i sagen.

Sygedagpengeregreskrav skulle forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, 1 måned fra fremsættelse af kravene

A blev i marts 2017 påkørt frontalt af en spøgelsesbilist, der var ansvarsforsikret hos Forsikringsselskabet Himmerland G/S. Som følge af trafikulykken blev A sygemeldt fra sit arbejde, og Aalborg Kommune betalte sygedagpenge til hende samt sygedagpengerefusion til hendes arbejdsgiver.

Den 13. november 2017 fremsatte kommunen et sygedagpengeregreskrav over for forsikringsselskabet på ca. 112.500 kr. for en afgrænset periode. Kommunen rykkede i maj 2018 forsikringsselskabet for svar. I juni 2018 bad forsikringsselskabet kommunen om dokumentation for årsagssammenhæng, hvilket kommunen ikke besvarede.

I juni 2019 traf Patienterstatningen afgørelse om, at A var blevet påført en behandlingsskade i forbindelse med en operation af hånden umiddelbart efter trafikulykken i marts 2017, men at denne bl.a. ikke berettigede til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Afgørelsen blev sendt til forsikringsselskabet i juli 2019, som kort derefter udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til A.

Den 20. januar 2020 fremsatte kommunen et yderligere sygedagpengeregreskrav på ca. 276.900 kr. for den resterende periode, der ikke var omfattet af det første sygedagpengeregreskrav. Forsikringsselskabet anmodede efterfølgende kommunen om bl.a. at dokumentere, at kommunen havde overholdt sin tabsbegrænsningsforpligtelse. Efter yderligere korrespondance sendte kommunen den 25. marts 2020 yderligere akter, hvorefter forsikringsselskabet den 4. maj 2020 betale begge regreskrav.

Sagen angik for Højesteret tidspunktet for forrentningen af kommunens sygedagpengeregreskrav.

Højesteret udtalte indledningsvis om hjemlen for forrentning, at kommunen ved udbetaling af sygedagpenge til A og sygedagpengerefusion til hendes arbejdsgiver indtræder i A’s krav mod forsikringsselskabet. Da A’s krav mod forsikringsselskabet forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, skulle kommunens krav mod forsikringsselskabet som udgangspunkt også forrentes efter disse bestemmelser.

Herom udtalte Højesteret, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at fristen for forrentning på 1 måned begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse.

Højesteret fastslog herefter, at det efter indholdet af det af kommunen fremsendte materiale til forsikringsselskabet den 13. november 2017, måtte have stået selskabet klart, at det var berettiget, at kommunen havde udbetalt sygedagpenge og sygedagpengerefusion i den periode, som denne del af regreskravet angik. Det kunne under hensyn til A’s betydelige skader som følge af trafikulykken ikke føre til et andet resultat, at der verserede en sag ved Patienterstatningen vedrørende en behandlingsskade.

Fristen på 1 måned skulle således løbe fra den 13. november 2017, for den del af kravet, der var fremsat på dette tidspunkt.

Vedrørende det yderligere regreskrav på ca. 276.900 kr., der blev fremsat den 20. januar 2020, udtalte Højesteret, at forsikringsselskabet – efter at have modtaget Patienterstatningens afgørelse den 12. juli 2019 – havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til A for samme periode, som denne del af regreskrav angik. Selskabet havde således forud for den 20. januar 2020 vurderet, at A var uarbejdsdygtig i perioden, og at der ikke forelå konkurrerende skadesårsager. Højesteret fastslog herefter, at 1 månedsfristen for denne del af kravet løb fra den 20. januar 2020.

Landsretten var nået til et andet resultat for så vidt angår det første regreskrav. 

Ikke godtgørelse af afgift på varer anvendt til fremstilling af varme brugt til produktion af spædevand, da der var tale om en samlet varmeleverance 

Landmænd have ikke retlig interesse i spørgsmålet om gyldigheden af en række regler vedrørende bl.a. beskyttelse af grundvandet i Danmark

Kvinde, der var dømt for at fremme virksomheden for Islamisk Stat, blev frakendt dansk indfødsret, men ikke udvist

T var straffet med 4 års fængsel for i perioden fra februar 2015 til marts 2019 sammen med sin daværende ægtefælle og deres seks mindreårige børn at være indrejst i Syrien og dér at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS), idet T gennem sin tilstedeværelse, herunder ved at virke som hjemmegående husmor for og hustru til personer, der var aktive i IS, bidrog til, at IS kunne opretholde og konsolidere sin position i området, jf. straffelovens § 114 e, 1. pkt. Hun var endvidere straffet for uden tilladelse at have opholdt sig i konfliktområder, hvor IS var part i en væbnet konflikt, i strid med straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3.

T har syv mindreårige børn og ét myndigt barn, der alle er danske statsborgere.

For Højesteret angik sagen, om T skulle frifindes for overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt., for to nærmere angivne perioder, hvor hun opholdt sig i områder, der var kontrolleret af IS, om der var grundlag for at nedsætte eller forhøje straffen, om T skulle frakendes sin danske indfødsret, og om T skulle udvises.

T havde for det første anført, at hun først to måneder efter indrejsen til Syrien forstod, at hendes daværende (første) ægtefælle kæmpede for IS. For det andet havde T anført, at hun ikke havde fremmet IS’ virksomhed i en periode på over 10 måneder fra hendes første ægtefælle afgik ved døden til hun blev gift med sin anden ægtefælle, der arbejdede som ambulancefører for IS.

Højesteret henviste til, at landsretten havde fundet det bevist, at T ved sin indrejse til Syrien og under sit ophold vidste, at IS var en terrororganisation, at hun under sit ophold virkede som husmor og opfostrerede sine børn dér, mens hun i en periode var gift med en mand, der kæmpede for IS, og i en senere periode var gift med en mand, der arbejdede som ambulancefører for IS. Hun havde frivilligt taget til Syrien og frivilligt blevet dér. Efter en gennemgang af forarbejdernes beskrivelse af det objektive gerningsindhold i straffelovens § 114 e, 1. pkt., samt forsætskravet efter bestemmelsen fastslog Højesteret, at T med rette var straffet for overtrædelse af bestemmelsen i hele perioden.

Højesteret fastslog endvidere, at straffen på fængsel i 4 år var passende fastsat.

Angående spørgsmålet om frakendelse af Ts indfødsret, udtalte Højesteret, at der ved vurderingen heraf, efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, skal foretages en proportionalitetsafvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side en frakendelses betydning for den pågældende. I tilfælde som det foreliggende, hvor T er dømt for mere alvorlige forhold, bør der som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Frakendelsen af indfødsretten skal endvidere være i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og de krav, der følger af EU-retten.

Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret, at – uanset Ts stærke tilknytning til Danmark, navnlig som følge af hendes herboende otte børn – der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om frakendelse af dansk indfødsret. Højesteret henviste i den forbindelse til karakteren og grovheden af Ts kriminalitet og hendes tilknytning til Bosnien-Hercegovina, hvor hun fandtes også at være statsborger.

Angående spørgsmålet om udvisning udtalte Højesteret, at det var ubestridt, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem T og hendes syv mindreårige børn. Højesteret udtalte, at hvis T blev udvist, vil der som følge af det nævnte afhængighedsforhold være en betydelig risiko for, at børnene sammen med hende må forlade Unionens område og dermed ikke effektivt kan nyde deres rettigheder som unionsborgere. Efter EU-Domstolens praksis vil dette være i strid med Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde, medmindre der foreligger et ekstraordinært tilfælde.

Højesteret udtalte, at det efter de foreliggende oplysninger måtte lægges til grund, at det ikke ville være forsvarligt at flytte børnene fra Danmark til Bosnien-Hercegovina. Højesteret henviste til, at det måtte tages i betragtning, at de fem ældste børn blev taget med til Syrien, hvor de opholdt sig ca. fire år i områder kontrolleret af IS, og at alle syv børn under opholdet i Syrien sammen med deres mor blev nødt til at flygte mange gange på grund af den væbnede konflikt i de pågældende områder. Børnene opholdt sig end­videre mere end to år i al Hol-lejren, hvor de sammen med deres mor blev tilbageholdt af de kurdiske myndigheder. Børnene var nu – efter at være kommet til Danmark –i god trivsel og udvikling, og velintegreret i skole og børnehave.

Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret herefter, at der ikke forelå et ekstraordinært tilfælde, og at hensynet til børnenes tarv afgørende talte imod at fravige udgangspunktet og udvise T. T, der således har ret til ophold i Danmark afledt af hensynet til børnene, blev herefter frifundet for påstanden om udvisning og tildelt en advarsel om udvisning.

Landsretten var nået til samme resultat. 

Mangler ved badeværelse gav ikke grundlag for afslag i købesummen

I august 2019 solgte A sin ejerlejlighed på ca. 62 m2 beliggende i indre København til B og C til udbudsprisen på 3.195.000 kr. Overtagelsesdatoen var 1. september 2019, og lejligheden var uden bopælspligt.

Parterne var enige om, at der forelå mangler ved badeværelset. Skønsmanden havde opgjort udbedringsomkostningerne på handelstidspunktet til ca. 117.000 kr. (130.000 kr. fratrukket 10 %) og værdien af forbedringer til ca. 40.000 kr.

Som anført i bl.a. Højesterets dom af 23. april 2004 (UfR 2004.1873) og Højesterets dom af 11. oktober 2012 (UfR 2013.140) må der ved afgørelsen af, om en køber i en mangelsituation har krav på afslag i købesummen, tages udgangspunkt i, om kendskab til forholdet ville have ført til, at købesummen var blevet lavere. Vurderingen heraf må ske under hensyn til størrelsen af udbedringsomkostningerne på handelstidspunktet – absolut og i forhold til købesummen – samt det påberåbte forholds beskaffenhed, f.eks. på den ene side en væsentlig og aktuel ulovlighed over for på den anden side et forhold, der ikke inden for en overskuelig periode vil forringe ejendommens anvendelighed. 

Efter bevisførelsen lagde Højesteret til grund, at B og C ved deres besigtigelse af lejligheden forud for købet lagde mærke til, at der var revner i badeværelsesgulvet. Højesteret udtalte, at de dermed burde gå ud fra, at revnerne skulle udbedres, og at der kunne være fugtskader. De forsøgte ikke at opnå et afslag i udbudsprisen. Der var ikke grundlag for at fastslå, at B og C kendte eller burde have kendt til de konstaterede skjulte mangler i form af bl.a. mangelfuld vådrumssikring i badeværelset.

Efter skønserklæringerne og bevisførelsen i øvrigt udtalte Højesteret, at udbedringsomkostningerne med fradrag for forbedringer skønsmæssigt kunne fastsættes til 80.000 kr. svarende til ca. 2,5 % af købesummen.

På den anførte baggrund fastslog Højesteret, at det ikke var sandsynliggjort, at kendskab til de skjulte mangler ved badeværelset ville have ført til en nedsættelse af købesummen. Højesteret bemærkede i øvrigt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at de skjulte mangler gjorde badeværelset uanvendeligt.

Betingelserne for at tilkende B og C afslag i købesummen var således ikke opfyldt.

Landsretten var kommet til et andet resultat.

I perioden fra august 2011 til december 2014 modtog den canadiske pensionskasse Healthcare of Ontario Pension Plan (HOOPP) i alt ca. 912,5 mio. kr. fra de danske skattemyndigheder vedrørende refusion af udbytteskat.

Den 21. december 2018 indgav Skatteforvaltningen stævning mod HOOPP til Københavns Byret med påstand om, at HOOPP skal betale de 912,5 mio. kr. tilbage, da HOOPP ifølge skattemyndighederne ikke var skattemæssig ejer af de udbyttegivende aktier og derfor ikke var berettiget til refusion af udbytteskat. Sagen blev henvist til Østre Landsret, da sagen er af principiel karakter.

Den 24. september 2019 indgav Skatteforvaltningen adcitationsstævning mod Nordea og rejste samme krav mod Nordea. Stævningen blev indgivet til Københavns byret, der traf afgørelse om at henvise sagen til Østre Landsret. Landsretten har besluttet, at kravene skal behandles under sagen mellem Skatteforvaltningen og HOOPP.

Den 11. marts 2020 indgav Skatteforvaltningen adcitationsstævning mod en række internationale banker mv. til Københavns Byret. Skatteforvaltningen har i stævningen gjort gældende, at de internationale banker har pådraget sig et erstatningsansvar ved at medvirke i et skattearrangement, som ifølge Skatteforvaltningen var skyld i, at Skatteforvaltningen uberettiget havde udbetalt 912,5 mio. kr. til HOOPP. Bankerne har nedlagt påstand om afvisning og frifindelse.

Det fremgik af stævningen, at Skatteforvaltningen ønskede at inddrage kravene mod de internationale banker mv. i sagen mod HOOPP og Nordea, men at domstolenes sagsportal ikke teknisk gav mulighed for at indlevere adcitationsstævningen til Østre Landsret, og at Skatteforvaltningen derfor havde indleveret adcitationsstævningen via www.minretssag.dk (domstolenes sagsportal) til Københavns Byret.

De internationale banker mv. fremsatte indsigelse om, at der ikke er værneting i Danmark for Skatteforvaltningens krav mod dem. Østre Landsret udskilte værnetingsspørgsmålet til særskilt afgørelse, og den 12. oktober 2022 afsagde landsretten kendelse om, at der er værneting for kravet her i landet.

Den 10. maj 2023 afsagde landsretten kendelse om, at Skatteforvaltningens krav mod bankerne ikke tillades inddraget i sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea. Skatteforvaltningen appellerede kendelsen til Højesteret.

Ligesom landsretten fandt Højesteret, at den fremgangsmåde, som Skatteforvaltningen havde anvendt med henblik på at få kravene mod de internationale banker inddraget i sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea, var i overensstemmelse med retsplejeloven. Højesteret fandt endvidere, at spørgsmålet om værneting ikke skulle prøves af Højesteret.

Spørgsmålet var herefter, om Skatteforvaltningens krav mod de internationale banker har en sådan sammenhæng med Skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nordea, at kravene uanset de internationale bankers indsigelser bør behandles under samme sag.

Højesteret udtalte, at der ved vurderingen heraf måtte lægges vægt på navnlig, om kravene udspringer af de samme retsstiftende kendsgerninger, eller der i øvrigt vil være sammenfald med hensyn til bevisførelsen eller med hensyn til de juridiske synspunkter, som kravene støttes på. Højesteret henviste til, at det følger af forarbejderne til retsplejeloven, at der navnlig kan være behov for at tillade kumulation, så krav mod eller mellem flere skadevoldere kan behandles under samme sag. Der må også lægges vægt på bl.a. hensynet til at undgå, at der træffes indbyrdes modstridende afgørelser om fremsatte krav. Der må desuden tages hensyn til de ulemper og omkostninger, som behandling under én sag kan medføre for nogle parter, og til de fordele og besparelser, der kan være forbundet hermed for andre parter.

Højesteret fandt, at vurderingen af sammenhængen mellem kravene måtte ske på grundlag af de anbringender, som Skatteforvaltningen har gjort gældende til støtte for de fremsatte krav, og Skatteforvaltningens angivelse af den forventede bevisførelse.

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at Skatteforvaltningens krav mod de internationale banker har en sådan sammenhæng med Skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nordea, at kravene, uanset de internationale bankers indsigelser, skal behandles under samme sag.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Det var bedst for barnet, at forældremyndigheden blev overført til faren

Familieretten og landsretten traf afgørelse om, at forældremyndigheden over barnet, født i 2014, skulle overføres til faren. Både familieretten og landsretten traf derudover afgørelse om, at barnet skulle have seks overvågede samvær med moren, som barnet ikke havde været sammen med siden midten af 2022.  

For Højesteret angik sagen alene, hvem der skulle have forældremyndigheden over barnet.

Højesteret fandt, at det efter oplysningerne i sagen måtte lægges til grund, at faren ikke havde modsat sig de sam­vær, som var forsøgt gennemført både før og efter landsrettens dom, og at faren havde forsøgt at overtale barnet til at deltage heri. Det måtte efter de nye oplysninger for Højesteret endvidere lægges til grund, at barnet fortsat utve­tydigt havde givet udtryk for, at han ønskede at bo hos sin far.

Højesteret fandt på denne baggrund, at det var bedst for barnet, at forældremyndigheden blev overført til faren.

En person, der havde været udsat for frihedsberøvelse, tilkendt 20.000 kr. i tortgodtgørelse

B var ved Østre Landsrets dom i en straffesag fundet skyldig i at have frihedsberøvet A og over en periode på ca. 9 måneder at have afpresset ham for ca. 880.000 kr. Under frihedsberøvelsen, der varede ca. 6 timer, var A blevet iført en hætte, og han var under trusler med kniv blevet tvunget til at udlevere sit NemID og cpr.nr., der blev anvendt til at overføre ca. 120.000 kr. fra hans konto. B blev ved dommen idømt behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen.

For Højesteret angik sagen, om B skulle betale tortgodtgørelse til A, og i givet fald med hvilket beløb.

Højesteret udtalte, at A som følge af frihedsberøvelsens varighed og omstændighederne derved var blevet udsat for en krænkelse, der berettigede ham til en tortgodtgørelse på 20.000 kr. Der var ikke grundlag for at tilkende tortgodtgørelse for den afpresning, der var sket efterfølgende.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Leasingtager havde adgang til at anke afgørelsen i en straffesag om konfiskation af en leaset bil, selvom han hverken var sigtet eller tiltalt i sagen

A’s søn T blev af byretten i en straffesag dømt for at have deltaget i kap- og væddeløbskørsel. Under sagen skete der konfiskation af en bil, der var ejet af et leasingselskab, som havde leaset den til en leasingtager, A. Det var denne bil, som A’s søn havde anvendt under kap- og væddeløbskørslen.

Sagen angik, om A var berettiget til at anke den del af straffedommen, der angik konfiskationen af den leasede bil.

Ved en lovændring i 2021 blev færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ændret, således at et køretøj skal konfiskeres i tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer, og føreren har gjort sig skyldig i forskellige lovovertrædelser som oplistet i bestemmelsen, herunder reglerne om kap- og væddeløbskørsel, medmindre konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende.

Med lovændringen blev færdselslovens § 119 ændret således, at sager om tredjemandskonfiskation behandles efter retsplejelovens regler om straffesager i kapitel 76-78 og 80, der angår tiltale og hovedforhandling i 1. instans, og der blev indsat bestemmelser om, at køretøjets ejer i sådanne sager skal beskikkes en forsvarer.

Højesteret fremhævede, at det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2021, at ændringerne skete for at sikre en klar processuel retsstilling for tredjemand. Samtidig anføres det i forarbejderne, at strafferetsplejens regler kommer til anvendelse med de fornødne lempelser, idet konfiskationssagen omfatter en tredjemand, som hverken er sigtet eller tiltalt i det strafbare forhold, der har givet anledning til konfiskationen.

På den baggrund fastslog Højesteret, at lovgivningsmagten med lovændringen havde tilsluttet sig de processuelle rettigheder, der forud for lovændringen tilkom et køretøjs ejer i tilfælde af tredjemandskonfiskation, herunder køretøjets ejers ret til at få beskikket en offentlig forsvarer samt ret til at anke konfiskationsspørgsmålet i strafferetsplejens former.

Herefter udtalte Højesteret bl.a., at konfiskation af en leaset bil i leasingperioden i almindelighed vil have samme økonomiske konsekvenser for leasingtageren som for leasingselskabet. Højesteret henviste til, at Højesteret i kendelse af 27. januar 2023 i sag 14/2022 (UfR 2023.1841) har udtalt, at vurderingen af, om tredjemandskonfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ud fra en helhedsvurdering er uforholdsmæssigt indgribende, skal foretages både i forhold til leasingselskabet og leasingtageren.

På den baggrund fastslog Højesteret, at de processuelle rettigheder, der følger af færdselslovens § 119, samt den adgang til at anke konfiskationsspørgsmålet, der er forudsat i lovforarbejderne, også tilkommer leasingtageren. A’s anke af konfiskationsspørgsmålet skulle således ikke afvises.

Landsretten var nået til et andet resultat. 

Dagbogskopier skulle ikke udleveres eller destrueres

A blev i november 1981 anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 ved ulovligt at have bistået en fremmed efterretningstjeneste (KGB). Ved en ransagning af hans bopæl kom Politiets Efterretningstjeneste (PET) i besiddelse af hans dagbøger. Politiets beslaglæggelse af dagbøgerne blev godkendt ved retskendelse. I april 1982 meddelte justitsministeren A tiltalefrafald. Efterfølgende blev de beslaglagte dagbøger tilbageleveret til ham. En kopi af dagbøgerne på den sag (operationssagen), som havde dannet grundlag for sigtelsen og tiltalefrafaldet, blev fortsat opbevaret hos PET. Kopier af dele af dagbøgerne forblev endvidere på personsagen hos PET. Personsagen og operationssagen blev afleveret til Rigsarkivet i henholdsvis 2014 og 2018. PET opbevarer på vegne af Rigsarkivet to administrative sager.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om A havde krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet skulle udlevere eller destruere hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager.

Højesteret udtalte, at det følger af arkivloven og arkivbekendtgørelsen, at offentlige myndigheder har pligt til at bevare og overføre alle arkivalier til Rigsarkivet, medmindre rigsarkivaren har fastsat bestemmelser om kassation (destruktion).

Da PET i 2010 efter det oplyste traf beslutning om arkivering af sagerne, havde rigsarkivaren ikke truffet bestemmelse om kassation, og det var heller ikke sket efterfølgende. PET var derfor forpligtet til at bevare sagerne med dagbogskopierne og til at aflevere sagerne til Rigsarkivet.

Højesteret fastslog, at den oprindelige tilvejebringelse og opbevaring af dagbogskopierne ikke var retsstridig, og at der heller ikke forelå en krænkelse af A’s ophavsret til dagbøgerne.

Spørgsmålet var herefter, om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om bl.a. retten til privatliv måtte føre til, at A havde krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet skulle udlevere eller destruere hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager.

Herom udtalte Højesteret, at beslaglæggelsen af dagbøgerne og PET’s kopiering og opbevaring af dagbogskopierne indtil 2010 indebar et indgreb i A’s ret til privatliv, jf. artikel 8, stk. 1. Indgrebet var lovhjemlet og var begrundet i den nationale sikkerhed og i hensynet til at forebygge uro og forbrydelse (kriminalitetsbekæmpelse). Under hensyn til straffesagen og PET’s efterretningsmæssige arbejde fandt Højesteret, at dette indgreb var proportionalt, jf. artikel 8, stk. 2.

Endvidere udtalte Højesteret, at arkiveringen af dagbogskopierne og den deraf følgende arkivadgang også måtte anses for at være et indgreb i A’s ret til privatliv efter artikel 8, stk. 1. Opbevaringen af sagerne var hjemlet i arkivlovgivningen og skete til varetagelse af hensyn, opregnet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2.

Højesteret udtalte, at efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er det foreneligt med konventionen, at medlemsstaterne foretager indgreb ved en generel regulering (”general measures”), når en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde vil kunne føre til bl.a. betydelig usikkerhed, ressourceforbrug, forsinkelse og vilkårlighed.

Højesteret udtalte, at arkivlovgivningen udgør en generel regulering af, hvilke offentlige arkivalier der skal bevares eller kasseres, og at en individualiseret bevarings- og kassationsvurdering på dokument- eller sagsniveau ville indebære et endog meget betydeligt ressourceforbrug og en stor forsinkelse i arkiveringsprocessen. En sådan vurdering ville endvidere medføre risiko for usikkerhed og vilkårlighed i forbindelse med arkiveringen.

Højesteret fandt, at lovgivningsmagten ved arkivlovgivningens generelle ordning, herunder ved indførelsen af tilgængelighedsfrister og særlige beskyttelseshensyn ved fravigelsen heraf, havde foretaget en nøje afvejning af på den ene side offentlighedens interesser i bevaring og adgang til statslige arkivalier og på den anden side hensynet til enkeltpersoners ret til privatliv. 

Virkningen af arkivlovgivningens ordning for A var, at dagbogskopierne ville være tilgængelige i 2085.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at arkiveringen af dagbogskopierne og den deraf følgende arkivadgang måtte anses for et proportionalt indgreb i A’s ret til privatliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

A havde herefter ikke krav på, at Rigsarkivet og Rigspolitiet udleverede eller destruerede hele eller dele af dagbogskopierne, der indgik i de arkiverede sager. Højesteret frifandt derfor Rigsarkivet og Rigspolitiet.

Landsretten var nået til samme resultat.

Krav om mellemkommunal refusion var ikke forældet eller bortfaldet ved retsfortabende passivitet

A havde bopæl i Varde Kommune frem til 1993, hvor han blev indskrevet på et forsorgshjem først i Esbjerg Kommune og efterfølgende i Guldborgsund Kommune. I 2000 blev han indlagt på Amtshospitalet i Vordingborg, og han fik efterfølgende bevilget et botilbud efter servicelovens § 108 i Vordingborg Kommune, hvor han havde ophold frem til sin død i 2017. Guldborgsund Kommune havde betalt for A’s ophold i Vordingborg Kommune, og Guldborgsund Kommune havde fremsat refusionskrav over for Varde Kommune vedrørende udgifterne til opholdet.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om et refusionskrav på 2.920.491 kr., som Guldborgsund Kommune havde rettet mod Varde Kommune vedrørende udgifter afholdt til A’s ophold mv. i perioden 2007-2011, var helt eller delvist forældet eller var bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet.

Varde Kommune havde gjort gældende, at refusionskravet var forældet efter den absolutte forældelsesfrist på 10 år i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.

Der var enighed mellem parterne om, at kravet i denne sag skulle rejses senest 3 år efter, at hjælpen var ydet, jf. den dagældende retssikkerhedslov § 9 c, stk. 11.

Forældelseslovens § 28 bestemmer, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, finder forældelseslovens bestemmelser anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Det fremgår af forarbejderne til § 28, at der herved opstilles en formodning for, at specielle forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af de almindelige forældelsesregler. I mangel af holdepunkter for det modsatte er det således forældelseslovens regler, der gælder.

Højesteret har i dom af 28. juni 2019 (UfR 2019.3264) fastslået, at der efter forholdets særlige beskaffenhed ikke er grundlag for at anvende forældelseslovens regler om afbrydelse af forældelsesfristen på krav i medfør af retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion.

På den anførte baggrund, og i øvrigt af de grunde som landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at det samme gjaldt med hensyn til den absolutte forældelsesfrist på 10 år i forældelsesloven. Der var således ikke grundlag for at anvende den absolutte forældelsesfrist på 10 år i forældelsesloven på krav i medfør af retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion. Kravet var derfor ikke forældet af den grund.

Højesteret var også enig med landsretten i, at der efter sagens omstændigheder ikke var grundlag for at fastslå, at Guldborgsund Kommune havde udvist passivitet.

Højesteret kom derfor frem til det samme resultat som landsretten.

Vold mod tilfældig forbipasserende på en parkeringsplads skulle straffes med ubetinget fængsel

T var fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244 ved først at have skubbet forurettede i brystet med knyttet hånd og dernæst slået forurettede i ansigtet én gang med knyttet hånd. Voldsudøvelsen skete på en parkeringsplads, efter at T havde banket på forurettedes bil for at få hans opmærksomhed med henblik på at få forurettede til at flytte bilen, og forurettede var stået ud af sin bil. Der blev ikke på skadestuen fundet synlige mærker på forurettede efter voldudøvelsen.

T var ved byrettens dom idømt fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten ændrede straffen til ubetinget fængsel i 40 dage.

For Højesteret angik sagen straffastsættelsen.

Højesteret tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 40 dage. Højesteret fandt, at der henset til karakteren af den udøvede vold og til T’s alder ikke var grundlag for at gøre straffen betinget uden vilkår om samfundstjeneste.

Spørgsmålet var herefter, om straffen på fængsel i 40 dage skulle være ubetinget eller gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Højesteret bemærkede, at der med lovændringen i 2015 tilsigtedes en øget anvendelse af samfundstjeneste i sager om simpel vold i førstegangstilfælde, også hvor der ikke har været forudgående uoverensstemmelser mellem gerningsmanden og forurettede. Højesteret fandt, at dette også må gælde i sager om vold i trafikken.

Højesteret udtalte, at vold i trafikken efter omstændighederne kan have karakter af vold mod en tilfældig forbipasserende, hvor der efter forarbejderne til lovændringen i 2015 skal udvises tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste.

Højesteret udtalte herefter, at vold mod en tilfældig forbipasserende foreligger, hvor gerningsmanden på gaden eller et andet offentligt tilgængeligt sted overfalder en ham ubekendt person, oftest uden nogen foranledning i ord eller handlinger fra den overfaldnes side.

T og forurettede kendte ikke hinanden på forhånd. På baggrund af landsrettens bevisresultat lagde Højesteret til grund, at forurettede hverken med ord eller handlinger havde givet T anledning til voldsudøvelsen. Højesteret fandt herefter, at der var tale om vold mod en tilfældig forbipasserende eller et forhold, der måtte sidestilles hermed. Da der ikke i øvrigt forelå særlige omstændigheder, som kunne føre til, at straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, tiltrådte Højesteret, at straffen var blevet fastsat til ubetinget fængsel i 40 dage.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Erstatning tilkendt for erhvervsevnetab, selv om indtægtsnedgangen var ca. 10 %

A kom i 2016 til skade med sin ryg i forbindelse med sit arbejde, og hendes erhvervsevnetab blev fastsat til 65 %. På et tidspunkt blev hun ansat i et fleksjob, og hendes erhvervsevnetab var i den periode, hvor hun var i fleksjob, opgjort til 10,3 % efter de særlige regler i arbejdsskadesikringsloven om beregning af erhvervsevnetab for personer i fleksjob.

Der var enighed mellem parterne om, at den nedre grænse på 15 % i arbejdsskadesikringsloven – hvorefter et erhvervsevnetab skal være mindst 15 %, for at en tilskadekommen er berettiget til erhvervsevnetabserstatning – ikke er absolut, og at en tilskadekommen ifølge lovens forarbejder har ret til erstatning, selv om erhvervsevnetabet er mindre end 15 %, hvis vedkommende har en klar og varig indtægtsnedgang af nogen betydning som følge af en arbejdsskade. De var endvidere enige om, at dette også gælder i et tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob. Parterne var derimod uenige om, hvorvidt indtægtsnedgangen skal være tæt på 15 % for at være af nogen betydning.

Højesteret udtalte, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens regler er, om der foreligger et klart og varigt erhvervsevnetab, men der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt. Højesteret fandt herefter, at A havde et klart og varigt erhvervsevnetab som følge af sin arbejdsskade, og at hun derfor var berettiget til erhvervsevnetabserstatning.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.