"At blændes af sandheden, det er vores kunst: lyset på det tilbagevigende fortrukne ansigt er sandt, ellers intet." Sådan lyder en af Kafkas aforismer. Fotografiet viser den sygdomsmærkede digter få måneder før hans død i juni 1924.
Franz Kafka var en tysksproget forfatter.
Franz Kafka var søn af en velhavende jødisk forretningsmand i Prag, der havde arbejdet sig op fra usle kår, og han voksede op i en by præget af stærke spændinger. Det kulturelt aktive tyske mindretal udgjorde knap en tiendedel af befolkningen, mens den jødiske andel var endnu mindre.
Franz Kafka gik på det tyske gymnasium og blev i 1906 jurist (dr.jur.) fra det tyske universitet. Fra 1908 til han blev pensioneret i 1922, arbejdede han afholdt og respekteret for sin faglige dygtighed i et arbejdsulykke-forsikringsselskab i Prag. Erfaringerne herfra, hvor Kafka tog stilling til en stadig strøm af sager uden at komme i kontakt med de kunder, som sagerne angik, blev utvivlsomt båret over i hans forfatterskab.
Afbrudt af korte udenlandsrejser boede Franz Kafka indtil 1916 i forældrenes hjem. I efteråret 1917 fik han konstateret lungetuberkolose og ansøgte om pensionering, hvilket blev afslået. Som følge af sygdommen var han kun i korte perioder på arbejde i tiden frem til sin pensionering i 1922.
Først i september 1923 rev Franz Kafka sig løs fra det "dæmoniske" Prag, som han kaldte det. I et par lykkelige måneder levede han i Berlin sammen med den unge jødiske kvinde Dora Diamant (1902-1952). Han døde 3. juni 1924 på santoriet Kierling i Østrig.
I et aldrig afsendt brev til sin far, skrevet i 1919 og først udgivet i 1952 (Brief an den Vater, dansk titel "Kære far, forstå mig ret —", 1985), beskrev han sit liv som en række mislykkede flugtforsøg fra den overmægtige faderautoritets foragt for alt, hvad han foretog sig. I dette lys så han sin interesse for østeuropæisk jødisk kultur, som han lærte at kende ved en jiddischtalende teatertrups optræden i Prag i vinteren 1911-1912.
Også sine to kortvarige forlovelser med Felice Bauer (1887-1960), først 1914 efter to års intens brevveksling (Briefe an Felice, 1967) og igen i 1917, opfattede han først og fremmest som flugtforsøg. Selv hans digtning, der dog stod solidt på egne ben, var, som han sagde, "en med vilje forhalet afsked" med faderen.
Franz Kafka offentliggjorde i sin levetid kun godt 250 sider tekster. Alligevel var de lydhøre blandt hans læsere ikke i tvivl om, at man her stod over for en genial nyskaber. Denne vurdering blev mere end bekræftet, da vennen Max Brod efter Kafkas død imod hans testamentariske ønske udgav (og bearbejdede) de tre store ufuldendte romaner, Der Prozeß (1925, dansk titel Processen, 1945), Das Schloß (1926, dansk titel Slottet, 1949), Amerika (1927, dansk titel 1964), og en samling af korte tekster, Beim Bau der chinesischen Mauer (1931).
Først efter nazismens fald kom en samlet udgave af værker, dagbøger og breve (fra 1950), men da var Franz Kafkas litterære ry for længst fastslået. En videnskabelig udgave, renset for Brods ofte hårdhændede bearbejdning, udkom fra 1982. En dansk oversættelse af hans samlede fortællinger, redigeret af Villy Sørensen, udkom i 1967-1968.
I debutværket, Betrachtung (1908, udvidet og selvstændig udgave 1913, dansk titel Betragtning, 1967), mærker man indflydelsen fra Friedrich Nietzsches sprogfilosofi. De korte prosastykker demonstrerer virtuost, hvad der sker, når et individ vil formulere sin virkelighed. Så snart man har udtrykt en oplevelse i normalsproget, der er ens eneste udtryksmulighed, må udsagnet benægtes, fordi det forråder det individuelle.
Denne håbløse position kom Franz Kafka ud af med ét slag, da han i løbet af en nat i september 1912 skrev fortællingen "Das Urteil" (1913, dansk titel "Dommen") med dens umiskendelige "kafkaske" særpræg: En ung købmand har netop skrevet et brev til en ven om sin forestående forlovelse og går med brevet ind til sin gamle far. En tør, knap realisme overholdes indtil midten af deres samtale, men slår pludselig om i en grotesk virkelighed, hvor de ydre forhold bliver rene projektioner af det indre. Sønnens hidtil skjulte skyldfølelse forvandler med ét den halvsenile far til en kæmpe, der sender ham i døden.
Glidningen mellem beklemmende realisme og en overvældende psykisk virkelighed finder man også i Franz Kafkas næste fortælling "Die Verwandlung" (1915, dansk titel "Forvandlingen"), hvor en handelsrejsende ved sin opvågnen i forældrenes lejlighed ser sig "forvandlet til et kæmpestort kryb", der langsomt sygner hen i den småborgerlige families skamfulde skød.
I fortællingen "In der Strafkolonie" (1919, dansk titel "I fangekolonien"), hvor en rejsende overværer en barbarisk henrettelse i en maskine, der med nåle skriver dommen ind i delinkventens krop, rendyrker Kafka en teknik, der minder om fikserbilledets. Handlingen skal på samme tid læses som kritik af den moderne civilisation, som et psykologisk magtspil mellem den rejsende og officeren og som et religiøst ritual.
Til denne opfattelse af virkeligheden som mangetydig kommer i samlingen Ein Landarzt (1919) en stigende optagethed af menneskets forhold til det guddommelige, tydeligst i "Vor dem Gesetz" (1915, dansk titel "Foran loven") og i "Eine kaiserliche Botschaft" (1919, dansk titel "Et kejserligt budskab").
Som i nogle samtidige aforismer (i "Hochzeitsvorbereitungen auf dem Lande", 1953) er det menneskets lod i en grum og forvirrende verden kun at få glimt af en højere orden, der ytrer sig som et fjernt lys eller et uforståeligt budskab. Franz Kafkas sidste fire fortællinger i Ein Hungerkünstler (1924) kredser især om kunstnerens på samme tid komiske og heroiske stræben ud over sig selv.
Både disse og de efterladte fortællinger og skitser viser spændvidden i forfatterskabet: fra den kompromisløse sandhedssøger (fx "Der Jäger Gracchus" (1917), dansk titel "Jægeren Gracchus"), skaberen af en grotesk virkelighed (fx "Der Kübelreiter" (1917), dansk titel "Koksspandsrytteren") til den underfundige humorist (fx "Blumfeld, ein älterer Junggeselle" (1915), dansk titel "Blumfeld, en ældre ungkarl").
Det var imidlertid først med de store romaner, at en bredere læserskare fik øjnene op for Franz Kafkas enestående position i 1900-tallets litteratur. Amerika (oprindelig titel: Der Verschollene, Den bortkomne) blev skrevet 1911-1914 og første kapitel udgivet 1913. Den forholdsvis letlæste bog skildrer den unge Karl Roßmanns møde med et labyrintisk samfund, hvor der ikke levnes individet megen plads til udfoldelse.
Vægtigere, men også vanskeligere er Der Prozeß, skrevet i 1914-1915. Bankmanden Josef K. får en morgen af to fremmede mænd at vide, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham. Det mærkelige er, at han forbliver på fri fod, at han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen at kende, men alligevel accepterer sin "proces" og viljeløst underkaster sig dødsdommen.
Mens handlingen til en vis grad kan forstås som skyldfølelsens psykiske proces, dominerer de metafysiske overtoner i Das Schloß, skrevet i 1922. Landmåleren K., der en vinternat kommer til landsbyen neden for slottet, forsøger i den grandiose roman forgæves at trænge igennem et enormt bureaukrati for at få bekræftet, at han virkelig har fået et hverv i denne verden.
Franz Kafkas indflydelse kan spores næsten overalt i den senere del af 1900-tallets litteratur, fx hos Jorge Luis Borges, Samuel Beckett, Friedrich Dürrenmatt og i Danmark hos Villy Sørensen. Hans værker er bearbejdet for teatret og filmet adskillige gange, fx af Orson Welles.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.