Jeg tror ikke, at kriminelle har specielt dårlige gener

»Jeg har siddet i isolation, og det var hårdt, men jeg vidste, at det sluttede på et tidspunkt. At stoppe med at være kriminel derimod...« Jan Mansur Hussain er tavs et øjeblik, som gør han regnskabet op.

»...det var langt hårdere,« siger han så, »jeg anede ikke, hvad der kom ud af det, jeg følte mig så lille på min cykel, når vennerne kørte forbi i deres store biler. Men samtidig tænkte jeg: Hvad fanden har jeg opnået med mit liv?«

I årevis var det de kriminelle venner – ’grupperingen’ eller ’netværket’, som han kalder det – Jan Mansur Hussain byggede sit liv op omkring. Det var dem, som gav ham respekt, rygstøtte – og rigdom.

Som andengenerationsindvandreren fortalte justitsminister Brian Mikkelsen (K) ved den nyligt afholdte bandekonference i København:

»... jeg tror ikke engang, en popstjerne kan gøre det – med flasker på bordet hver dag, champagne, store biler, guldkæder. You name it.«

Mens regeringens konference fokuserede på at bryde fødekæden til banderne, handler Jan Mansur Hussains historie mere om at bryde ud af en verden med magtkampe, meningsløs vold og masser af penge.

Og den handler om at skulle leve med de spøgelser, kriminaliteten efterlader.

Sammen med en række andre eks-kriminelle skal Jan Mansur Hussain turnere til skoler, ministerier og virksomheder med monologer over sit liv.

Det er den selvstændige fond Contact, der holder til på Betty Nansen Teatret, som arbejder med at professionalisere fortællingerne, og monologerne skal til efteråret også fremføres som teater på anneksscenen Edison.

»Folk skal vide, at det godt kan lade sig gøre at blive et bedre menneske,« siger Jan Mansur Hussain, da Information møder ham over en cola på et værtshus på Frederiksberg.

Da Jan er 13 år, kommer han op at slås med en elev, hvis far sidder i skolebestyrelsen – andengenerationsindvandreren bliver smidt ud af skolen. Han bor på det tidspunkt alene med sin mor og fem søskende. Ingen andre skoler vil have Jan, og kommunen sender ham på en kostskole for utilpassede unge, hvor han mest lærer at stjæle og ryge. Hjemme fra kostskolen aner kommunen ikke, hvad de skal stille op med drengen. På samme tid kører Ekstra Bladet dét, Jan kalder ’en hetz mod indvandrere’. Jan føler, at han ikke er velkommen i Danmark, og han finder sammen med folk, der har samme frustrationer. På Strøget tæsker de løs på alt, de kan finde, »ikke for at røve dem eller noget, men for at komme af med vreden.«

En dag bliver Jan ringet op af en kammerat, der har brug for hjælp. Ved en villa på Østerbro tæsker de en dreng så brutalt, at han bliver lam. Jan er 17 år, da han skal i fængsel for første gang. Bag tremmerne begynder netværket at tage form, og da Jan kommer ud året efter, står en arbejdsgiver klar – en ældre kriminel, som kører i en stor bil og har guldkæder dinglende om halsen.

Lærlingen begynder med dankortfusk og checkbedrageri. Er der nogen, der skal sættes på plads i byen, giver det 5.000 kroner i kontanter. Men Jan skal også tage skylden, når det går galt, og han ryger tilbage i fængsel. Da han igen kommer ud, er han træt af at skulle aflevere 80 procent af sine indtægter til en overordnet, så han starter op for sig selv. Kokain er populært i det københavnske natteliv, og Jan tjener styrtende på det.

Da en kunde ikke betaler, hvad han skylder, smækker han ham ned i bagagerummet og kører en tur med ham. Tilbage bag tremmer stiger Jan i det kriminelle hierarki, og da han kommer ud igen, går hans netværk nu i jakkesæt og arbejder som revisorer og advokater. Nogle dage tjener Jan 20-25.000 kroner, han leaser biler, der er »federe end en ministers«, i byen bestiller han sprut til 20 mennesker, og om halsen tynger guldkæderne mere og mere.

Langsomt får han selv smag for stofferne, og paranoiaen tager hurtigt til. Det er, som om alle vil ham til livs. På årets første forårsdag kører Jan med en ven i en fed, åben bil. De mangler et filter og drejer ind til en autoforhandler. En cykelrytter kommer kørende i høj fart og tror, at Jan ikke har set ham. Cykelrytteren banker på køleren, rækker langefingeren ud og råber: »Perkersvin«.

Jan følger efter ham. Gennem trafikken, op og ned af cykelstier. Han ender med at køre manden ned med 60 kilometer i timen.

Det er svært at tro, at manden, der sidder med sin cola på værtshuset på Frederiksberg og taler om bløde tiltag og rollemodeller, er den samme mand, som iskoldt har invalideret mennesker. Udtrykket er venligt, han er veltalende og smiler af og til lidt genert, når spørgsmålene kommer tæt på.

Først da Jan for femte-sjette gang sad i fængsel, og han så ud på ’abeburet’, fangerne gik rundt i i gården, begyndte han at tænke over, hvad han havde gang i. Han var blevet 27 år, drømmen om kone og børn meldte sig, og udsigten til et liv ind og ud af fængslerne fik ham til at række hånden ud til Kriminalforsorgen.

»Jeg vidste, at jeg ville noget andet, men jeg kunne ikke leve et normalt liv; gamle venner ringede hele tiden og spurgte, om jeg ville ’med i byen’. Når jeg mødte dem på gaden, kom jeg med undskyldninger. Først senere lærte jeg at sige: ’Jeg vil ikke!’ Vennerne troede, at det var en del af min prøveløsladelse. De ventede på, at jeg kom med en smart fidus,« fortæller Jan og tilføjer:

»Faktisk er der en eller to, der endnu ikke har fattet det. De siger stadig: ’Hey skal vi ikke lige’...men så får de den igen: ’Nej, det skal vi ikke!’«

Kriminalforsorgen fik Jan ind i programmet ’nye veje’, hvor han gennem tre måneder blev tvunget til at se ind i sig selv. Livet som gangster blev pillet fra hinanden. Jan lærte at afvise det kriminelle miljø, at beherske vreden og indse, at vold har ofre.

Han opdagede, at han havde levet i en verden med falske statussymboler.

»At lave alle de penge – at give alle de dyre gaver til folk omkring én – i sidste var det noget skidt. Min kæreste vidste godt, at jeg lavede kriminalitet, så det gjorde ondt på hende at få gaverne, for hun vidste, at jeg måske røg i fængsel igen. Det var det samme med bilen og guldkæderne.«

Efter sessionerne i ’nye veje’ gik Jan ofte i timevis rundt om søerne i det indre København. »Hvor er jeg på vej hen?,« spurgte han sig selv.

Han savnede vennerne enormt. Broderskabet.

»Når jeg havde problemer, kunne jeg altid regne med, at de dækkede min ryg. Vi følte et ansvar for hinanden.«

»Men jeg fandt ud af, at det var bedst, at jeg fokuserede på at holde styr på mine egne ting. Hvis folk havde en provokerende attitude i byen, så kunne jeg nemmere sluge den, når jeg var alene, end hvis jeg sad sammen med tre-fire kriminelle venner.«

Jan indså også, at venskaberne i det kriminelle miljø mest handlede om, hvem der kunne hjælpe hinanden med at tjene penge. Han gav sig selv 6-12 måneder til at komme i gang med et nyt liv.

»Hvis det ikke lykkes, er der altid kriminaliteten at falde tilbage på,« tænkte han

I dag er der gået to år med masser af op- og nedture, siden Jan tog sin beslutning. Han har siden været på højskole og læser nu på VUC og vil ind på socialrådgiveruddannelsen. Samtidig har han startet foreningen Vores Unge, der hjælper andre kriminelle andengenerationsindvandrere med at skifte kurs.

»Jeg kan godt forstå, at regeringen føler sig presset af bandekrigen, men hver gang de laver fem hårde tiltag, bør de lave 15 bløde. Det er dét, der virker,« siger Jan Mansur Hussain og zoomer ind på det, han mener, er det vigtigste.

»Vi skal tilbyde de unge en ordentlig uddannelse i fængslerne, for det er den bedste vej ud af kriminaliteten. Lige nu er der en masse værksteder, hvor man kan svejse i noget metal eller hugge i træ, men når det kommer til skole, er det fuldstændig fucked up, hvad der er. Der er tre-fire gamle computere, hvoraf to af dem virker, og så er der en lærer, der kommer hver anden dag.«

Mens regeringen har skærpet straffene for bandekriminalitet, mener Jan, at man skal tilbyde folk halv straf, hvis de til gengæld sætter sig på skolebænken.

Selv tænkte han slet ikke på straffen, da han udøvede vold:

»Vi handlede efter impulser.«

»Fuck Danmark! Fuck alle jer skide racister. Alle danskere er nogle fucking racister! Forstår i det?«

Vi er tilbage ved regeringens bandekonference. Med hævede arme går 19-årige Besir Zeciri helt tæt på justitsminister Brian Mikkelsen.

»Okay, rolig nu. Det her er ikke mig. Det er én, jeg spiller. Eller det vil sige, jeg spiller mig selv – mig selv for seks år siden,« formilder han.

Besir er eksempel på en andengenerationsindvandrer, der modsat Jan slap væk fra det kriminelle miljø, før det blev rigtig alvorligt. Han voksede op i betonen i Avedøre Stationsby syd for København og gik sammen med en gruppe drenge, der akkurat som Jan følte sig udelukket fra det danske samfund – at være dansk blev et skældsord. I stedet skabte drengene deres egen verden, mødtes til slåskampe med andre grupper og kappedes om respekt.

Men en oplevelse juleaften var med til at ændre Besirs liv, forklarer han i form af en monolog fra scenen på bandekonferencen:

Er der noget, der er nederen, når man er indvandrerdreng i Avedøre Stationsby, så er det juleaften. Hold kæft, hvor vi kedede os! Folk sidder der i deres små pussenussestuer og æder deres julegrise, der er julemusik med juletræer og tingel tangel. Glaaade juuul, deeejlige juuul!

Og folk får gaver, masser af gaver, man føler sig bare totalt uden for. Og alt er lukket! Selv den nærige kurder fra shawarmabaren har lukket. Hold kæft hvor var det bare nedtur. Vi går i gang med at pifte cykler...piiift. Fuck, der kommer nogen, vi løber ned på torvet!

Nede på torvet ser vi det store juletræ. Borgmesteren mødte personligt op 1.december for at tænde det. Jeg kigger over mod drengene – skal vi gøre det?

Vi vælter træet, først går det langsomt, så hurtigere og hurtigere, og til sidst lander det med et ordentligt brag. Lyset går ud. Vi kan høre en stemme bag os.

»Hvad er det dog, I gør?«

Der står en gammel dame, helt alene.

»Hvorfor ødelægger I det smukke juletræ? Hvorfor er I ikke hjemme hos jeres forældre og holde jul?«

»Juuuul? Hvad for noget jul?«

»Men det der kan I ikke være bekendt! Det fiiine juletræ,« siger damen.

»Hallo! Din gamle kælling. Hvad har du gang i, tror du, at du er for sej eller hvad?«

Hun ser overrasket på os. Det er som om, hun bliver ked af det. Hvad fanden, græder hun? Hun er krumrygget og har en slidt frakke på. Hun virker bare så ensom. Så kommer jeg til at tænke: ’Det kunne have været min mormor!’

En af mine venner råber: »Skrid hjem med dig, dit svin!«

»Hold kæft!,« siger jeg til ham. Så løber jeg efter damen. Da jeg kommer nærmere, begynder hun også at løbe.

»Du må ikke slå mig! Du må ikke slå mig!«

»Nej, nej, nej, jeg vil ikke slå dig, jeg kommer for at snakke med dig.«

»Snakke med mig?«

»Vi gør de her ting fordi... vi keder os... vi har ikke noget at lave... der er ikke nogen, der inviterer os til at holde jul og alt det der.«

Hun ser på mig i lang tid og siger: »Det skal du ikke være ked af. Der er heller ikke nogen, der har inviteret mig.«

»Holder du så heller ikke jul?«

»Jo da, jeg stod lige og holdt jul før ved det store juletræ. Men så væltede I det.«

»Det må du undskylde.«

Hun ser på mig og smiler. Så vender hun sig om og forsvinder ud i mørket.

Jeg kan se, at drengene står og fniser af mig, så jeg vender mig om:

»HVAD FUCK GLOR I PÅ MAND? ER DER NOGEN AF JER, DER HAR EN SMØG ELLER HVAD? KOM, VI SKRIDER.«

Besir, der siden er blevet student og nu vil være politimand, har valgt denne teatermonolog, fordi han vil illustrere, hvor vigtigt det er at tale sammen. At undgå, at det bliver dem og os.

Tilbage på værtshuset på Frederiksberg har Jan Mansur Hussain endnu ikke fundet ud af, hvordan hans monolog skal lyde.

»Men det bliver noget, hvor jeg kan komme ud med en masse følelser,« siger han.

Så falder talen på ofrene.

»Den er rigtig svær,« begynder Jan, »selvfølgelig angrer jeg rigtig meget, for jeg har lavet nogle grimme ting. Jeg kan ikke lave det om, men jeg prøver at blive et bedre menneske nu. Det er det eneste, jeg kan gøre.«

Han er stille et øjeblik.

»Jeg ville ønske, at jeg var blevet tilbudt de der offer-gerningsmandsmøder, for der er rigtig mange, jeg gerne vil sige undskyld til,« siger han så og tilføjer, at tanken om at opsøge nogle af dem, har strejfet ham.

»Men jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre.«

– Hvad vil du gerne opnå med det?

»Det er ikke for min egen skyld – jeg er kommet videre. Ikke at jeg har glemt ofrene og lagt dem i en skuffe og aldrig tænker på dem. Men jeg har lært at fokusere på min fremtid. Det er mere for deres skyld, for at kunne sige til dem: Jeg er ked af det, det var mig, der var en idiot.«

Jan fortæller om nogle mareridt, han har.

»Jeg gennemlever en situation, som jeg dengang ikke tænkte over, var voldsom, men nu bagefter... jeg har stået og trampet et menneske i hovedet med begge mine fødder på én gang. Hvad fanden er der gået gennem mit hoved? I drømmen kan jeg mærke hans kranie smadre. Det er sgu nogle klamme ting, det er det virkelig. Hvad kan få et menneske til at komme så langt ud? At man kan stå og gøre det iskoldt?«

– Hvad er dit eget svar?

»Det er nok, at hvis man fuldstændig bliver skubbet ud af samfundets regler og normer og ryger ud i et parallelsamfund, så betyder et andet menneskeliv ikke så meget.«

– Men det er vel langtfra alle, der føler sig udstødt, som tyer til vold?

»Jeg tror ikke, at kriminelle har specielt dårlige gener. Hvis du hele tiden får det her pres, hvis du hele tiden bliver kaldt for ’perker’ og får at vide, at du ikke tilhører samfundet, så hober det sig op som vrede. For hver fængselsdom er jeg blevet lidt mere rå, lidt mere iskold.«

»Kan du følge mig?« Jan Mansur Hussains ser spørgende på sin interviewer, inden han fortsætter:

»Jeg kan ikke blive ved med at have ondt, jeg bliver nødt til at sige: Jeg har lavet noget rigtigt grimt, jeg bliver nødt til at gøre det bedre...«

– Hvad ville du sige til cyklisten, du kørte ned, hvis du mødte ham?

»Jeg ville sige undskyld! At jeg er ked af de konsekvenser, det må have haft for ham og hans familie. Det skal han vide. Jeg ved ikke, om han har et arbejde og alt det der. Og jeg håber ikke, at han har fået en frygt for indvandrere. Det synes jeg ikke, han skal have, fordi jeg har været et røvhul.«

paradoks@information.dk