’Vi er ikke af denne verden’

Disciplen
Døren til Villa Patris står på klem. Kristina Djarling inviterer indenfor i den store villa i to længer, hvor 15-20 unge fra Faderhuset bor. Tre piger sidder og sludrer i sofaen i en lys stue, mens nogle er i gang med at lave mad i det fælles køkken.
Kristina er 25 og niece til præst og leder i Faderhuset, Ruth Evensen. Hun lukker skydedøren ind til hende og hendes mands to værelser med udsigt over den lille park. Parret leder menighedshuset sammen med et andet ægtepar fra menigheden.
»Jeg blev frelst i 1998, da jeg begyndte at komme i Faderhusets kirke. Under en gudstjeneste hørte jeg Gud kalde på mig. Jeg lå og græd i flere timer og følte mig så beskidt,« fortæller Kristina. »Det er ikke et jordisk liv vi lever. Vi ved, vi er på gennemrejse, og vores plads er i Himlen,« siger hun om sit nye liv i Faderhuset. Hun fortsætter: »Hvis man lever sit eget liv og realiserer sine egne ønsker, kommer man ikke frem til Himlen. Nu er det Gud, der styrer mig.«
Kristina arbejder hver dag med 15 mennesker fra Faderhuset, som har givet sit liv til menigheden og Gud. De mødes hver dag klokken ni.
»Vi er nødt til at få den samme kost for at kunne vokse lige op. Jeg fortæller dem om Gud, og så beder vi meget sammen. Om eftermiddagen ind til klokken fire arbejder vi så med projekter som dans, musik og teater,« fortæller Kristina. »Man giver hele sit liv til menigheden. Man er som en familie, en krop som har næse, øjne og ben. Når et lem lider har alle ondt.«
Kristinas to børn bliver passet hjemme sammen med nogle af de andres børn.
»Gud siger, at vi skal opøve børnene på den vej, de skal gå,« siger hun. Faderhuset har også sin egen skole, Samuelskolen, hvor menighedens børn går.

Gud bestemmer
– Er der nogle ting, I ikke gør?
»Gud fortæller mig, at der er nogle ting, som ikke er godt for mig. For eksempel ønsker han, at en pige skal være jomfru for at gifte sig med den mand, hun elsker. Da jeg mødte min mand, besluttede vi ikke at kysse, før vi blev gift, fordi vi følte, det var det rigtigste. Gud bryder sig heller ikke om skilsmisse. Der er nogle ting, som hører verden og ikke os til. Det er for eksempel ikke godt for os at ryge. Det er heller ikke godt at drikke alkohol, for så kan man ikke styre sine seksuelle tanker.«
Det er vigtigt for Kristina at påpege, der ingen regler er i Faderhuset.
»Ruth har aldrig sagt at man ikke må gøre det eller det, men det kommer rent naturligt. Det gavner ikke at sidde og se fjernsyn og sidde og fylde mig med alle de her film om jalousi, vold og hor.«
– Hvad med rockmusik, skønlitteratur, radio og…?
»Det er fuldstændig det samme. Før ville man leve ud fra det, som kommer fra verden, nu ønsker vi at leve radikalt for Jesus. Hvis man vil leve med os, må man tiltræde det, som er. Ligesom børn i en familie må overholde nogle regler, så der ikke bliver uorden. Det er det samme i vores menighed. Ruth leder ud fra den overbevisning, hun får i fællesskabet med Gud i samråd med resten af lederskabet.«

En del af samme krop
– Er det muligt at blive gift med en, som ikke er kristen?
»Nej. Hvis man tror på, at man ikke er af denne verden, så ville det være tåbeligt at gifte sig med en som ikke var frelst. Vi har givet afkald på vores gamle liv, og så kan man ikke blive ved med at leve ud fra sine egne ønsker og gøre det, man selv vil.«
– Er der nogle, som er gift uden for Faderhuset?
»Nej. Min lillesøster skal snart giftes med en fra menigheden. Vi er en menighed som lever meget radikalt – jeg tror ikke, der er så mange menigheder i Danmark, som lever så radikalt, som vi gør, men jeg håber, der kommer flere.«
– Er der nogle, der har nære venner, der ikke er frelste?
»Du kan ikke have tætte venner, som ikke er frelste, for man skal kunne udveksle alt med sine venner. Jeg har ikke selv nære venner, som ikke er frelste. Når jeg er sammen med nogle, der ikke er frelste, så forkynder jeg evangeliet, fordi det er grunden til, at jeg er på gennemrejse her på jorden.«
– Har de andre venner, som ikke er frelste?
»Det tror jeg ikke. Vi har kontakt til forskellige mennesker, som vi inviterer med hjem og spiser med en gang om ugen. Det kan du måske godt kalde venner, og de bliver jo venner, hvis de ønsker at tage imod Jesus og blive en del af familien. Det er det, vi satser og håber på.«
Da jeg går ud af døren igen til Villa Patris, giver Kristina mig et knus. »God bless you,« siger hun, før hun lukker døren.