Tarantino om Inglorious Basterds: ’Film kan forandre verden’

Quentin Tarantinos seneste film, Inglourious Basterds, der har dansk premiere på fredag, debatteres flittigt for tiden i alverdens medier, hvor man tilsyneladende enten er for eller imod den amerikanske filminstruktørs alternative udgave af Anden Verdenskrig. Filmen er noget så usædvanligt som en jødisk hævnfantasi inspireret af både klassiske krigsfilm, italiensk spekulation og spaghettiwesterns, og mange kritikeren kan ikke goutere instruktørens historisk set alt andet end ærbødige omgang med Holocaust.

Tarantino var godt selv klar over, at Inglourious Basterds ville vække en vis opsigt, da han i maj måned var i Cannes med filmen, hvor en deling jødiske soldater - titlens 'skiderikker' - sendes til det besatte Europa for at sprede skræk og rædsel blandt nazisterne; hvor en smuk, ung jødisk kvinde, Shosanna (Melanie Laurent), der driver en biograf i Paris, er hjernen bag en sindrig plan, der skal gøre det af med den samlede nazitop, fra Hitler og nedad i hierarkiet; og hvor den østrigske skuespiller Christoph Waltz giver sit livs præstation som den sprogbegavede SS-officer Hans Landa, der kaldes jødejægeren og kan være lige så høflig og tilforladelig, som han i virkeligheden er en brutal og iskold opportunist, der ikke giver slip, når han har bidt sig fast.

Men er verden nu også er klar til at se en film, hvori jøderne opfører sig lige så brutalt som nazisterne og ender med at få skovlen under Det Tredje Rige?

»En masse af de jødiske mænd, jeg kender i Amerika, er fandeme klar til det,« siger Quentin Tarantino om sin omskrivning af historien, da Information i Cannes får foretræde for den begejstrede og (al)vidende filmnørd, der taler meget og hurtigt, når han ikke sjældent bliver grebet af et spørgsmål.

»De har længe været klar. Da jeg skrev filmen, og jeg fortalte nogle af mine yngre, jødiske, mandlige venner om den, sagde de, 'mand, den film skal jeg bare se.' Selv deres forældre sagde, at 'jeg behøver ikke se den anden historie mere. Den historie har jeg set nok gange. Lad mig se nogle af de andre historier. De historier, som ikke er en del af historien.'«

»De eneste historier, vi kender fra Anden Verdenskrig, er de historier, som historikerne har adgang til. En af de gode ting, filmen viser, er, hvor sårbart den slags er. Her er to eksempler: Da Landa er færdig med at lave aftalen med de allierede (SS-officeren mærker krigslykken vende og laver en aftale med fjenden, red.), er det historie. Det er sådan, at historien bliver til. Og vi ved, at det er en løgn. Men det er det, som de vil vise på History Channel, og som alle Anden Verdenskrigs-eksperterne vil tale om. Hans Landa som helt, fordi det er den officielle, historiske forklaring.«

»En anden ting, og jeg ved ikke, om du har tænkt over det her: Verden vil aldrig få at vide, hvad Shosanna gjorde. Alle, der så hendes film, døde. Verden vil aldrig få at vide, at der fandtes en Shosanna, og verden vil aldrig få at vide, hvad hun gjorde, og hvor stor en betydning det havde for verden. Hun er ikke en del af historien. Men vi ved det. Og det blev meget interessant for mig at gøre en pointe ud af det.«

»En eller anden spurgte Winston Churchill, 'tror De, at historien vil være god mod Dem?' Og han svarede, 'ja, jeg tror, at historien vil være god mod mig ... for jeg har tænkt mig at skrive den'.«

Quentin Tarantino slår en skraldlatter op efter at have lavet en udmærket parodi på den tidligere, britiske premierminister, og det er svært ikke at blive revet med af den 46-årige, begavede filmmagers begejstring over egne påfund. Han forklarer, at han som manuskriptforfatter ikke lader sig bremse af de samme ting, som bremser andre manuskriptforfattere. Fra begyndelsen var det ikke meningen, at han ville omskrive historien i Inglourious Basterds. Det skete bare.

»Jeg kan følge karaktererne, hvor de så end fører mig hen,« siger Quentin Tarantino.

»Jeg fører ikke dem, de fører mig. Mange manuskriptforfattere har det problem, at de placerer deres karakterer på den brolagte vej, hvor de skal foretage deres rejse, og undervejs er der alle disse andre veje, de kan vælge. Der er små stier og grusveje. Men manuskriptforfatterne afspærrer disse veje, fordi de ikke synes, at det vil være rigtigt for filmen, eller det kan man bare ikke gøre.«

»Mens jeg skrev denne film, var der mange veje, og nogle af dem var spærret af på forhånd. En af disse afspærringer var historien. Da jeg begyndte at skrive, var jeg forberedt på at respektere de afspærringer i det meste af manuskriptet. Men pludselig gik det op for mig, at 'vent nu lige lidt. Mine karakterer ved ikke, at de er en del af historien. Og de kender i hvert fald ikke udfaldet af Anden Verdenskrig. Det er helt sikkert. De lever her og nu',« siger Quentin Tarantino.

»Historien gik, som den gik, fordi mine karakterer ikke eksisterede. Men hvis mine karakterer havde eksisteret, kunne de have ændret historien. Og dette er, hvad der kunne være sket. Er det sandsynligt? Det, der ender med at ske, er meget sandsynligt. Vi har alle set tidsrejsefilm, og reglerne er meget klare: Hvis man ændrer én ting, ændrer man alting. Og fordi mine karakterer nu er en del af historien, ændrer de ting.«

Quentin Tarantino lever og ånder for film, og mange er historierne om hans tid som altædende filmnørd, der arbejdede i en videoforretning, mens han forsøgte at få gang i sin filmkarriere. Han skrev manuskripter og havde småroller på tv og film, inden han fik solgt manuskriptet Natural Born Killers (1994) til Oliver Stone - der angiveligt skrev manuskriptet om - og siden fik det store gennembrud med instruktørdebuten Håndlangerne (Reservoir Dogs, 1992).

Siden har Tarantino arbejdet sig gennem filmhistorien i sine egne værker - fra Pulp Fiction (1994) og Jackie Brown (1997) til Kill Bill (2003-04) og Death Proof (2007) - der både hylder og kærligt parodierer alle de især B-film, han er vokset op med og stadig dyrker med en beundringsværdig ihærdighed.

Nogle mener, at han med Pulp Fiction lavede sin bedste film, og at han siden har udvandet sig selv mere og mere. For andre, som f.eks. undertegnede, har Tarantino måske nok svært ved at leve op til sit bedste i film som Death Proof og til dels også Inglourious Basterds, men han er altid en veloplagt fortæller, mens hans film aldrig er mindre end underholdende og indfølte kærlighedserklæringer til filmmediet.

Hvad enten udgangspunktet er klassiske gangsterfilm, europæisk trash, asiatisk martial arts eller italienske spaghettiwesterns, er det Tarantinos stil- og genrebevidsthed og postmoderne evne til at vende klicheer og konventioner på hovedet, som vækker opsigt. Han tager velkendte typer og situationer og bruger dem på nye, originale måder, og ofte formår han at give den ildesete og oversete populærkultur en kunstnerisk klangbund.

Hans vittige dialoger, skarptskårne, excentriske karakterer og idiosynkratiske brug af musik er efterhånden legendarisk, og da David Bowies slutsang fra Paul Schraders Cat People (1982), »Putting out Fire«, pludselig dukker op på lydsporet i Inglourious Basterds - 40 år for tidligt - bliver man nok overrasket og så alligevel ikke.

»'Putting out Fire' har altid været en af mine favoritsange, der er skrevet til en film,« siger Tarantino, »og jeg har altid været irriteret over, at Paul Schrader ikke brugte sangen til noget som helst i filmen. Det er en af Bowies fedeste sange, og den spiller bare over rulleteksterne. Jeg har det på samme måde med temasangen til Shaft. Mand, Isaac Hayes skrev den, og jeg ville have brugt den vildt meget bedre. Hvordan kan man have så fantastisk en temasang og så bare klaske den på rulleteksterne? Jeg byggede en hel scene op omkring den.«

»En anden ting ved brugen af Bowies sang, der virker, er, at jeg ville ikke have været interesseret i at hyre en sangskriver og sige, 'kan du skrive en sang, der reflekterer, hvad der foregår inden i Shosannas hoved?' Det ville aldrig kunne lade sig gøre at skrive noget så perfekt og passende. I stedet tager jeg noget, der er skrevet til en anden film, men faktisk afspejler hendes tanker i den situation. En af grundene til, at sangen er så effektiv og cool, er, at man sine steder også oplever den som en indre dialog. På den måde kan man gøre det uden at gøre det, uden at være alt for direkte.«

Da jeg tillader mig at påpege, at »Putting out Fire« er en moderne sang i en historisk film, trækker Tarantino på skuldrene, smiler bredt og signalerer med al mulig tydelighed, at han da er ligeglad.

Quentin Tarantinos kærlighed til filmmediet er tydelig i alle hans film, og aldrig har den kærlighed været mere udtalt end i Inglourious Basterds, hvor det helt fysisk og bogstavelig talt er film, der redder verden.

»Jeg elsker dualismen i det,« siger han.

»De bedste temaer virker på flere planer, og på den ene side er det en saftig metafor, ideen om, at filmen kan forandre verden, på den anden side er det slet ikke en metafor. I min film er det virkelighed. Det er det, der sker. Film forandrer verden. Helt fysisk og bogstaveligt er det film, som overvinder Det Tredje Rige.«

»Og hvis man går endnu dybere: Hvilke film befinder sig i den bunke film, som brænder i biografen til sidst? Er de alle nazipropaganda- film? I så fald er det Goebbels' egne gerninger, som overvinder ham. Men hvis det ikke er nazipropagandafilm, kunne det være alle de franske og tyske film, som er blevet bandlyst af nazisterne, og så tager de selv hævn for at være blevet bandlyst af disse hunner. Der er alle mulige fortolkningsmuligheder, hvis man begynder at spekulere over, hvilke film der er i den bunke.«

Og det har Tarantino naturligvis spekuleret over, siger han og demonstrerer stor viden om Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels', filmiske virke.

»Gennem otte år blev alle film, der blev lavet i Tyskland, produceret under hans auspicier,« siger instruktøren.

»Den eneste filmmager, som Goebbels ikke kontrollerede, var Leni Riefenstahl. Han var en meget håndfast producent, meget mere end mange af de amerikanske studiebosser. Han valgte skuespillere, instruktører, manuskripter, godkendte plakater. Han var en helt igennem engageret film- mogul. En ting, jeg godt kan lide ved Inglourious Bas- terds, er, at jeg ikke viser ham som den onde propagandaminister, men i stedet anskuer ham som Det Tredje Riges svar på Harvey Weinstein (amerikansk filmproducent, der har finansieret Tarantinos film, red.).«

»Der er mange misforståelser omkring nazisternes propagandafilm. De film, som de fleste mennesker taler om, er Jøden Süss og Den evige jøde. Disse antisemitiske og pro-krig-film blev produceret meget tidligt, og der var ikke så mange af dem. Der var anti-britiske film, anti-polske film, men det var ikke det vigtigste for nazisternes propagandamaskine. Det, de mere end noget andet gjorde, var ... hvis man vil se støvletrampende nazister, skal man se amerikanske propagandafilm.«

»Goebbels' store plan var, efter krigen brød ud, at, hvis man blot var en tysk borger og kun fik at vide, hvad der skete ude i verden, når man gik i biografen, var man ikke engang klar over, at der var krig. Goebbels producerede musicals, operetter, komedier, romantiske komedier, romancer og historiske bearbejdninger af fortællingerne om store mænd fra Tysklands fortid, der kunne have en betydning i samtiden.«

»Faktum er, at selv om man ikke kan lide Goebbels, så kan man ikke ignorere alle hans film, en hel æra af tysk film, og nogle af dem var ret gode. Han lavede en film, Glückskinder, der var hans forsøg på at lave Frank Capras It Happened One Night. Goebbels' favoritinstruktør i hele verden var Frank Capra. Han mente, at han var et geni, og derfor besluttede han sig for at lave sin egen version af It Happened One Night, og Glückskinder er en rigtig sjov film.«