Stemninger mellem mennesker påvirker fysikken

En pæn ældre herre i køen venter utålmodigt på den unge kasseassistent i Irma. Da han når frem, er han rødglødende.

»Kom nu videre, mand. Du sidder og snorksover.«

Han truer med at klage til chefen. Kasseassistenten kigger ned og prøver at vende stemningen ved at tale lidt om vejret. Den sure kunder svarer igen og kaster nogle hundredkronesedler på kassebåndet.

Scenen fra Irma er en blandt mange hundrede, der er blevet optaget til brug i biosemiotiker Mette Miriam Bölls ph.d.-afhandling om stemningers spredning. Alle involveredes hjerterytme og puls er blevet målt samtidig, så det er muligt at se, hvordan personerne bliver påvirket af hinanden både fysiologisk, adfærdsmæssigt og emotionelt.

At få lov at måle reaktionerne på virkelige kunder har dog ikke været muligt. De Irma-ansatte blev derfor trænet i, hvordan aggressiv adfærd kom til udtryk med knyttede næver, hurtigt åndedræt med tanke på ubehag og uretfærdigheder. Andre spillede overstrømmende glade kunder og andre var helt neutrale.

»Min hofhypotese var, at den høje intensitet fra den aggressive kunde også ville få medarbejderens puls og hjerterytme til at stige. Jeg forventede en lineær sammenhæng, hvor den enes sindsstemning smittede af på den anden,« fortæller Mette Miriam Böll til den fyldte forelæsningssal på Niels Bohr Institutet.

Men hypotesen viste sig ikke at holde. Nogle kasseassistenter lod sig næsten ikke mærke med hverken de aggressive eller de overstrømmende hjertelige kunder, og deres krop reagerede heller ikke. Mens andre smilede videre til de vrede kunder, også selv om hjerte og puls reagerede voldsomt på at blive overfuset. De overstrømmende glade kunder virkede næsten lige så stressende på kasseassistenterne, som de vrede.

Stemningerne spredte sig altså ikke lineært, men afhang i høj grad om kassemedarbejderen reagerede i overensstemmelse med sin egen sindsstemning - hvis ikke stressede det kroppen maksimalt, forklarer Mette Miriam Böll:

»Når 20-30 procent af befolkningen lider af stress, så hænger det sammen med, at de ikke kan reagere i overensstemmelse med sig selv på forskellige situationer i arbejdslivet.«

Men det er sjældent smart at råbe tilbage i hovedet på kunden, læreren eller chefen, hvis vi skal reagere i overensstemmelse med os selv.

Derfor forsøgte Mette Miriam Böll også at udvikle nogle redskaber til de ansatte, så de kunne bevare roen uden at belaste kroppen. De ansatte, der benyttede sig af bare fem-ti minutters afspændings- og åndedræts-øvelser, viste sig ved forsøgets afslutning at have fået et mærkbart lavere niveau af stresshormonet kortisol i kroppen.

Udgangspunktet for Mette Miriam Bölls ph.d.-afhandling, der snart skal forsvares, var en undren over, hvorfor traditionel naturvidenskab ikke giver nogle svar på, hvordan vi som mennesker påvirker hinanden.

Videnskabens billede af mennesket er blevet digitaliseret og delt op i små bitte bidder, der ikke giver plads til forståelse af mennesket som helhed. For at kunne beskrive, hvordan vi påvirker hinanden, har Mette Miriam Böll skabt et nyt forskningsfelt kaldet erhvervs-etologi, der prøver at skabe et mere helhedsorienteret og biologisk billede af, hvordan mennesker fungerer på arbejdspladsen.

Men det har krævet en del benarbejde overhovedet at få lov til at forske i området. Alene at få godkendt forsøget i Videnskabsetisk Komité har taget et halvt år, forklarer hun:

»Og heldigvis er der højt til loftet i erhvervslivet, ofte højere end i gamle institutioner så som universitetet.«

Mette Miriam Böll tror dog, at forskningen i, hvordan vi som biologiske individer påvirker hinanden, er noget, vi vil komme til at se meget mere.

»Vi er ikke isolerede biologiske individer, men traditionelt i biologien har der ikke været et sprog for social kontekst eller oplevelser. Med erhvervs-etologien er der skabt sådan et sprog, og der er masser af følelser, som vi kan zoome ind på og se, hvordan de påvirker os,« siger Mette Miriam Böll og fortæller om opdagelsen af de såkaldte spejlneuroner. Under målingerne af det motoriske område af hjernen på en abe, viste det sig, at når aben så forskerne spise, så reagerede dens hjerne, som om den selv udførte den samme bevægelse og førte hånden op til munden.

»I princippet har man jo fundet grundlaget i hjernen for empati,« slutter Mette Miriam Böll.