Henrik Christensen

Det er marts og det er gråt udenfor. Det er dog ved at blive forår. På den vis er det både gråt og lyst på samme tid. Forår er verdens bedste tid, så jeg lever med det grå i dag.

I går læste jeg en hel roman. Det var “Flugt” af Carl Frode Tiller. En roman jeg havde opgivet en gang, men anden gang læste jeg den lynhurtigt. Den har en konstant skiftende jeg-fortæller. Det forvirrede mig enormt første gang, men anden gang læste jeg den bare som en film, der konstant klipper mellem personer og historier. Det er en god bog. Tiller er en god forfatter.

I dag har jeg ingen bog at læse. I stedet hører jeg radio. Det er 24syv, som lukker om et par dage. Jeg vil høre Syvkabalen med René Fredensborg for sidste gang om lidt. Ting kommer og ting går. Sådan er livet.

Livet er en lang skriveblokering. I går hørte jeg Jesper Binzer fortælle, at han ikke er kommet med en god sang eller noget i over 10 år. Han har til gengæld hjulpet de andre i DAD til at få sange frem. Sådan er livet også. At man hjælper andre med at få deres idéer ud i livet. Det er i orden at være en hjælper, også selv om man ikke er forsanger i DAD.

Til tider fylder tomme tanker for meget i et hoved. Det er som om, at tusinde radiobiler drøner rundt i hovedet. De kan ikke komme ud (det kan radiobiler sjældent), og de laver ikke andet end bare at støde ind i hverandre. Det bliver bare ved og ved og ved og ved. Sådan er tankemylder. Tankemylder er populært i den vestlige verden. I Østen mediterer de sig ud af lortet. Her på vores bredde- såvel som længegrader kurerer vi det ofte med støj. Det kan være hvid støj, som når min søn hver nat skal have sin blæser kørende for at kunne falde i søvn. Det kan også være med musik. Hos mig er det ofte musik. Gerne noget jeg kender, og som jeg ikke skal andet end bare falde ned til, mens det samtidig fylder mig op med endorfiner og andet godt.

Det er endnu engang blevet søndag i provinsen. Det er en god dag. Det sneedepå en tøagtig måde i dag, da jeg cyklede til genbrugsstationen med visne blade og gammelt pap. Det var gråt. Jeg syntes min saddel sad lidt lavt. Sådan er der så meget. Liverpool taber alle kampe de spiller for tiden. Sådan går det også. Det er noget med statistik og normalfordeling og sådan noget. Det skal nok ændre sig. Om lidt er der VM i cykelcross, som hedder cyclocross, men som jeg stadig kalder cykelcross, da det andet er for dumt. To ryttere kan vinde. Van Aert og Van der Poel. Jeg tror, der bliver Van Aert, men det bliver tæt. Hvis det bliver en helt tredje, spiser jeg en hat og tager 1000 armbøjninger.

I en by i provinsen er det blevet nytår igen. I en by i provinsen ædes og drikkes og skydes der igen. og igen. og igen. I en by i provinsen tænker ingen længere på at Fuzzy er død. I en by i provinsen fandt man ellers et af de bedste temaer nogensinde til en tv-serie. En by i provinsen af Fuzzy. Og nu er Fuzzy død. Jeg kendte ikke Fuzzy, men kunne lide hans musik. Eller i hvert fald temaet til En by i provinsen. Jeg kunne lide ham på TV. Det var før TIKTOK og alt det halløj. Det var dengang, hvor folk, der spillede jazz kom på tv for at spille jazz og underholde og fortælle. Men jeg kendte ikke Fuzzy. Jeg kendte ej heller Mogens Palle eller Uffe Elleman eller Poul Dissing eller Flemming Qvist Møller eller Elin Reimer eller Hugo Helmig eller Sidney Lee eller Pelé for dan sags skyld. Men de var kendte. De kendte er kendte uden, at man kender dem. Vi følger dem og deres værker og griner og græder igennem medierne. Det er så underligt. Hvorfor gør vi det? Hvorfor er vi ikke bare ligeglade med dem, som vi er ligeglade med naboen og manden på gaden? Dronning Elizabeth er død efter et liv i overklassens boble, og alle sørger selvom hun blev 1000 år gammel. Samtidig dør din nabo, uden du overhovedet lægger mærke til det.

Væk er pandemi og mundbind og pis og lort. Tilbage er krig, høje priser på el og varme og en verden helt til rotterne. Tilbage er corona, influenza og RS-virus, hvor jeg slet ikke aner, hvad fanden den sidstnævnte går ud på. Tilbage er regn og mudder og en masse politikere, der er mere interesseret i at se godt ud på de sociale medier, end at tage ordentlige beslutninger. Det er blevet nytår i lille Danmark, og det er der ikke så meget at gøre ved, man skal bare lade være med at følge med i medier og andet møg. Man skal fortsætte med at gøre som Morrissey gør.

Jeg fik en hilsen fra en ven
Han ville bare lige høre
Hvordan det gik
Med livet og sådan noget
Jeg svarede
At alt var helt OK
Og at tiden jo gik
Som tiden altid gør
Og at jeg fik mad i maven
Og salt på mit æg
Og at jeg vist egentligt bare
Gerne ville have fred

Det er bare regn
og derfor bliver man måske lidt våd
men alting tørrer
pånær en sump
der altid bare er sumpet
og ret så irriterende
som nybagte mødre
med stemmer, der brænder
og alt det de ved
om alt de ikke tidligere
vidste
men nu ved
og så går man hjem igen
i regnvejr 
og lort til halsen. 

 Stedet han boede
 var noget rod
 det var ikke fordi
 der som sådan var beskidt
 men der var rod
 tingene stod ikke lige
 og meget var usorteret
 Det havde været helt ok
 i et hus på landet
 i udkanten
 i den rådne banan
 hvor man bare kommer forbi
 og drikker en øl
 og ikke går op i 
 gamle cykler, der står og venter
 på at blive kørt væk
 men i byen
 gik den ikke
 der bor man ikke sådan
 der skal tingene være mere lige
 og pap skal køres væk
 og i en container
 til pap
 og metal i en anden container
 og snart også mælkekartoner
 så der kan komme styr på det hele
 måske lige pånær tankerne
 der hellere ville være
 i udkanten
 og måske endda ryge cigaretter og drikke øl
 og stille og roligt 
 bare lade tiden gå
 uden helt at have kontrol
 over pap og metal
 og mælkekartoner i snorlige rækker.  

 
 Giv mig mening
 og faste
 holdepunkter
 Giv mig
 popmusik
 og lange somre
 Giv mig
 et  
 los i røven
 og en på kassen
 Giv mig
 resultatløn
 og strikse chefer
 Giv mig tid
 og ting
 at bruge tiden til
 Giv mig kultur
 og poser
 til at brække mig i
 Giv mig frihed
 fra konstant at tænke
 på et mig
 og et jeg
 og i stedet bare holde kæft
 og nyde  
 forholdsvise mængder
 rå og brutal
 alkohol
 indtil jeg  
 opløses
 og bliver til  
 fjernvarme eller mad
 for sultne orme
 som ingen regner for noget
 og som ikke tænker på
 hverken
 dit eller
 mit