workingcavaliers

Jeg bliver ofte spurgt, om mine hunde kan enes, og svaret er Ja, det kan de. De enes og de er grounded i hinandens selskab. Men det kommer ikke af sig selv. Det er bevidst tilstræbt, meget gennemtænkt og utroligt styret.
Har jeg nogensinde oplevet konflikter imellem dem? Ja én gang mellem de to voksne bc tæver i forbindelse med løbetid og adolescens. Jeg greb ind omgående, justerede på vores rutiner, trænede med begge samtidigt hver dag i en periode, skiftede foder hos den ene, var meget årvågen ved den næste løbetid.
Jeg træner en hel del med mine hunde, men mit primære mål er at have et stressfrit hjem.
Når der er 6 eller flere hunde i et hjem, er der risiko for et øget stressniveau; det kan være svært for den enkelte hund at nå at opfange og afkode de subtile signaler, som de andre hunde sender næsten kontinuerligt, hvilket kan fremkalde stress. Stress, der ikke finder afløb, bygger op og op, og man har potentielt X antal krudttønder gående omkring.
I de seneste 3 år har nogle af mine bekendte, og kunder mistet én eller flere hunde på grund af konflikter i flerhundehjem. Der var hunde der blev voldsomt skambidt, hunde der blev bidt ihjel, og hunde der blev aflivet som ’aggessorer’.
Kan sådan noget undgås? Ja, langt hen ad vejen kan det. Hvorfor konflikter opstår, er individuelt; det kan være plads, forkert sammensætning af personligheder, resurser, alder, løbetid, samme køn, mangel på motion, stimulering, opfyldelse af daglige aktiveringsbehov, menneskelig kontakt. Meget ofte hænger det sammen med stress og mangel på styring.
Med styring mener jeg planlægning og grundig overvejelse af stort set alt.
Når jeg overvejer at føje en ny hund til flokken, tænker jeg ikke primært på egne ønsker og behov, (hvilken hund der kunne opfylde mine ønsker om trænbarhed, lærenemme eller hvad det nu måtte være), men hvilken hund der vil passe ind i den eksisterende flok. Det er i min verden det allervigtigste. Hvordan er personligheden, hvilke energier, hvilken race/type, hvilke og hvor mange forskellige racer kan vi rumme?
Jeg sørger for at deres daglige aktiveringsbehov bliver mødt, at de får sund og lødig kost, at de får tilsyn af dyrlæge/hundefys ved de mindste tegn på at der noget galt, at hver hund dagligt får tid sammen med mig og kun mig, at deres behov for fysisk og mental stimulering og træning/arbejde bliver mødt dagligt, og at der er opsyn og styring.
Jo flere hunde, des mere styring, des mere træning, des mere struktur. Det betyder styr på døre, børnegitre, sovepladser, spisepladser, gåture. Jeg skal observere mine hunde, vide hvad de fortæller mig, vide hvor hver enkelt hund er, bemærke små spændinger imellem to hunde og handle prompte: give dem plads hver for sig, indtil jeg kan finde ud af hvad der forårsagede spændingerne eller det er drevet over. Jeg har ansvaret og mine hunde er afhængige af at jeg gør det rigtige.
’Uden opsyn’ går i min verden slet ikke; når jeg ikke er hjemme, er de tre bc tæver adskilt fra hinanden og de andre hunde. De kan alle se hinanden, men er i hver sit rum adskilt med børnegitter. Cavalierene har alrummet, gangen og forstuen, hvor de kan finde plads til at være for sig selv, hvis de ønsker det. På den måde opstår der ikke stress og konflikter, som ingen kan gribe ind og stoppe. Når jeg ikke er hjemme, er det sovetid, ikke rende-omkring-og-lege tid.
Det er vigtigt for mig, at fodringen foregår stressfrit: hunde har ikke nødvendigvis glæde af at spise i andres nærhed, selvom vi mennesker finder det hyggeligt. Hos os er det kun de to ’små’ der spiser side om side, alle andre får deres foder for sig selv. Der en helt fast struktur, som de kender, og når jeg starter med at gøre deres mad klar, indtager alle deres spisepladser.
Det lyder måske alt sammen frygteligt besværligt og tidskrævende, og klart kræver det tid og energi. Men efter min mening er det det eneste rigtige; vi har taget en helt anden art, rovdyr, ind i vores hjem (med begrænset plads og mere eller mindre snævre rammer), og kan ikke forvente, at de selvom hunde har levet i menneskers hjem i århundreder, agerer og reagerer som små mennesker i hundepels. Der er instinkter og nedarvede reaktionsmønstre, som vi ikke er menneskelige, og ikke altid helt lette at forstå og gennemskue, og det er mit ansvar som hundeejer at indse og respektere det, og give mine hunde et godt liv, i sikkerhed og balance.

Für diese übung nutze ich eine platform, um ein schönes, gerades rückwärtslaufen zu fördern.
Piper lernt zuerst durch shaping (und click/bestätigung) auf die platform zu steigen.

dann shape ich, dass sie gerade darauf steht, egal wo ich mich befinde.

danach stehe ich vor ihr, ganz genau gerade vor ihr, und c/b für jedes kleinste heben/rückwärtssetzen der hinterhand.

dann c/b für einen, und allmählich für mehrere schritte

erst wenn sie spontan mehrere schritte macht, füge ich das verbale signal (hier bakke) dazu. so lernt sie, das diese bewegung bakke heisst.
sei pingelig, wo und wie du bestätigst, gehe immer dem hund nach, später werfe das futter/spiele hinter den hund, so dass der hund lernt, das es in dieser übung ständig nur rückwärts geht,

wen das alles klappt, und der hund sauber und sicher mehrere schritte macht, kannst du die atform mal weglassen. klappt es nicht, musst du noch eine weile mit platform arbeiten.

wenn alles klappt, und sie sicher und ganz gerade, auf verbales signal rückwärts geht, kannst du anfangen, etwas höheres hinzulegen (nicht zu hoch), wo sie dann mit der hinterhand zuerst draufgeht. .. und so weiter. wenn sie sich damit wohl fühlt, versuche es mal an einer treppe (nicht glatt so dass sie rutscht und vor der übung angst bekommt)

viel spass 🙂

Mit dem leiter laufen habe ich so angefangen, dass die leiter ganz unten ist, so das der hund sich nicht verletzt, wenn er daneben tritt. und die sprossen mit brettstücken breiter gemacht. c/b für jeden schritt, später dann bretter weg (erst jedes zweite) und die höhe almählich anheben.(letzte video)

I de seneste 9 år har jeg trænet med mine cavalierer, og konkurreret indenfor DK lydighed, rally-lydighed og ikke mindste HTM/Freestyle. Det har været pragtfuldt, og jeg har nydt det hele; konkurrencerne, rejserne for at konkurrere i udlandet, selve træningen og hundearbejdet. Vi har opnået mange fine resultater og titler, og deltaget i internationale sammenhænge.

Jeg har været ret sikker på, at det var den vej jeg skulle følge, også med mine to border collier. De to smukke bc piger blev indkøbt ikke primært for at konkurrere og vinde, men fordi jeg ikke ønsker at lægge flere forholdsvis unge cavalierer i graven grundet arvelige sygdomme, og fordi jeg over de seneste 10 år er kommet ti at kende og værdsætte racen. Men selvfølgeligt tænkte jeg, at vi skulle fortsætte med HTM/FS og muligvis DKK lydighed.
Morgan har trænet HTM fra hun var ganske lille, hun arbejder flot og præcist, har deltaget i en enkelt HTM konkurrence, da hun var gammel nok, og vandt sin klasse suverænt.
Med Piper tænkte jeg, jeg skulle gå samme vej. Men sådan bliver det ikke….. Min lyst til at konkurrere, i al fald indenfor disse sportsgrene er ikke mere den samme.
Det var noget ganske andet med cavaliererne, som mange, rigtigt mange mente ‘bare’ var hyggehunde, der skulle ligge hjemme i sofaen. Det gav blod på tanden til at vise, hvad disse pragtfulde små hunde virkeligt kan. Det var en spændende udfordring, det var sjovt og føltes rigtig godt at konkurrere med alle mulige racer, også arbejdsracer, og vinde med de små cavalierpiger. Og det gjorde vi, mange, mange gange. Jeg synes, det lykkedes at sætte denne dejlige race på landkortet og ved, at en del cavalierejere nu arbejder med deres hunde, fordi de har set os.

Med border collierne er det ikke det samme, ikke for mig. Dette blev helt tydeligt for mig, da Piper kom ind i vores liv. Hun er kvik, elsker at lære, elsker at arbejde, og tilegner sig alt, hvad man vil lære hende. Som opdrætter sagde, da Piper blev valgt til mig: ‘Here is your champion’. 😀 og hun har ret; den lille hund kunne vinde alt…
I løbet af hendes hvalpe- og unghundetræning er det gået op for mig, at hun simpelthen – i mine øjne- er for alsidig og begavet til kun at arbejde i min umiddelbare nærhed, tæt ved mine ben, og lyde mit mindste vink. Hun skal ud og arbejde selvstændigt, løse svære opgaver uden min hjælp eller indgriben.
Vi er begyndt at træne hos Frederikssund redningshunde, og foreløbigt ser det ud til, at det er det vi to skal lave sammen. Hun skal læres grundigt og omhyggeligt op, og så skal hun arbejde på egen hånd. Det glæder jeg mig virkeligt meget til 😀

Og cavaliererne?
Jamjar er en ferm og dygtig Mantrailer, Beansen er næsten døv, men arbejder med liv og lyst på alt, hvad jeg byder hende. For tiden arbejder hun på øvelserne i IRO lydighedsprogrammet 🙂 Muffin elsker HTM/FS, så det træner vi to sammen. Muffin og Jamjar er også igang med et smart, ret svært 6+ program, som jeg tænker, vi viser ved et par tyske konkurrencer.
Vi arbejder på det, de hver især er gladest for… men konkurrencerne trækker ikke rigtigt mere. Og det er da også kun for min skyld, ikke for hundenes, at jeg har deltaget i alle de konkurrencer. Hundene er ligeglade, og jeg er sikker på, at Beansen med sin dårlige hørelse egentligt helst er fri.
Redingshundearbejdet er nyt og spændende for mig, og jeg har masser at lære. Men hvis vi bliver dygtige til det, tænker jeg nok, at lysten til at deltage i konkurrencer vil vende tilbage.

Piper, NOYTCB Toss and Fetch, flyttede ind hos os den 8. november, 8 uger gammel.
Vi bruger en del tid på socialisering og miljøtræning, og vi arbejder med konditioneret afspænding hver dag, ved hjælp af aromaterapi.
Andre vigtige færdigheder, jeg lægger vægt på er kropskontrol, balance, koordination og kropsbevidsthed.
Jeg vil gerne have, at Piper lærer at samarbejde, og har glæde ved det.
Til den ende er impulskontrol vigtig, og vi arbejder lidt på dette et par gange om ugen.
Som basis for det meste af vores træning har vi arbejdet med targetadfærd, trænet snudetarget og potetarget.

Piper er sød og kvik, meget samarbejdende og utroligt hurtigt opfattende. Hun er nysgerrig og ukompliceret, venlig og åben overfor fremmede, mennesker som dyr. Hun fader godt til i vores lille flok, og Morgan er meget sød og tålmodig med hende.

Piper har, som Morgan også gjorde, gået til hvalpe legestue hos Bagsværd Hundecenter, hvilket jeg har været utroligt glad for. Hun har leget med jævnaldrende hvalpe af meget forskellige racer under gode, betryggende forhold.

Efter nytår skal vi begynde på hvalpetræning hos Trine Rafn; noget jeg glæder mig meget til.

Jeg har sammenstillet nogle små videoclip fra noget af vores træning indtil nu.

Impulskontrol med godbidder

Zigzag.. en lille samarbejdsøvelse

Koordination og målrettet brug af forpoter

Platformtræning til indlæring af HTM positioner

Jeg har ofte i tysk hundetrænings kredse stødt på konditioneret afspænding som et ganske almindeligt brugt og meget virksomt redskab til at hjælpe hundene til stresse af, og genvinde roen i mange forskellige sammenhænge. Det er ganske alment brugt, og ikke kun for feinschmeckere eller hundenørder. Konditioneringen sker ved hjælp af en lyd/et ord/bestemte berøringer/massage, eller andre former for ritualer som at ligge på et bestemt tæppe. Og det virker, ingen tvivl om det.
På uddannelsen for hvalpe-og unghundetrænere hos Anja Fiedler lærte vi sidste år om konditioneret afspænding ved hjælp af aromaterapi, hvilket for mig lyder både interessant og forholdsvis enkelt.

Lille Piper, bc på snart 9 uger, er lige flyttet ind hos os, og kunne være en hund, der ville have glæde af at få hjælp til at slappe af. Hun er ret aktiv, og har svært ved at stoppe, når hun virkeligt får kørt sig op i de høje gear. Så det er oplagt at starte denne træning med hende.

Til det formål valgte jeg at bruge en kamilleolie med honning. Anja Fiedler anbefalede kamille olie og lavendel olie til afspænding, citrusolie, gerne en der ikke er så skarp, som for eksempel blodappelsin olie, til afspænding og dæmpning af frygt. Da hundenes lugtesans jo er noget bedre end vores, bruger jeg en suspension af 400 ml vand og 3 dråber af olien. Dette til en start, til jeg er sikker på at hunden ikke opfatter lugten som ubehagelig, fordi den er for stærk. Når hun er vænnet til det, kan jeg måske koncentrere suspensionen noget mere.

Nå Piper har været i aktion, og jeg tydeligt kan se, at hun er ved at spænde af; hun lægger sig i sit bur eller et andet sted og begynder at falde til ro, lægger jeg en lille klud med nogle dråber af suspensionen på/lige ved hende.
Kluden skal senere erstattes med et halsbånd eller bandana, som hun får på, når hun skal slappe af.
Men først skal det konditioneres, og jeg tænker at gøre det dagligt, hver gang, hun er ved at falde i søvn, eller lægger sig til at slappe af.

Efter min mening skal en lille hvalp lære de vigtigste ting først; indkald, kontakt, balance, stabilitet, kropskontrol i det hele taget, sociale kompetencer og tryghed i mange forskellige former for miljø.
Til den lille liste vil jeg nu føje konditioneret afspænding, hvilket hun jo nok får brug for.

Idag var vi til HTM konkurrence, og jeg benyttede lejligheden til at stille op i HTM1 med Morgan.
Vi har ikke trænet HTM ret meget, dels fordi jeg vægter andre ting højere i træningen af en hvalp/unghund, dels fordi jeg egentligt ikke mener, Morgan er en HTM hund.
Vi har trænet præcision og ro i positioner, og bygget de enkelte positioner grundigt og omhyggeligt op fra bunden. Jeg mangler at shape hovedholdningen i positionerne. Dette fordi jeg i hele hendes hvalpe-/unghundetræning har lagt megen vægt på at hun skulle være helt ligeudrettet i alle gangarter.
Jeg lægger stor vægt på, at fundamentet skal være i orden, og vi har pt. kun 4 ud af 10 positioner. De 3 indgik i det lille HTM program, som vi stillede op med idag.

Og det gik egentligt rigtigt godt, Så godt, at jeg er kommet lidt i tvivl, om hun ikke alligevel skulle fortsætte med HTM 🙂
Morgan gjorde det fint, og vandt klassen.

Jeg har ikke meget at udsætte på hendes arbejde, og hun fik fine kritikker af dommerne.
En af dommerne mente venligt at kunne se, at Morgan ikke tænder på HTM 🙂 hvilket ikke er helt rigtigt.
Morgan er meget glad for HTM; det er mig der synes, hun ikke er en HTM hund.
Men det var helt tydeligt, at hun var noget overrasket og lidt betuttet over, at der var så mange andre, fremmede i ‘hendes’ hal ( undskyld, Annette Dalgaard 😉 )

Forskellen på Morgans fokus og overskud er tydelig i de to videoclips.
Det ene optaget under træning, det andet fra konkurrencen idag.

Nu ser vi, måske stiller vi op igen til næste år. 😀

Vi er lige kommet hjem fra sommerferie i Tyskland. Ferie for mig, men vel egentligt ikke rigtigt for hundene; lang køretur, færgesejlads, ophold i et fremmed hus, møde med fremmede hunde dagligt, daglig HTM, FS, LP og Frit Søg træning, og opvisning ved byens sommerfest, hvor Beansen og min lille snart 13 årige Bellahund gav den max gas 🙂

Nu er vi hjemme, i fred og ro, og jeg synes, de har fortjent en rigtig sommerferie.
De har alle gjort det godt i løbet af året; Muffin og Beans placerede sig begge i Dogdancing sportens ‘Årets Hund’ konkurrence, Jamjar har lært, og er ved at blive rigtigt god til Mantrailing, Morgan har lært at leve i og med en flok små, vimse cavalierer, og har arbejdet fint med i vores HTM træning. Med sine 9 måneder har hun nu 5 HTM positioner, som hun opsøger sikkert, på ordkommando, og holder i forskellige tempi og retninger. Det er fint; jeg er meget tilfreds. Lille Toasty har stadig måttet arbejde på sin skræk for fremmede hunde, men har også lært en del tricks, som hun udfører på ordkommando, uden tøven, også med ryggen til mig. 🙂 I Sewekow overraskede hun således med at vise, hvad hun kan foran en gruppe helt fremmede hunde og deres mennesker. 🙂

Jeg har dyrket forskellige sportsgrene på konkurrenceplan med mine hunde de seneste 9-10 år, og nydt det. Nu tror jeg måske nok, det er tiden at holde en lille pause. Dels har jeg meget svært ved at foretage mig det samme og det samme hele tiden, dels synes jeg egentligt, at hverdagslydigheden med 6 hunde i sig selv er et meget spændende og udfordrende kapitel, som jeg gerne vil gøre meget mere ud af. Jeg lægger ikke konkurrencerne på hylden, jeg kan lide at vise hvad vi kan og få det bedømt, og jeg holder af at møde andre hundefolk, mange af hvilke jeg vældigt godt kan lide. Desuden vil det nye familiemedlem som jeg håber på, sikkert egne sig så godt til konkurrencesport, at jeg slet ikke kan lade være…

Jeg har taget den beslutning, at vi til oktober i år (forhåbentligt) får familieforøgelse i skikkelse af en border collie. Inden den lille kommer, synes jeg, at flokkens hverdagslydighed meget gerne må udvikles og styrkes.
Vi er pt. der, hvor hundene på ordkommando placerer sig tæt omkring mig, og bliver der, til jeg giver dem ‘fri’, hvilket er dejligt praktisk, når vi møder andre på vores gåture. Vi skulle gerne komme så langt, at dette også gælder, når mennesker kalder på dem og lokker dem, og når der er andre hunde, som ivrigt tilkendegiver, at de vil ‘hilse’.
Indkald på fløjte (alle kommer ufortrødent) fungerer, men jeg ville gerne have et sikkert indkald, ud af flokken, af hver enkelt hund.
Stå og dæk på fløjtesignal kan de fleste (ikke Morgan, endnu), men jeg skulle ønske at det også ‘sidder’, når hele flokken er løs.
En anden vigtig ting for mig er, at alle mine hunde lærer at markere ‘foder’ (alt hvad hunde mener er spiseligt), der ligger på jorden, ved at sætte eller lægge sig ned. En spændende og højnyttig træningsopgave, som jeg glæder mig til at gå igang med. Impulskontrol er ikke fremmed for mine hunde, så det skal vi nok finde ud af.

Det tager tid at arbejde med hunde i flok, og jeg tænker, at disse opgaver må være rigeligt til at beskæftige os frem til oktober 🙂

Jeg har længe haft lyst til at beskæftige mig med Mantrailing, som jeg er stødt på i tysk hundesport, hvor det er en populær sport for alle hunde; også meget anvendt i byerne, hvor det ellers kan være vanskeligt at finde muligheder for at træne med sin hund.
I år skulle det så være. Helle og jeg købte hver især en glimrende tysk bog om Mantrailing, læste den igennem og aftalte at gå i gang.
Lille Jamjar er en glad og samarbejdende hund; hun startede som hvalp med HTM, som hun er meget dygtig til, og hvor hun rykkede op i klasse 3 i løbet af 6 konkurrencer, godt 2 år gammel. Hendes krop var imidlertid ikke udviklet nok til den ret hårde træning af mestendels for en hund unaturlige bevægelser, som det kræver at gøre sig gældende i denne svære klasse. Derfor besluttede jeg at lade hende holde en pause med HTM på konkurrenceplan, hvilket iøvrigt har gjort hende godt!
Det var naturligt at vælge at mantraile med Jamjar, fordi hun, foruden Bella på 12 år, ikke for tiden er igang med at lære nye færdigheder.
Helle og jeg startede for ca. 10 uger siden, med indlæring på det mest basale plan. Hundene skulle lære at forbinde færten fra et stykke tøj fra en person (Runneren) med at søge og finde netop den person.
Vi mødtes en gang om ugen, og lod dem kun arbejde i 3 omgange per gang, selvom det i starten kun varede 3×5 minutter.
Jamjar har aldrig nogensinde lavet næsearbejde før, og Helles Flair har arbejdet med Schweiss og spor i 11 år, så for begge hundene var Mantrailing, hvor hundene overvejende laver højt søg, noget helt nyt.

mine Mantrailing makkere, Helle og Jamjar

Fordi vi er gået så langsomt frem og har ladet dem stoppe, mens det var sjovt og ‘smagte af mere’, har begge hundene lært teknikken utroligt hurtigt, og vi har stort set gået fra sejr til sejr; følt os helt høje når vi kørte hjem fra træning.

Nu er vi så der, hvor det virkeligt er sjovt, og hvor man ikke har noget valg; man må stole på sin hund, fordi man ikke aner, hvor Runneren er gået hen.
Flair fattede det meget hurtigt, og er idag fuldkommen sikker på, hvad hun skal, med en succesrate på 100%.
Jamjar er ved at komme efter det; idag gik Helle, efter at have gået et godt stykke, ind i en gruppe mennesker, hvilket var helt nyt for Jamjar. men den lille klarede den, var ikke i tvivl om, at Helle var ‘derinde’, og fandt hende også.
Næste udfordring var, at Helle forsvandt ind igennem døren til Svømmehallen som sidste trin på trailen, også dette klarede lille Jamjar, på trods af den stærke klorlugt.
Mantrailing er kommet for at blive 🙂 ingen tvivl om det! Ikke to dage behøver at være ens, en trail kan varieres i det uendelige, og vel kun fantasien sætter grænser…. 🙂
Lige nu er vi kun 4; Helle og Flair, Jamjar og jeg. men jeg håber, at der kommer flere til, som har lyst til at have det sjovt, mens de arbejder med hundenes fine næser, og har mod på at skulle forlade sig helt og holdent på deres hund. 🙂

Den 11. december sidste år flyttede Morgan, border collie, ind hos os 9 uger gammel 🙂
Jeg har gjort mig en del tanker om hendes hvalpe- og unghundetid, og vil gerne træne og forberede hende bedst muligt til et liv som sportshund.
Morgan er valgt med omhu og med stor vægt på hendes sind, da hun skal bo sammen med mine 6 (nu kun 5) cavalier piger.
Hun er rolig, ‘tænksom’ og har masser af psykisk overskud.

Vigtigst for mig er hverdagslydigheden; hverdagen skal fungere, gerne gnidningsløst.
Derfor lægger jeg stor vægt på at lære hvalpen impulskontrol, hvilket gør livet i menneskenes verden betydeligt lettere for en hund, reducerer stress opstået på grund af lav frustrationstolerance, og giver hunden bedre muligheden for selv at ‘styre’.
Mine hunde må meget gerne blive siddende i bilburet, selvom døren går op, gå hen bag mig på ordsignalet ‘hinter’ og blive der selvom vi bevæger os og der kommer andre forbi/imod os, slippe selv meget eftertragtede objekter når de bliver bedt om det, undlade at samle mad og lignende op, som bliver tabt på jorden/gulvet. Når jeg arbejder med min hund skal den kunne ignorere forstyrrelser af alle slags, og senere skal den kunne blive på et sted, eller i en position selvom jeg fjerner mig. Alt dette kræver god impulskontrol.

Indkaldet som er livsvigtigt, skal også sidde. Både det normale, individuelle ‘hverdagsindkald’ og ‘nødbremsen’ som er et fløjtesignal, der er fælles for alle hundene.
Håndtering er også vigtig: dyrlægen sal kunne røre/palpere overalt, jeg skal kunne børste tænder, klippe klør, børste og ordne pelsen, rense øren osv.

Dernæst lægger jeg vægt på at hvalpen kan gå sammen med mig, og de andre 5 hunde i løs line.

En sortshund skal have god kropskontrol, hvilket blandt andet forebygger skader. Dette arbejder vi meget med, på forskellige måder. Vi arbejder med styrketræning, balanceøvelser og koordinationstræning.

Gangarterne skal trænes og forbedres. Hunden lærer at balancere sin krop og at ‘bære’ sig selv afslappet og frit.
Til den træning bruger vi bandt andet cavalettis. jeg lægger megen vægt på, at hvalpen primært lærer at gå/trave helt ligeudrettet med naturlig afslappet hovedholdning, hvilket jeg opnår ved at lade hende gå efter opretstående snudetarget. Morgan skal muligvis blive HTM hund, men at se op på mig, mens vi bevæger os, kan hun nemt få lært ved shaping senere.

Vi arbejder med konditioneret afspænding hvor Morgan lærer selv at bringe sig i en rolig sindstilstand. Dertil bruger jeg en klud, som er blevet stænket med nogle få dråber kamilleolie. Når hun ligger roligt og afslappet, lægger jeg kluden på hendes hals, og hun kommer med tiden til at forbinde duften med denne tilstand. siden bliver det til et stofhalsbånd med denne duft, som hun får på når hun skal falde til ro, for eksempel efter træning.

Det er stortset hvad Morgans grundtræning består af.

Jeg har lagt stor vægt på at udvikle hendes sociale færdigheder; hun skal meget gerne kunne omgås alle slags hunde, og mennesker. Til det formål har vi kørt hele Sjælland tyndt for at møde legekammerater og venlige voksne hunde.
Da opdrætter bor langt ude på landet, har Morgan ikke oplevet alverden ‘derhjeme’, og vi har brugt en del tid på miljøtræning.

Lidt sjov skal der også være, og hun skal lære at blive ‘klikkerklog‘, lære at lære, og at tage initiativ i læringen.
Til den ende laver vi tricksøvelser, hvor jeg udelukkende bruger shaping.
Morgan lærer hurtigt nu, ved hvad shaping går ud på, og synes, det er sjovt.

HTM positioner og elementer af lydighedsøvelser snuser vi kun til ind imellem; foreløbigt er der rigeligt, hun skal bruge sin energi på at lære.

Jeg har levet næsten hele mit liv med hunde. Mine forældre havde sorte schæfere, og som barn fik jeg selv en foxterrier, som ledsagede mig på rideture igennem skoven og skøjteture hen over den frosne sø. Senere fik vi rottweilere og berner sennen, og der har siden været mange forskellige hunde, af forskellige racer i mit liv.
Mange af dem var ‘problemhunde’ der stod til aflivning, så det at beskæftige hunde, få dem til at tænke sig om og bestille noget, altså dyrke hundesport, har i mange år været en fast del af mit liv.
De seneste 6-7 år har jeg dyrket dogdancing, Heelwork to Music/Canine Freestyle, DKK Lydighed og Rally lydighed, på konkurrenceplan både i DKK og DcH med mine cavalierer. Og det har været sjovt, lærerigt, dejligt… og vi blev gode til det.. 🙂
Men efter 6- år med stort set ‘det samme’ synes jeg egentligt, at jeg trænger til noget nyt. ikke at jeg er så mageløst dygtig til disse sportsgrene, at jeg ikke kan lære mere… så meget langt fra! jeg vil stadig træne det med mine cavalierer, også med Morgan, border collien der flyttede ind i december 2014. Men konkurrencerne bliver der skåret med på.
Muffin og jeg fortsætter med HTM, hvilket hun er fantastisk dygtig til, og Beansen elsker Freestyle, så det er det vi to gør 🙂
Jeg har længe interesseret mig for Mantrailing, som er en ny hundesport i DK, og også haft et stille ønske om engang at få en redningshund.
Jamjar og jeg er sammen med gode træningsvenner gået i gang med Mantrailing. Det er interessant, nyt og anderledes. Og vi har det sjovt.
Morgan er på nuværende tidspunkt kun 14 uger, så jeg ved slet ikke endnu, hvad hun indeholder. Men jeg vil søge oplysninger om, hvordan man kommer i gang, og hvordan man kan forberede hvalpen til evt. at kunne blive redningshund.
To spændende nye projekter for 2015, som jeg glæder mig meget til.

Det næste bliver så min interesse for racehøns, som længe har været der, men som jeg af en eller anden grund først i løbet af 2014 har gjort noget ved.
Jeg har længe været lun på racen Orpington, som er en stor, tung, smuk høne, der findes i flere fine farvevarianter. For tiden har jeg 6 orpington høner i tre farver, og har lige bestilt 4 til, i to forskellige farver.

Disse er af gode stammer, og vil blive ringmærket, sådan at jeg kan udstille dem. 🙂
Aldrig havde jeg drømt om at ville udstille noget som helst, og da slet ikke høns…men nu har jeg fået smag for det, så det skal prøves.
2015 bliver et spændende år for os her på Skovsangervej.